Made in China: Pigen med klaverfingrene

Hendes fingre er mælkehvide. Håret er sort som hver anden tangent. Cindy på 14 år trykker tonerne af Johan Sebastian Bach ud igennem klaverets krop, og lyden af klassisk musik breder sig på skyskraberens 25. etage.

Den østkinesiske havneby Shanghai med 18 millioner arbejdsomme indbyggere er i nogle minutter en idyllisk bondeby i hjertet af 1600-tallets Tyskland.

Børn&Unges udsendte er målløs. Der er kinesisk fyrværkeri i mor og fars øjne.

De er stolte. Projekt "Superbarn" er lykkes, og den vestlige journalist kan selv se resultatet. Cindy rejser sig stille og tilslutter sig os andre ved bordet. Klapsalve.

Hun tilhører anden generation af etbarnspolitikken, som Kina indførte i 1979 for at forhindre, at befolkningstilvæksten for de 1,7 milliarder kinesere tog overhånd.

I dag bor hun med sin mor i Shanghais rigeste kvarter i en af områdets mange nye skyskrabere.

Men trods økonomisk velstand er livet ikke let for Cindy.

Tidligt op og sent i seng er hendes hverdag, når hun dagligt skal forsøge sig som klassens bedste elev, danseundervisningens spirende Britney Spears og klaverspillets næste Mozart. Mor Lan Xue ved, at hun kører sin datter hårdt. Men som enebarn er det nødvendigt, at Cindy er blandt de dygtigste børn.

Den syv dage lange arbejdsuge med stress og jag har dog en pris, erkender moren. Prisen er barndommen.

"Det er meget negativt at være enebarn. Ingen kommer og hjælper hende, når hun skal begå sig i fremtidens samfund. Cindy får kun et ønskejob, hvis hun knokler. Så selvfølgelig forkæler jeg hende. Det er svært for mig at lade være, fordi jeg kun har et barn," siger Lan Xue.



Vækst, vækst, vækst. Kina vokser både befolkningsmæssigt og økonomisk. Specielt godt går det i storbyer som Shanghai. Der er Lan Xue konsulent for metropolens lukrative bankverden, hvor hun har 60 ansatte under sig.

"Alle mine ansatte er enebørn. Det kan jeg godt mærke. Jeg synes, de er egoistiske og mangler ansvarlighed. De er vant til, at deres forældre sørger for dem," forklarer Lan Xue og kigger på sin egen datter.

Cindy ser træt ud. Brillerne på næsen har været på hårdt skolearbejde i dag indtil klokken fem. Derefter har de været med Cindy til klaverundervisning. Først klokken ni kunne de hvile på natbordet.

Hun skal snart til klaverkoncert. Faktisk er det en konkurrence, fortæller Cindy, og randene under hendes øjne kan ikke skjules bag hinkestenene. Pigen stikker til sin mad. Hun vil hellere have pizza. Den fra Pizza Hut, som de vestlige, blonde unge med blå øjne spiser på MTV China.

Hendes øjne har sat sig fast på mine danske arme med fregner.

"Jeg vil gerne bytte med dig. Det er in i Kina at være bleg som dig."

Byttehandlen virker som et scoop på mig, men før ja'et rammer bordet, afbryder moren.

"Min datter er heller ikke særligt selvstændig. Børn som hende føler, at de er i centrum, fordi bedsteforældre og forældre forkæler dem. Det påvirker dem, når de bliver voksne," lyder det alvorligt, og hud-bytteriet bliver aflyst.

Som mange andre kinesiske børn er Cindy parat til andengradsligninger, før hun magter at vaske sit eget tøj eller for den sags skyld socialisere sig med andre.

"At de ingen søskende har, påvirker deres adfærd negativt. Derfor er det vigtigt, at forældrene er opmærksomme på, at børnene skal være sammen med andre. Men det er mange forældre ikke. De forkæler bare deres børn uden at skele til, at de bør lære børnene at tage hensyn," fortæller hun.

