Ledighed; Du er for dyr

Siden 1970 har hun passet børn - i dag er hun i praktik i en børnehave.

Annabella Aros har selv lavet aftalen med institutionen Småbørnenes Forsamlingshus i København, som med glæde ville have to ekstra hænder gratis i fire uger, og dermed undgik den erfarne pædagog at blive sendt ud i praktik et tilfældigt sted.

Klokken er netop blevet to, og Annabella Aros har fået fri. I dag har hun bl.a. været i teatret med en børneflok - en tur, hun ikke har taget siden 2002, da hun mistede sit sidste job. Hun viser smilende institutionen frem, mens hun fortæller, at det er dejligt at komme i gang igen.

Børnene spiser frugt på legepladsen, og Annabella Aros sætter sig i møderummet og fortæller om, hvordan det er at være arbejdsløs i en periode af sit liv, hvor ambitionerne ikke længere er de samme, som da hun dimitterede i 1970. Hun har været vant til, at ledighed var noget fjernt, som blev omtalt i TV-avisen en gang i mellem. Det ramte ikke som pædagog.

"I begyndelsen var det svært. Jeg syntes, det var ydmygende at skulle forklare, hvorfor jeg rendte rundt på gaden midt på dagen," siger Annabella Aros.



Et nummer. Samtidig var det første møde med arbejdsformidlingen et chok. Hun følte sig som et nummer, hvilket bogstaveligt blev understreget af at trække et nummer, som hun ellers tidligere kun havde gjort hos bageren og på apoteket.

"Du var et nummer. Jeg sagde, at jeg havde tænkt mig at tage kurser i it for at kvalificere mig, men så var det den forkerte kø, og jeg skulle trække et lyserødt nummer og stille mig i kø igen. Her fik jeg at vide, at de kun gav den slags kurser til ufaglærte. Det hele var meget upersonligt," forklarer Annabella Aros.

Det tog dog ikke særlig lang tid at vænne sig til tanken om at være ledig. Et kolonihavehus og titlerne som mormor og farmor har været en glimrende kur.



Måske medhjælper. Alligevel vil Annabella Aros gerne i arbejde igen, og hun er også stadig optimistisk, selv om hun et sted direkte fik at vide, at hun var for dyr for institutionens budget. Den lange erfaring har nemlig placeret hende på et højt løntrin, og hun koster i dag noget mere, end en nyuddannet gør.

"Jeg ringede lederen op, efter jeg havde fået et skriftligt afslag, og hun sagde direkte, at jeg var for dyr for deres budget. Jeg tror også, at man mange steder ikke vil ansætte folk i slutningen af 50'erne, fordi man tror, de går på efterløn som 60-årig," siger Annabella Aros.

Hun har dog været til samtaler et par steder og mødt imødekommenhed bl.a. i Småbørnenes Forsamlingshus, hvor hun nu er i jobtræning. Og i næste uge skal hun til samtale i en anden institution.

Hvis hun ikke får et job, skal hun om nogle måneder ud i et nyt aktiveringsjob. Denne gang bliver det i seks måneder, og institutionen får løntilskud, så Annabella Aros kommer til at fungere som billig arbejdskraft. Indtil da fortsætter hun med at søge job. Indtil videre fortsætter hun med at søge stillinger som uddannet pædagog, men hvis hun ikke har held med det, har hun overvejet at søge medhjælperstillinger, så hun ikke er så dyr i drift. o