Lad dog børnene selv

Sigrid på to år og Maria på snart tre år skal have skiftet ble. Sammen med pædagogen Birgitte går de ud på rød stues badeværelse for at få klaret den sag. Almindeligvis ville pædagogen tage børnene op på puslebordet og skifte bleen. Men sådan foregår det ikke i vuggestuen Mælkebøtten i Birkerød. Birgitte sætter sig på sin taburet på hjul og tilskynder pigerne til at begynde afklædningen. Et mindre barn hygger sig med at kravle rundt på gulvet og afsøge rummets muligheder. Sigrid tager selv nederdel og strømpebukser af, knapper bodystockingen op og tager bleen af. Hun går over til blespanden, lægger bleen derned og henter en ny ble på hylden under puslebordet. Maria har lidt bøvl med at få de stramme cowboybukser af, men det lykkes, og snart sidder de to piger og hygger sig på toilettet og potten, mens de snakker med hinanden og Birgitte. Da de er færdige, begynder de begge at tage rene bleer på, det går uden problemer for Maria, mens toårige Sigrid skal have lidt hjælp. Maria tager bukserne omvendt på, men da hun opdager det, får hun dem vendt rigtigt. Til gengæld har hun glemt strømpebukserne, og Birgitte spørger, om hun hellere vil have strømper på. Det vil hun gerne, og hun går i gang med at tage dem på. Men de er besværlige, og Maria klynker lidt og kalder strømperne dumme.

"Driller de dig,?" spørger Birgitte.

"Ja, de driller", siger Maria, og så kæmper hun videre for at få dem på. Den anden strømpe må hun opgive, og hun får hjælp af Birgitte.

Dette er en situation taget lige ud af virkeligheden en mandag formiddag på rød stue i Mælkebøttens vuggestue. Men det kunne have været en genfortælling af en sekvens i filmen "Omsorg, læring og udvikling i vuggestuen", som cand. psych. Lise Ahlmann har optaget i Mælkebøtten for at vise, hvad børn selv kan klare, hvis de voksne lader dem gøre det. Samtidig har hun også skrevet en bog om emnet. Den hedder "Indlært hjælpeløshed. Omsorg og pædagogik i vuggestuen - en filmkommentar". Begge dele er et resultat af et langt udviklingsforløb sammen med de to vuggestuegrupper i Mælkebøtten.

Lise Ahlmann, der med flere bøger og film gennem årene har beskæftiget sig med de små børns læring, mener, at de lærer en hel masse af at deltage aktivt i omsorgsopgaverne. Og at man skal stå tidligt op, hvis man skal finde på en leg eller et spil, der indeholder lige så mange udviklingsmuligheder.

"Det er både det sansemotoriske, forståelse for tid og rum, samarbejdet, begrebsforståelsen, sproglig læring og meget andet, der kan læres i den proces. Men der har været en tradition for, at det med bleskift, af- og påklædning og borddækning bare var noget, der skulle overstås, og så skulle man sidde og lave interessante pædagogiske ting. Efter min mening er det en misforståelse," siger hun.



Husmorbagagen. Danielle Mercier, som var pædagog i en af vuggestuegrupperne, mens udviklingsforløbet var i gang, mener, at der er flere årsager til, at pædagoger kan komme til at indlære hjælpeløshed.

"Det er en udfordring for os som pædagoger ikke at gøre det. Vi ser jo, at de mandlige pædagogmedhjælpere bare sætter sig ned og er der, mens vi har den der lidt husmoragtige opdragelse, som betyder, at vi tror, at vi gør det bedste, hvis vi giver børnene en masse omsorg, for så har vi i hvert fald ydet noget. Og omsorgen består i at gøre tingene for børnene. Den anden årsag er, at vi har travlt, og man skal være meget bevidst, hvis man skal prioritere, når man har travlt. Skal jeg prioritere, at jeg får sat alle børnene op på trip-trapstolene i en fart, eller skal jeg prioritere, at det enkelte barn lærer at sætte sig op selv, fordi jeg giver barnet tid til at øve sig? Så stress, og den bagage vi har med os, er med til, at vi indlærer hjælpeløshed hos børnene," siger hun.

Lise Ahlmann har prøvet at tage tid, og det viste sig, at det ikke går hurtigere, hvis de voksne gør alting for børnene, for så er der flere opgaver til dem. Danielle Mercier kommer i tanke om, at da Lise Ahlmann begyndte at filme dem, syntes pædagogerne ikke, at de kunne nå at vaske børnenes hænder, når de kom ind fra legepladsen. Så de fór rundt med nogle våde klude og tørrede børnenes hænder, mens de legede.

"Men grunden til, at vi ikke kunne nå det, var jo, at vi ikke havde aftalt, hvem der skulle gå med børnene ud og vaske hænder, hvem der skulle dække bord, og hvem der blev på stuen. Men da vi fik arrangeret, at den der kom først ind fra legepladsen var på stuen, den anden vaskede hænder, og den tredje dækkede bord, så kunne vi altid nå det. Så det hjalp, da vi blev mere bevidste om organiseringen af opgaverne," siger hun.

