Kreativ nedskæring

Udflytterbørnehaven Stockholmsgave på Ydre Nørrebro står til lukning, angiveligt fordi institutionen har for mange tomme pladser. Men de tomme pladser har kommunen selv været med til at skabe, mener forældrene, som bakkes op af medlem af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget Mogens Lønborg (K)

Pladsanvisningen i Københavns Kommune har i flere tilfælde misinformeret forældre, som har søgt plads til deres børn i udflytterbørnehaven Stockholmsgave på Ydre Nørrebro. I mindst fire tilfælde har forældre uafhængigt af hinanden fået at vide, at der ingen pladser var i institutionen, selvom der stadig er ti ledige pladser.

Flere forældre med børn i Stockholmsgave mener, at Københavns Kommune og Den Centrale Pladsanvisning har samarbejdet om at skaffe grundlag for at lukke institutionen ved at give forkerte oplysninger til interesserede forældre og derved fastholde de tomme pladser, som er argumentet for lukningen.

"I første omgang fik vi et brev om, at vores institution skulle lukkes. Så fandt vi ud af, at det skyldtes, at der var manglende søgning til børnehaven, og så var det, at vi hørte om forældre, som havde fået at vide, der ikke var pladser. De forældre havde selv ringet til institutionens leder, som undrende måtte svare, at der var da masser af pladser," siger Morten Grønborg, som er aktiv i en forældregruppe på otte forældre med børn i Stockholmsgave.

Efterfølgende har pladsanvisningen også oplyst, at udflytterbørnehaven skulle lukkes til trods for, at lukningen endnu kun var til høring.

"Jeg ringede selv til pladsanvisningen og fik at vide, at Stockholmsgave lukkede om en måned, så man ville ikke anbefale, at jeg skrev mit barn op," siger Nils Mikkelsen, som også er aktiv i den forældregruppe, som kæmper for institutionens overlevelse.

Der er stadig ledige pladser i institutionen. Pladser, som både personale og forældre gerne ser udfyldt for at sikre institutionens overlevelse. Og det er endnu ikke besluttet, om institutionen skal lukkes.



Fejlskøn. Københavns Kommune har foreslået at lukke den, ifølge forældrene, velfungerende og populære institution, fordi kommunen har forregnet sig på børnetallet og bygget for mange nye institutioner i forhold til behovet. De tomme pladser i Stockholmsgave er kommunen derfor selv skyld i, mener Mogens Lønborg (K), som er medlem af Familie- og Arbejdsmarkedsudvalget.

"Allerede for et år siden kunne vi se, at ventelisterne var i bund, men man fortsatte med byggeriet. Den seneste institution på Ydre Nørrebro stod færdig i januar, og nu vil man lukke en anden," siger han og hentyder hermed til den nybyggede institution Cismofytten med 66 børnehavepladser.

Cismofytten har kostet kommunen omkring 20 mio. kroner og en lejekontrakt, kommunen ikke kan opsige før år 2020. Der mangler stadig 18 børnehavebørn til den nye institution.

"Det vil være et prestigetab for kommunen at lukke en helt nybygget institution, og derfor lukker man hellere andre institutioner," siger Mogens Lønborg.

Han mener, at det politiske flertal, sammen med Familie- og Arbejdsmarkedsborgmester Bo Asmus Kjeldgaard, sidder med ansvaret, og han vil derfor igangsætte en undersøgelse af sagen efter sommerferien.

"Det virker i høj grad som om, kommunen og pladsanvisningen har samarbejdet om at få lukket Stockholmsgave og brugt pladsanvisningen aktivt til at udsulte den. Hvis det bliver dokumenteret, så synes jeg, vi har en meget alvorlig sag," siger Mogens Lønborg, som har talt med nogle af de forældre, som har klaget over at blive afvist af pladsanvisningen.



Afviser kritik. Ifølge Mogens Lønborg er Stockholmsgave ikke det eneste tilfælde, hvor forældre har klaget over pladsanvisningen.

"Det er noget, vi har hørt om i flere tilfælde, og det er også derfor, jeg vil tage initiativ til en redegørelse, hvor pladsanvisningen får lejlighed til at forklare sig," siger han.

Leder af pladsanvisningen Thor Larsen har ikke været til at træffe, men har tidligere udtalt til Jyllands-Posten, at han mener, der er tale om en misforståelse, fordi pladsanvisningen har skullet oplyse forældrene om, at en høring var i gang om, hvorvidt institutionen skulle lukkes. Den opfattelse deler forældrene ikke.

