Leder: Mad på bordet

Den siddende regering er tilsyneladende ved at få maden galt i halsen, eller også taler de bare ikke med hinanden ministerierne imellem.

Med den ene hånd vil man tilbyde madordninger i daginstitutionerne. Ordningerne kan vælges til og betales af de enkelte forældre som en af regeringens mange ideer om "frit valg". BUPL har påpeget, at en sådan ordning vil være med til at uddybe den sociale ulighed, som i disse år viser en stigende tendens.

Med den anden hånd kommer Fødevareministeriet med en næsten rørende detaljeret redegørelse for hvilken menu, børnene kan præsenteres for i de mange institutioner, hvor der er køkkenfaciliteter med begrænsede muligheder. Vejledningen fra fødevaredirektoratet - som netop har været til høring - lokker med pulverkartoffelmos, pasta med færdigpakkede skinketern og frosne æbleskiver.

Og endelig er regeringens erklærede sundhedspolitik at fremme initiativer, der styrker børn og unges sundhed. Der er altså noget, der slet ikke hænger sammen her.



Sund mad til alle børn i institutionerne er ikke alene et spørgsmål om fysisk velbefindende. En ordentlig kost fremmer børns indlæringsevne og generelle udvikling. Heller ikke børn kan arbejde på tom mave og tomme kalorier. Men det kræver altså prioritering af ressourcerne, for en anstændig kostpolitik forudsætter gode råvarer, ordentlige hygiejneforhold og uddannet køkkenpersonale. Det er hverken nyt eller overraskende. Det er faktisk temmelig indlysende.

Men det er sandt at sige gået den modsatte vej i mange år. Mad og ture var noget af det første, mange institutioner skar ned på, da budgetterne strammede mere og mere i den pædagogiske hverdag. Og med den siddende regerings mange ideer om, hvordan man kan få mere for færre midler, tegner den kommende tid sig alt andet end lys.



Der er et stadigt misforhold mellem det, vi som pædagoger kan og gerne vil i forhold til børn og unges udvikling, og så de rammer og vilkår, der politisk afstikkes for vores arbejde i institutionerne landet over.

Der er ikke nogen tvivl om den store samfundsmæssige rolle, daginstitutioner spiller, men der en grund til alvorlig tvivl om, hvordan vi kan fastholde ressourcerne og udvikle kvaliteten i vores arbejde...



Egentlig er det dybt deprimerende, at vi som pædagoger og som pædagogisk fagforbund hele tiden skal slås for de mest elementære ting i børn og unges hverdag i daginstitutionerne. Det er lykkedes at profilere faget og fagligheden, og alligevel presses vi fra tid til anden ind i den position, hvor vi skal forklare os og redegøre for, at en hensigtsmæssig og tidssvarende udfoldelse af faget og fagligheden forudsætter ressourcer og sammenhængende politik på området.

Og det gælder også mad på bordet.