Læring er ikke skolificering

En god skolegang har topprioritet i alle OECD-lande – ingen vil

jo sakke bagud i PISA-undersøgelserne. Men når det gælder de

små børns læring, stritter indsatsen i vidt forskellige retninger.

I nogle lande er der ikke skyggen af en pædaogisk hensigt bag

dagtilbuddene til de helt små børn. Og det er kun fem EU-lande,

der opfylder kravet om at tilbyde dagtilbud til minimum hvert tredje

barn i alderen 0-3 år.

“I langt de fl este vestlige lande er der en dyb kløft mellem førskoleområdet

og uddannelsessystemet. ‘Pasning’ og ‘uddannelse’ ses

som to vidt forskellige størrelser. Det er en skam, for dermed går

et enormt læringspotentiale tabt.”

Sådan lyder det fra Visiting Fellow John Bennett fra University of

London. Han har i en årrække undersøgt tilgangen til daginstitutionsområdet i mange lande, blandt andet som seniorrådgiver for

Organisation for Economic Co-operation and Development (OECD)

og som leder af UNESCOs Early Childhood and Family Unit.



Arbejdsmarkedets logik. Dagtilbuddene får dog i stigende grad

politikernes bevågenhed. Men baggrunden er typisk, at fl ere kvinder

skal kunne komme på arbejdsmarkedet. Det betyder, at dagtilbuddene

til de helt små børn snarere ses som et opholdssted, mens

mor og far arbejder, end som et egentligt læringssted. Med andre

ord: Dagtilbud styres ud fra arbejdsmarkedets logik, og de ses ikke

som en essentiel del af uddannelsessystemet.



Den pædagogiske indsats er især mangelfuld for børn under fi re

år. I det seneste årti har John Bennett foretaget omfattende komparative

studier af organiseringen af pasningstilbud til børn, blandt

andet i Canada, Korea, USA, Frankrig og Danmark. Og han er ikke

i tvivl: Der investeres generelt alt for lidt i små børns læring, især

når man tager i betragtning af, hvor meget små børn er i stand til

at lære, hvis de får muligheden for det.

John Bennett nævner som eksempel en undersøgelse af det

amerikanske Child and Family Policy Center, der viser, at selv om

85 procent af et barns hjerne er færdigudviklet ved treårsalderen,

bruger den amerikanske stat under fi re procent af dets samlede

uddannelsesstøtte på børn under tre år.



“Den tidlige barndom er et optimalt tidspunkt at understøtte

kognitiv, sproglig og social udvikling. Små børn lærer og udvikler

sig hele tiden. Det vil være synd at fi nansiere tilbud, der ikke giver

børnene lov til at lære,” siger John Bennett.



Plads til mere læring. I de danske dagtilbud er læring allerede

et nøgleord. Ifølge loven om pædagogiske læreplaner fra 2004 skal

alle dagtilbud udarbejde pædagogiske læreplaner med mål for børns

læring inden for seks områder. Læreplanerne er et styringsredskab

for kommunerne og skal bidrage til at styrke den faglige kvalitet og bryde den negative sociale arv på et tidligt tidspunkt i barnets liv.

Da loven om læreplaner blev vedtaget, vakte det stor modstand blandt pædagoger. På det tidspunkt var John Bennett i gang med at udarbejde

en større komparativ undersøgelse af dagtilbuddene i 20 OECD-lande, blandt andet i Danmark.

“Grunden til, at mange danske pædagoger er utilpasse med

læreplaner, er, at de ser det som en ‘skolifi cering’ af den tidlige

barndom. Men fokus på læring – og at støtte børn med at forstå og

opnå særlige kompetencer – er ikke det samme som skolifi cering,”

siger John Bennett.

“Selv om de danske daginstitutioner er langt bedre end det europæiske

gennemsnit, er der plads til forbedring. Der kunne godt være et endnu større fokus på læring for livet og en bedre sammenhæng

med skolen, når børn nærmer sig skolealderen,” siger

John Bennett.

For John Bennett handler det om, at pædagogerne skal understøtte

de små børns læring på det niveau, de befi nder sig – ikke at

de skal træne børnene til at sidde på skolebænken. John Bennett

tager eksempelvis skarpt afstand fra det britiske pasningssystem,

der i alt for høj grad er styret af decideret skoleforberedelse i børnehaven.



“I England er der en tendens til at presse mod det ekstreme. Den

overordnede ide er, at barnet skal begynde så tidligt som muligt

med at lære. De små børn bliver behandlet, som var de skolebørn.

Klasser med 4-årige børn kan blive styret af, hvad der står på skoleskemaet, og dermed komme til at fungere som en slags skole

med fokus på stærk disciplinering.”



