Madordninger i institutioner; Madro

"Langt den overvejende del af forældrene var med på ideen, da vi lancerede kostordningen," fortæller John Christensen, leder af institutionen Sorring Fritidscenter i Gjern Kommune. Her kan i første omgang 70 børnehavebørn droppe madpakken - finansieret af deres forældre.

Han er på det rene med, at tre-fire forældrepar faktisk ikke var med på at betale de 225 kr. om måneden, ordningen kom til at koste. Men fra starten var der enighed mellem forældrebestyrelsen og personalet om ikke at indføre en ordning, hvor enkelte måtte sidde for sig selv, mens de andre spiste den fælles mad. Kostordningen måtte være obligatorisk.

I en meget ideologisk debat i Folketinget i 2003 fyldte risikoen for social skævhed godt i modstanden mod loven fra Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. "Madpakkebørn og buffetbørn" advarede bl.a. Kim Sejr, Radikale Venstre, og flere var bekymrede for at mejsle klassedeling ind blandt børnehavebørn: Dem hvis forældre havde råd til den gode ernæringsrigtige kost, og dem med flade klemmer med hjemmefra.

Ordførerne fra især Venstre og Konservative slog fra deres side på, at forældre ikke skal kunne tvinges ind i en madordning. De skal have retten til at står udenfor, men skal samtidig heller ikke kunne forhindre det store flertal i at gå sammen om en ordning. Og sådan blev det.

Loven, der i 2003 blev vedtaget af regeringen sammen med

Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti, er klar: De enkelte forældre må beslutte, om de vil benytte madordningen, hedder det.

Socialdemokraterne forsøgte dengang forgæves at få børn med friplads til også automatisk at få friplads i madordningerne, men det kom ikke med i loven. Da madordningerne i år blev udvidet til også at omfatte vuggestuer, var det med et noget snævrere folketingsflertal, da også Socialdemokraterne stemte imod.

I virkelighedens verden ville pædagogerne i Sorring kun gennemføre en ordning, hvor alle børn kom med. Med 93 procent positive forældre og ingen, der direkte meldte fra, gik startskuddet i august. Alle børnene får maden, og alle forældre er sat til at betale. Selve opkrævningen af de 225 kr. foregår via kommunen.

"Ideen opstod på et budgetmøde mellem forældrebestyrelsen og Børne- og Kulturudvalget," fortæller John Christensen.

"Efter et forældremøde med 100 procent opbakning til ordningen sendte vi spørgeskemaer ud til alle og endte med 93 procent tilslutning. Efterfølgende spurgte vi de forældre, der ikke havde svaret. To sagde klart nej, og et par stykker vaklede - bl.a. af hensyn til deres børns allergi."



Stort set alle er glade. "Vi lagde fast, at børnene ikke må have mad med hjemmefra - for at undgå Guldkorn og den slags i taskerne. Og også at alle betaler det samme uanset heltids- og deltidspladser og eventuel sygdom. Det ville vi ikke til at administrere, og det var forældrene med på."

"En far spurgte på mødet, om ikke der bare kunne være individuel tilmelding, men kunne godt forstå vores forklaring om, at med små børn ville vi ikke have, at nogle skulle holdes ude. Skulle vi ha' en kostordning, var det nødt til at være på den måde."

"Vi drøftede i bestyrelsen hvor stor opbakning, der skulle til for at gå i gang. Og det er da svært, for ville 85 procent også være nok? Men vi blev enige om, at de 93 procent - og ingen, der selv henvendte sig bagefter til ledelsen, var OK."

Margot Jensen er pædagog i den gruppe, hvor forældre-argumenterne mod ordningen kom fra:

"Nogle ganske få syntes, det var for dyrt, og at det var billigere selv at smøre madpakken, når der alligevel skal smøres til større søskende. Det handler måske om, at det tager tid at vænne sig til noget nyt og om selv at have indflydelse på kosten."

"De fik at vide, det var en demokratisk beslutning, hvor alle var nødt til at være med i ordningen. Ønskede man ikke at deltage, skulle man henvende sig til ledelsen. Men der har ikke været nogen henvendelser, og stort set alle er glade for ordningen."



Stor kompetence. John Christensen hiver styrelsesvedtægterne ned fra hylden og understreger, at forældrebestyrelsen faktisk har stor kompetence, og det må man jo også tage alvorligt:

"Bestyrelsen har truffet en radikal beslutning, og når der så er kanonstor opbakning og velvilje, så måtte vi som ledelse "ta' " de enkelte forældre, der ikke ville være med. Men ingen henvendte sig."

"Et problem med fødevareallergi tager køkkenassistenten selvfølgelig hensyn til, ligesom vi også tager hensyn til et muslimsk barn. Og er der så et barn, hvis forældre ikke har råd, må vi forsøge at ordne det via socialforvaltningen eller på anden vis.

Nogen gange skal man jo handle for at indføre noget nyt, ellers sker der ingenting! Og jeg tror næppe, at ordningen kan indføres nogen steder med 100 pct. opbakning.

Pladsanvisningen gør nye forældre bekendt med ordningen, så nye børn kommer automatisk med, og ordningen bliver en del af institutionens kultur."

John Christensen kender flere institutionsledere i Århus Kommune, der efter den seneste sparerunde måtte sige farvel til mange år med madordninger betalt over driften. Og han er ikke blind for, at det for dem har været en voldsom forringelse:

"Vi har selvfølgelig nemmere ved at indføre forældrebetalt mad nu, end de har. Men lad os nu se, hvordan det går."