Situationen for Cindy som enebarn er, ifølge Lan Xue, at hun "skal vinde over det hele alene", fordi hun intet supplement får fra søskende, der kan hjælpe hende.



Superstar. Cindy lister på kattepoter ud ad stuen. Hendes navn er faktisk Zhang, men mange kinesere giver deres børn vestlige navne. Typisk ærke-amerikanske navne som Jason, Susan - og Cindy.

Der bliver tavst i stuen, og jeg kigger mig omkring. Er det Cindy der på væggen? Ja, Cindy fylder væggen i glas og ramme. Retoucheret udover det tilladelige hænger der en én meter gange én meter stor plakat af hende i stuen, hvorfra hendes manipulerede hvide smil og hud kalder på opmærksomhed. Det er ren Hollywood. Hvor er hun smuk og perfekt. Skabt til storhed, når jeg at tænke, før Cindy klasker et fotoalbum ned på bordet foran mig. Lan Xue griber en stol, rykker tættere på og siger stolt:

"Prøv at tale engelsk med hende. Hun kan godt. Ikke, Cindy? Hun er god."

"Yes, yes. Det er mig," fremstammer Cindy og slår ivrigt op på forreste side.

"Er det virkelig dig? Du ligner jo en million," siger jeg fedtende.

Mine fingre vender den ene glitterside efter den anden, hvor Cindy poserer i alskens kostumer og stillinger. Kameraet elsker hende. Og hun kameraet.

Far er af pligt fløjet ind fra det sydlige Kina for at overvære datterens debut i medierne. Da han hørte, at Børn&Unge kom på besøg, var han ikke sen til at bestille flybilletten, der skulle sikre ham og famlien en omtale i vestlige medier.

Han virker nu ligeglad med fotoalbummet og er mere interesseret i sin kinesiske risvin. "Sikke et hysteri," fnyser hans øjne.

Men mor er stolt. Hver femte år har hun sendt Cindy til fotografering hos en professionel fotograf. Cindy langer to ekstra fotomapper på bordet med billeder, fra hun var fem og ti år. Jeg bladrer op på side fire.

Øjnene stopper.

På siden sidder Cindy med dukkeansigt kiggende eftertænksomt og stærkt ud i luften, som spejder hun efter den fremtid, hun ønsker.

Overskriften "The World is Not Enough" står skrevet over hendes hoved.



Hvad er etbarnspolitikken?

Da den kinesiske regering i 1979 lancerede etbarnspolitikken, var Kina hjem for en fjerdedel af Jordens befolkning. En tredjedel af befolkningen var under 30 år. Politikken går ud på, at forældrepar som hovedregel kun må få et barn. Etbarnspolitikken er stadig en del af virkeligheden for den kinesiske befolkning, selvom den reelt kun dækker cirka 40 procent, fordi mange - især på landet - må få flere børn, hvis de opfylder forskellige krav. Kravene varierer fra provins til provins og fra by til by.

I Shanghai er regeringen begyndt at lempe reglerne på grund af en hurtigt aldrende population, så to enebørn for eksempel har lov til at få to børn sammen.

Hvis folk på landet kun får et barn, bliver de belønnet af myndighederne med et kontantbeløb, der i Shanghai-området svarer til cirka 474 kroner om året.

Hvis folk får to børn uden at opfylde kravene, skal de betale en bøde, der svarer til tre gange den årlige gennemsnitsløn i området. De kan også risikere at miste deres job, eller regeringen kan fratage selvstændige deres virksomhedslicens, så de må lukke forretningen.

Eksempler på undtagelser på landet:

- Forældre må få et barn til, hvis det første barn er en pige.

- Etniske minoritetsgrupper må få tre børn.

Eksempler på undtagelser i byerne:

- Forældre må få et barn til, hvis de får et handikappet barn, eller et barn dør.