Lise Ahlmann mener, at vasker man børnenes hænder for dem, som pædagogerne gjorde, så misser man alt den læring, der er forbundet med at vaske hænder.

"Man skal vide, hvad man gør, hvis man hjælper børnene for meget," siger Danielle Mercier. "At barnet ikke lærer noget, hvis jeg hver dag løfter det op på stolen. Det er jo en stor del af deres dag, de bruger på at gøre de her ting, så hvis vi bare skruer hovedet af og gør tingene for dem, så er der en stor procentdel af deres dag, hvor de kunne have lært noget, men ikke gør det. Vi kan mærke, at det ikke kun er os, men at forældrene også har den indstilling til omsorgsfunktionerne, at der er noget, der skal overstås, så de kan få kvalitetstid sammen med børnene."



De magiske år. Små børns læring har fået alt for lidt opmærksomhed, mener Lise Ahlmann. Det er nærmest som om, børn er usynlige i politikernes øjne, indtil de når skolealderen. Men de tidlige år er "de magiske år", fordi det er i den periode, at børn gennemgår den omfattende udviklings- og læreproces, som skaber grundlaget for al senere læring og udvikling. Ved selv at kravle op på puslebordet, rejse sig og sætte sig øver børn deres motorik og deres evne til rumlig orientering. Ved at blive inddraget aktivt i bleskift lærer børn, hvor kendte ting har deres plads og noget om rækkefølgen af handlinger og får derigennem en elementær oplevelse af kontrol. Og ved at opleve bleskift som et fælles projekt sammen med den voksne lærer barnet noget om samarbejde og om at vente og hjælpe hinanden. Når den voksne ledsager processen med ord, kommer børnene til at forstå sammenhængen mellem handling og sprog, og de tilegner sig ord ved at blive lyttet til og få svar.

Men Danielle Mercier og de andre voksne måtte sande, at børn ikke bare selv kan tage flyverdragten af eller på, bare fordi den voksne har bestemt, at det er bedst for deres udvikling, at de selv giver en hånd med.

"Børnene kunne jo ikke bare de her ting, og så er opgaven at finde ud af, hvad de kan, og hvad man kan gøre for at støtte og hjælpe dem, så de kan opleve succesen ved at kunne noget selv. Faktisk er det jo mange små skridt, der skal gøres for at lære sådan en kompliceret ting som at tage en flyverdragt af og på. Men situationen, som I var vidne til på badeværelset, viser, at er vi der sammen med børnene og støtter dem med vores holdning og med sproget, så de får tillid til, at de kan selv. Der var én, der kunne dele med Maria, at det var noget møg med den strømpe og se det fra hendes perspektiv, og det er stort for et barn. Det er flot, når det kan køre på den måde, for det er indføling med barnet," siger hun.



Dogmepædagogik. Sammen med Lise Ahlmann har pædagogerne arbejdet med en tredeling: de fysiske rammer, organiseringen og roller i samspil med børnene. Og når de så filmoptagelserne, kunne de snakke om det, de så ud fra, hvordan de tre ting påvirkede situationen og hinanden indbyrdes.

"For eksempel havde vi alle børnene ude i gangen på en gang, og det betød, at det var alt for kaotisk til, at der ville kunne være noget læring i det. Vi kunne simpelthen ikke kommunikere ordentligt med børnene. Der var ingen fordybelse i samværet. Hvordan skulle vi så justere på det? Vi fandt så ud af at tage nogle af børnene med ind på stuen og sidde der og tage tøj på eller af," fortæller Danielle Mercier.

Lise Ahlmann og pædagogerne har lavet nogle dogmeregler som et redskab i arbejdet med at udvikle en ny praksis til afløsning for udlevede rutiner (se nedenfor). Lise Ahlmann mener ikke, at dogmerne bare skal overtages, de skal altid laves og aftales i den konkrete personalegruppe.

Et andet dogme, Lise Ahlmann prøver at udbrede, er, at man som pædagog er nødt til at acceptere, at man ikke kan have delt opmærksomhed mellem børnene og de andre voksne.

"Man kan godt have delt opmærksomhed omkring to børn, men så snart der kommer en anden voksen, så sker der et skred. Børnene kan mærke, at energien går fra det projekt, man har sammen, og så bliver der uro, for så vil børnene tiltrække sig den voksnes opmærksomhed ved at lave uro og støj, og derved får man larm på stuen," siger hun.

Danielle Mercier fortæller, at det er noget, personalet har arbejdet meget med, for som voksen har man en tendens til, at det er hyggeligt at sidde sammen og måske snakke lidt.

