Ledertræf: Man skal holde hvad man lover

Da ledertræffet forrige onsdag åbnede med nyheden om, at der skulle udskrives folketingsvalg, endte en politisk debat om fremtidens daginstitutioner i valgkamp. Politikerne gav til pædagogerne fra højre og fra venstre, og BUPL's formand Henning Pedersen mindede om, at løfter forpligter.

Mærkeligt, tænker journalisten, da Villy Søvndal står af toget i Korsør.

Formanden for Socialistisk Folkeparti skulle sammen med folketingsmedlemmerne Mette Frederiksen (S) og Hans Andersen (V) have deltaget i en debat om fremtidens daginstitutioner på BUPL's ledertræf forrige onsdag i Nyborg.

Men klokken 8.30, kun 30 minutter før træffet skal skydes i gang, hopper SF'eren af toget, går over på den modsatte perron og tager tilbage til København.

Forklaringen følger kort efter i konferencesalen på Hotel Nyborg Strand, hvor de cirka 500 fremmødte ledermedlemmer i BUPL oplever at være lige der, hvor tingene sker.

"Klokken 13.00 i dag bliver der udskrevet folketingsvalg, og Villy Søvndal skulle hjem og forberede valgkampen," lyder det fra arrangørerne.

Udsigten til valg tre uger senere pepper også debatten op. Politikerne skal vinde stemmer, og både venstremanden og socialdemokraten åbner de næste par timer gevaldigt op for gaveposen. Mere i løn til pædagogerne for et kryds hos V og gratis og sund mad til børnene, hvis krydset lander på liste A.



Gaveregn. Vel vidende, at det ikke er hans typiske kernevælgere, der sidder i salen, vil Venstres Hans Andersen komme enhver kritik i forkøbet. Han lægger ud med en længe ønsket gave til pædagogerne.

"Ja, der mangler hænder i daginstitutionerne," starter han og fortsætter med at love attraktive offentlige arbejdspladser, lønstigninger, respekt for pædagogernes arbejde med at uddanne gode samfundsborgere. Han lover moderne og tidssvarende fysiske rammer og flere ressourcer til daginstitutionerne, mere efteruddannelse og en lederuddannelse til alle ledere samt meget mindre dokumentation og papirarbejde.

"Vi vil give jer tiden til ledelse tilbage. I har været bundet af dokumentation og skriftligt kontorarbejde til skade for medarbejderne, til skade for jer som ledere og i sidste ende til skade for børnene. Vi skal have skåret ind til benet, til alt det der er til gavn for barnet, og alt andet skal væk," siger Hans Andersen.

Når det gælder det bedste for børnene, har forældrenes mening også betydning.

"Forældrene skal have størst mulig valgfrihed til at vælge, hvor de vil have passet deres børn, og om det skal være et offentligt eller et privat tilbud. Og de skal kunne vælge, hvornår de vil have passet deres barn, og hvordan de vil have det passet," siger venstremanden.



Tre børn per voksen. Mette Frederiksen havde med Villy Søvndal i toget aftalt, at hun kunne tale for dem begge to og blot skulle tilføje et "det mener Villy også", når hun sagde noget fornuftigt. At dømme efter tilhørernes klapsalver skete det ofte, og måske især da hun frabad sig klapsalverne, fordi pædagogerne "hellere skulle klappe af resultater end af løfter", som hun sagde.

"Det undrer mig, I gider klappe af Hans. Regeringen kunne i de år, den har været ved magten, have gjort meget for at få flere hænder i daginstitutionerne. Men gjorde det ikke. Kunne I ikke vente med klappe til den dag, det sker," spørger Mette Frederiksen.

Hvis hun får magten, vil hun i løbet af en valgperiode hæve normeringen til en national standard på maksimalt tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne.

"Vi har daginstitutioner i dag, hvor der i ydertimerne kun er én pædagog på arbejde. For at man kan kalde det ansvarligt, har man den frækhed at tælle rengøringspersonalet med. Det er ikke ansvarligt," fastslår hun.

Måske lover de to politikere det samme - flere hænder, mere i løn og bedre rammer og uddannelse - men Mette Frederiksen tør være konkret: De uuddannede skal uddannes, sådan at 80 procent af personalet har en pædagogisk grunduddannelse. Deltidsansatte skal på fuld tid, så der bliver flere hænder i institutionerne, og ledigheden bekæmpes. Arbejdsmiljøet skal forbedres - også børnenes. De skal have mindst fire kvadratmeter hver at boltre sig på. Der skal sættes ind med støttepædagoger, så antallet af risikobørn er maksimalt fem procent i en institution. Og alle institutioner skal have både en kostpolitik og en bevægelsespolitik.



Djævlens advokater. Pædagogernes repræsentant, formand Henning Pedersen, og formanden for Børns Vilkår, Peter Albæk, har glade lyttet til politikernes velviljer, men kradser nu i deres fine fremtidsbilleder.

"Vi husker godt i BUPL. Og Hans, du siger flere hænder, men vil ikke som Mette fastsætte nogen standard. Det ville være at gå uden om kommunerne, siger du. Men du har jo ingen problemer med at gå uden om kommunernes selvstyre, når det gælder kravet om at arbejde med læreplaner," siger Henning Pedersen.

Mette Frederiksen får også et par bekymringer med på vejen. BUPL mener, at det ikke er nok med en pædagogisk grunduddannelse - den såkaldte PGU - når personalet i daginstitutionerne skal opgraderes til 80 procent uddannede. Der skal en professionsbachelor eller en meritpædagoguddannelse til.

"Og hvad med finansieringen?", spørger både Henning Pedersen og Hans Andersen, der kritiserer manglen på økonomisk ansvar.

En lille talkrig skal der traditionen tro også være, så Hans Andersen påpeger, at der i tallene fra Danmarks Statistik ikke er noget, der tyder på et fald i normeringen i VK-regeringens tid ved magten, mens Mette Frederiksen henviser til en ny undersøgelse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, der viser det modsatte.

Krigen bliver afgjort ved pædagogernes hjælp. En frisk afstemning ved håndsoprækning viser, at tre af lederne i salen i dag oplever en bedre normering, end før regeringen tiltrådte i 2001.

Resten, omkring 500 ledere eller institutioner, oplever, at de har fået færre voksne per barn.





BUPL's Ledertræf fandt sted i sidste uge på Hotel Nyborg Strand den 24.

og 25. oktober under overskriften "Fremtidens professionelle pædagogiske ledelse".

Læs mere på www.bupl.dk og www.bupl.dk/lederportalen. Læs BUPL mener på side 27

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.