"Det er påfaldende, at vi kan finde fire forældre, som har oplevet nøjagtigt det samme. Vores opfattelse er, at man bevidst har fabrikeret et grundlag for at lukke institutionen. Hvordan kan pladsanvisningen ikke vide, at der er ledige pladser? Det er jo deres arbejde," siger Morten Grønborg.

Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen afviser kritikken.

"Pladsanvisningen har ingen interesse i at sige, at der ikke er ledige pladser. Vi kan ikke bekræfte, at det skulle være foregået. I øvrigt har jeg ikke set nogen dokumentation for forældrenes påstande," siger kontorchef for Kontoret for Børnepasning og Sundhed Jan Dehn.

Han oplyser, at forvaltningen fra starten har bedt pladsanvisningen understrege, at der ikke var truffet nogen beslutning i sagen om Stockholmsgave, men at det er under høring, og at det kan ske, at udflytterinstitutionen lukker på Ydre Nørrebro og flytter til Vesterbro.

"Vi er opmærksomme på, at det er en vanskelig vejledningssituation, men vi kan ikke konstatere, at der har været fejlagtige udmeldinger fra pladsanvisningen," siger Jan Dehn.

Jan Dehn erkender dog, at kommunen har problemer med at få børnetallet og antallet af institutionspladser til at går op.

"Vi har 28.000 pladser og 15 bydele, der alle svarer til omegnskommuner i størrelse, og det er svært at få kapaciteten til at gå op, hvis der sker noget uforudset. Det er vi så ved at gøre noget ved blandt andet ved at nednormere eller lukke nuværende institutioner," siger han.



Grønne alternativer. Forældrene i Stockholmsgave kæmper stadig for deres institution. Senest har kommunen foreslået at flytte udflytterpladserne til Vesterbro, men beholde det nuværende opsamlingssted på Nørrebro, indtil de nuværende børn er gået ud. Det er en bedre løsning end helt at miste udflytterpladserne, erkender Nils Mikkelsen.

"Men vores mål er stadig at bibeholde institutionen, som den er på Nørrebro," siger han.

Også Morten Grønborg fremhæver behovet for at beholde udflytterpladserne i et område som Ydre Nørrebro.

"Alternativet for vores børn er, at de så må gå i de her baggårdsbørnehaver, så jeg forstår ikke, hvorfor det lige netop er vores institution, man vil lukke. Men billedet peger på, at vi må betale prisen for, at kommunen har klokket i det. Det er så en teori, man må tro på eller lade være," siger han.



Politisk fokus

Nedenstående er et uddrag af spørgsmål fra Famile- og Arbejdsmarkedsudvalgets medlemmer til Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen. Spørgsmål og svar er forkortet.



Jesper Schou Hansen (V)

17. juni 2005

Spørgsmål:

Ved et kontrolopkald til pladsanvisningen viser det sig, at man her oplyser, at Stockholmsgave lukker om en måned, så den børnehave kan man ikke anbefale. Det forstår jeg simpelthen ikke.

For det første er der ikke truffet sådan en beslutning. For det andet kan jeg ikke få øje på et flertal i udvalget, der vil træffe sådan en beslutning.



Svar:

Lederen af Den Centrale Pladsanvisning, Thor Larsen, oplyser mundtligt, at han har bedt pladsanviserne om at tilkendegive følgende hovedpointer, hvis forældre eller andre spørger om opskrivning:

· Der er en høringsproces i gang

· Der er ikke truffet nogen beslutninger i sagen

· Der ligger en indstilling fra forvaltningen om kapacitetstilpasning, som berører konkrete institutioner.

Grethe Munk, administrerende direktør, Familie- og Arbejdsmarkedsforvaltningen.

















Dato: 12. maj 2005

Karin Nørgaard (V)

Spørgsmål:

Har Forvaltningen tomme pladser i udflytterbørnehaverne Stockholmsgave og Ørholm i Lyngby Kommune? Hvis ja: Hvor mange drejer det sig om?



Svar:

I Stockholmsgave Nordre er der tomme pladser. Belægningsprocenten var i 2004 på 83,89 procent, og den 28. april var der 14 tomme pladser i institutionen.

Grethe Munk, administrerende direktør.



Kilde: www.faf.kk.dk (Linket fungerer ikke længere).

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.