"Vi har en tendens til at klumpe os, men man oplever jo, at børnene hurtigt fordufter, hvis der er for mange voksne, især hvis de begynder at snakke sammen. Men det er noget, man skal være bevidst om, for som mennesker har vi det fundamentalt sådan, at der, hvor der er hygge, vil vi gå hen og bidrage med mere hygge. Men det duer ikke med børn, for det tager koncentrationen fra dem."



Væk med husmorvaner. Lise Ahlmann har gennem årene set, at det er svært for mange kvindelige pædagoger at aflære husmorvanerne og lade være med at gøre det hele for børnene.

"Men pædagogisk arbejde er jo ikke husmoraktiviteter, det er et professionelt arbejde. Man skal frede hinanden til at kunne udføre det arbejde, man har aftalt, uden at skulle have det ene øre og det halve af sin tilstedeværelse plantet et andet sted. Hvis man sidder i puslerummet, så skal man kunne være der helt med god samvittighed, for de andre udfører deres job andre steder. Det handler om tillid mellem de voksne og tillid til, at børnene selv kan en masse, hvis de får lov, for så får børnene også tillid til de voksne," siger hun.

Pædagoger skal gøre sig klart, at de har det vigtigste arbejde overhovedet, mener Lise Ahlmann.

"Og samtidig er det så lavt prioriteret, at politikerne hele tiden synes, at de kan skære ned. For at blive synlige, skal pædagogerne kunne forklare, hvad det er, de gør, som er så vigtigt. Og det fordrer, at de selv ved det og kan sætte ord på. Det kræver refleksion over det, man gør, og at man handler for at kunne gøre noget andet, end det man altid bare har gjort per refleks."



Filmene "Omsorg og samspil i vuggestuen" og "Omsorg, læring og udvikling i vuggestuen" kan fås samlet på DVD (varighed 3 1/2 time) kr. 298.

Bogen "Indlært hjælpeløshed. Omsorg og pædagogik i vuggestuen - en filmkommentar" er på 92 sider og koster kr. 110. Bog og DVD kan købes samlet for kr. 390.

Begge dele er udgivet af Christian Ejlers Forlag, Sølvgade 38, 3., 1307 Kbh. K., tlf: 3312 2114 eller www.ejlers.dk for bestilling.



Dogmepædagogik

Dogmeregler for bleskift, af- og påklædning og dogmer for måltider er et forsøg på at lave aftaler i en personalegruppe om, hvordan man organiserer, hvad de voksne skal gøre i de givne situationer. Af pladshensyn er dogmerne forkortet.



Dogmer for måltider:

At børnene selv henter tingene fra rullebordet.

At de voksne roligt sætter sig, så snart maden er på bordet.

At de voksne bliver siddende på deres pladser under måltidet.

At de voksne sidder for bordenderne, hvor de kan ses og selv overskue børnegruppen.

At de voksne så vidt muligt undgår at snakke hen over hovedet på børnene.

At de voksne undlader enhver unødvendig indblanding og afholder sig fra verbal styring.

At børnene har frihed til selv at vælge, hvor de vil sidde.

At de voksne undlader fysisk hjælp, når et barn er ved at lære sig at hælde eller øse op.

At de voksne ikke automatisk tilbyder mad eller hjælp, men afventer at børnene siger, hvad de vil have.

At de voksne respekterer børnenes løsninger.

At de voksne undgår mekanisk ros.

At børnene frit kan forlade bordet, når de er færdige med at spise.

Dogmer for bleskift:

At der ikke er uro over puslebordet eller andre distraherende ting.

At man koncentrerer sig om bleskift

At den voksne så vidt muligt har øjenkontakt med barnet, svarer eller gentager de mindste børns lyde og gentager ord med rigtig udtale.

At alle handlinger, klap og kærtegn ledsages af ord, og børnene forberedes på det næste, der skal ske.

At der gives rimelig tid til udforskning og snak.

At børnene med den voksne som sikkerhedsnet lærer et kravle op på og baglæns ned fra puslebordet.

At man er opmærksom på de sanse- og følelsesmæssige perspektiver i samspillet.

At børnene fra cirka 1 1/2 års alderen ved hvert bleskift bliver spurgt, om de vil prøve at tisse.

At større børn skiftes på gulvet, hvis de ønsker det, og lærer at lægge den våde ble i spanden og vaske hænder bagefter.



Dogmer for af- og påklædning:

At der altid på forhånd er klare aftaler blandt de voksne.

At børnene får tydelig besked om, hvad der skal ske, og hvor de voksne er i god tid.

At børnene opmuntres til selv at finde deres tøj.

At børnene lærer at lægge flyverdragt og bukser udbredt foran sig.

At børnene får tid til selv at prøve sig frem.

At rækkefølgen af de forskellige handlinger bemærkes under forløbet.

At den voksne hjælper, når barnet ønsker det, men kun yder den nødvendige hjælp for at komme videre.

At en voksen går på legepladsen, så snart de første børn har overtøj på.