Made in China: Kinas stjernebørn

Ti kilo vejer skoletasken i første klasse, hvis du er barn i Kina.

Det ved Ting Liu, der er mor til to drenge og uddannet pædagog i det østlige Kina. For 14 år siden flyttede hun til Danmark, og om to måneder er hun færdiguddannet som dansk pædagog.

Når den 41-årige mor i dag sender sine drenge i skole, vejer madpakken med leverpostej tungest. Ikke hjerneføde i bogform.

"Der bliver stillet langt højere krav til et barns personlighed i de danske institutioner, men til gengæld mangler der grundundervisning og viden," siger Ting Liu, hvis ni-årige dreng Kevin går i 3. klasse i København.

Hans faglige niveau er som i 1. klasse i Kina, har moren hørt.

"Det sociale aspekt fylder til gengæld ingenting i Kinas institutioner. Når børnene starter i børnehave, slutter deres barndom. Især når de starter i skolen, og de får travlt med lektier og klargøring af næste dags skolearbejde," siger hun.

Lektor i pædagogik Anders Hjuler fra Københavns Pædagogseminarium ser dog muligheder i den kinesiske pædagogik, hvor læring er i fokus.

"Vi kunne stille flere krav til børnene herhjemme, ligesom de gør i Kina. De mener, at vores kultur er naiv, fordi vi ikke retningsbestemmer vores pædagogik mere. Spørgsmålet er bare, om det er det, vi ønsker" siger Anders Hjuler.



Styret undring. Regulering, disciplin og faste programmer er begreber, som det kinesiske system ofte forbindes med. Og med rette.

I institutionerne, som Børn&Unge besøgte sammen med Anders Hjuler og Ting Liu, var tidstabeller og regelrethed udgangspunktet for enhver pædagogisk handling.

"Pædagoger i Kina er undervisere, der stiller op med en autoritet og et program. De varierer læringen med fysiske lege, hvori eksempelvis matematik indgår, så børnene opøver hukommelsen samtidig med, at de får motion," fortæller Anders Hjuler.

Særligt populære er udendørs lege, børnene skal sortere bolde efter farve og antal i kurve for enden af en bane, de først skal gennemføre i løb.

Typisk lærer de kinesiske børn klaverspil, kampsport og avanceret matematik allerede fra børnehavealderen. Den viden skal give dem lyst til mere viden.

"Hvis man som barn og voksen synes, at noget er godt at vide, vil man gerne vide noget mere. Den kinesiske tankegang kunne vi lære noget af derhjemme," siger Anders Hjuler, som hæfter sig ved, at forundringen over omverdenen er drivkraften hos de pædagoger og børn, han observerede i Shanghai.

"Det er tydeligt at se, at staten Kina videregiver bestemte måder, man som person skal være på. Måder man spiser, hilser og agerer på i øvrigt. Mens vi derhjemme står for vejledt deltagelse rent pædagogisk, står de for styring."

En styring, hvor lysten til at suge viden til sig er kompasretningen, mener lektoren.

"Først taler pædagogen med børnene om frugterne på træerne, så undrer de sig over selve træerne, og til sidste er børnene måske nysgerrige efter at vide, hvilke fugle der i øvrigt bor i rederne i træerne," siger Anders Hjuler.

Normeringen i de kinesiske børneinstitutioner er generelt den samme som i Danmark. Det samme er dokumentationsarbejdet. Lektor Anders Hjuler siger.

"De kinesiske pædagoger får meget fra hånden, fordi alt er iscenesat ned til mindste detalje. Men der er ingen metodefrihed på den måde. Det er prisen."



Værktøjsvalg. Til dagligt oplever Anders Hjuler, at det betyder meget for danske pædagogstuderende, at de har frihed til at vælge deres egen pædagogik.

"Mens man i Danmark tror på legen, har man i Kina en tro på, at man skal modtage viden, før man kan være spontan. I Danmark kan du groft sagt have en udlægning af, hvad der er bedst for barnet på den ene stue, mens du på nabostuen har en anden."

De danske tanker om barnets forskellige behov blev skabt i 30'erne, forklarer Anders Hjuler, hvor teorien om psykodynamikken blomstrede op. Den slog fast, at man som udefrakommende ikke altid ved, hvor en person er mentalt og udviklingsmæssigt. Barnet var helligt.

"I Kina er barnet ikke helligt. Der skal barnet lære, fordi barnet kan få brug for den viden senere. Fordelen ved at have vidende børn er, at det hjælper forældre og pædagoger til at føre en samtale med barnet, som kan give indsigt i barnet og omvendt. Om man så begår vold mod børn med al den viden, kan man stille sig kritisk over for," siger han.



Pædagogisk skifte. Anders Hjuler har i årevis beskæftiget sig med to pædagogiske teoriretninger, som han bruger til at forstå forskellen mellem kinesisk og dansk pædagogik med.

Den ene teori er af den kinesiske filosof Confucius (551 f.kr.), mens den anden er af landsmanden Laotse (600 f.kr.). Hvor Confucius prædikede håndfast viden via disciplin og regler overfor barnet, mente Laotse, at barnet selv sætter grænser og i øvrigt er kompetent af natur i kraft af sin væren som menneske.

De to skoler af pædagogisk tænkning forbinder lektor Anders Hjuler med henholdsvis kinesisk fagkultur og dansk fagkultur.

Den sammenligning husker Ting Liu fra sin tid som pædagog i Kina.

"Da jeg som pædagog underviste i Kina, var jeg mere "på" end i Danmark. Det kom til dels af, at dokumentationsarbejdet i Kina var mere struktureret, fordi vi skulle nå så meget. Al undervisning skulle forberedes en uge før - hvilke ord, sætninger og bogstaver børnene skulle lære," forklarer hun.

På seminariet i Kina lærte hun om alt fra klaver og fysik til kemi, som hun skulle undervise børnene i, når hun var færdiguddannet og blev sendt ud på stuen.

"Det er nødvendigt, fordi børnene fra første klasse hvert år har eksamener. Hvis de dumper, skal de gå et år om. Men jeg kan ikke lide den kinesiske model - det er for højt niveau, mens det i Danmark er for lavt," siger Ting Liu, der i dag undrer sig over, hvor meget tid hendes dreng Kevin bruger på at lege i Danmark.

"Han leger for meget. Leger og leger. Så nu går han til klaverundervisning, og jeg giver ham ekstra lektier for derhjemme udover, hvad skolen giver ham."



Se Kina i lyd og billeder på www.bupl.dk