Stor forskel på indsatsen. EU arbejder på at justere Europas

dagtilbud, så der er en større sammenhæng. I øjeblikket hersker

der vidt forskellige normer og traditioner fra land til land. For nu at

nævne nogle eksempler: De fl este danske børn under tre år bliver

passet uden for hjemmet. Sådan er det også i Norge og Sverige,

men syd for grænsen ser billedet helt anderledes ud. I Tyskland

kommer blot hver tiende barn i dagpleje eller vuggestue, inden

barnet er fyldt 3 år. Og i Holland og Spanien er det snarere hver

20. barn, der passes uden for hjemmet.



Der er også stor forskel på, hvor meget hvert land investerer i

dagtilbudsområdet. For eksempel bruger Danmark over 2 procent

af landets BNP på pasningstilbud, mens England bruger under

0,5 procent og Holland godt 0,2 procent. I alle landene er det

generelle mønster dog, at langt de fl este penge går til institutioner

for de 3-7-årige.

Det er dog en større politisk opgave at ændre på systemerne,

for de er dybt forankret i det enkeltes lands historie, fortæller John Bennett. “Historie og kultur er svære at ændre på, men for børnenes skyld må vi justere tilbuddene på baggrund af den bedst mulige forskning og praksis.”

“Politiske systemer har også en enorm indfl ydelse på organiseringen

af pasningstilbud. Liberale økonomier og regeringer investerer ikke nok i små børn.

De nordiske socialdemokratiske systemer klarer sig langt bedre, når

det gælder tilbud til små børn og familier,” siger John Bennett.



Hausfrau og ravnemor. Et eksempel på, at historie og politiske

ideologier styrer daginstitutionen, er udviklingen af pasningsmuligheder

i Tyskland, fortæller John Bennett.

“Tyskland er en interessant case, hvad angår pasning af børn.

Efter Anden Verdenskrig blev landet delt i Øst og Vest. I Østtyskland

orienterede systemet sig mod Sovjetunionens model, hvor det var

almindeligt, at mødre arbejdede uden for hjemmet. Det var derfor

nødvendigt at organisere et effektivt pasningssystem, og staten

investerede også i uddannelse til pædagogerne på et højt niveau,”

forklarer John Bennett.

“I Vesttyskland lagde man sig derimod op ad USA og den amerikanske

‘Hausfrau’-model. Her opfattede man det som familiens

eget ansvar at passe barnet, inden det skulle begynde i skole.

Denne konservative holdning blev så udbredt, at en udearbejdende

mor ofte blev set som en ‘ravnemor’. Selv om der er ved at ske

ændringer i Tyskland, er forestillingen om ravnemoren stadig meget

udbredt.”



Pasning er forældres ansvar. Kløften mellem pasning og uddannelse

er særligt stor i liberale økonomier som for eksempel USA og England.

“I liberale økonomier er pasning af småbørn ikke et offentligt

anliggende, men familiens eget ansvar. Derfor er staten tilbageholdende

med at investere i pasningstilbud til småbørn. I England er

over 70 procent af pasningstilbuddene eksempelvis privatiseret,”

fortæller John Bennett.

Privatiseringen er ikke et problem i sig selv, men det er et problem,

hvis det ikke styres centralt.

“Det betyder ikke, at der ikke skal være private pasningstilbud.

De private services kan være – og er – gode tilbud, især når de er

nonprofi t og støttes og styres offentligt. I Danmark har I et intelligent

system, hvor forældre har mange valgmuligheder, men tilbuddene

fi nansieres offentligt, og der er kvalitetskrav og krav til personalet,”

siger John Bennett.

Når John Bennett skal skitsere, hvordan det ideelle pasningssystem

ser ud, henviser han til det klassiske tyske begreb ‘Bildung’:

Læring i dagtilbud handler om at styrke barnets sociale og kognitive

dimensioner – på det niveau, barnet befi nder sig.

Det er ikke det franske og engelske readiness to school-system,

hvor børnehavebørn skal trænes til skolebænken. Det ligner snarere

den nordiske model, men også her er der plads til mere læring og

deltagelse. I den afsluttende OECD-rapport ‘Starting Strong: Early

Childhood Education and Care II’ formuleres det sådan her:

”At lære at være, at lære at gøre, at lære at lære og at lære at

leve sammen bør anses for at være essentielle dele af hvert barns

rejse mod menneskelig og social udvikling.”



John Bennett

John Bennett, ph.d., er Visiting Fellow ved Thomas Coram Research

Institute, University of London. Han har tidligere været seniorrådgiver ved

Directorate for Education, OECD, og været leder af UNESCOs Early Childhood and Family Unit. Han har skrevet adskillige artikler og bøger om

børns læring og organiseringen af dagtilbud. Han er medforfatter til OECD-rapporterne Starting Strong.



LÆS MERE HER:

Starting Strong: Early childhood education and care I, OECD 2006

Starting Strong: Early childhood education and care II, OECD 2001