Kopihajer bliver ved og ved

Lidt for smarte sælgere snyder stadig ledere til at skrive under på dyre leasingkontrakter. Det har stået på i flere år og har kostet millioner af kroner for institutioner og kommuner. Søllerød Kommune har fundet en måde at gardere sig på

Selv om der har været fokus på kopihajer, lykkes det stadig sælgere at snyde ledere af daginstitutioner til at lease dyre kopimaskiner. Med et snuptag bliver institutionerne bundet af kontrakter i flere år, og nogle kommuner er endt med at betale millionbeløb til firmaerne.

Det er dog ikke nogen nyhed.

Det er halvandet år siden, Børn&Unge sidst skrev om problemerne. Desværre er der ikke meget, der har ændret sig siden. I sidste uge dokumenterede programmet Kontant på DR1, at en børnehave i Brønshøj havde betalt 52.000 kroner for et luftfilter til en kopimaskine. Og det var oven i købet et filter, der slet ikke var brug for.

Firmaet bag denne handel hedder Printgruppen. Det er det samme firma, der tidligere har været på spil i blandt andet Søllerød Kommune. Tre institutioner i kommunen skrev under på alt for dyre kontrakter med Printgruppen.

Sagen i Søllerød endte med et forlig, der betød, at kommunen måtte betale 600.000 kroner til Printgruppen. Da Søllerøds borgmester Erik Fabrin og viceborgmester Erik Mollerup advarede mod Printgruppen i KL's blad Danske Kommuner og i Børn&Unge, luftede Printgrupppen offentligt, at den overvejede at sagsøge både Søllerød Kommune og de to blade. Det blev dog aldrig til noget, og Søllerød Kommune har ikke længere noget udestående med Printgruppen.

Der er dog stadig sælgere, som forsøger at komme ind på livet af kommunens ansatte med produkter, som de kan komme til at betale alt for meget for.



Effektivt modtræk. Nu har Søllerød Kommunen fundet et modtræk. Man kan nemlig undgå, at kontrakterne bliver juridisk bindende.

Når en institution leaser en kopimaskine af en mellemhandler som Printgruppen, er det kun selve maskinen, det handler om. Finansieringen står mellemhandleren ikke for. Det tager et finansieringsselskab sig af, og en bindende aftale kræver som regel en underskrift fra både kommunen, mellemhandleren og finansieringsselskabet.

"Vi har på den baggrund sendt et anbefalet brev til alle de finansieringsselskaber, vi har haft leasingaftaler med. Vi skriver, at kun kommunens tre direktører er bemyndiget til at underskrive leje- og leasingaftaler. De tre direktører har selvfølgelig juridisk bistand lige ved hånden, så kontrakterne kan blive tjekket, inden de skriver under," fortæller Joachim Bille, der er sekretariatschef i Søllerød kommune.

Selvom en institutionsleder skulle blive lokket til at skrive under, er kontrakten altså ikke juridisk bindende.

Dermed kan aftalen ikke blive til noget.



Ingen love beskytter. Kommunerne er nødt til at opfinde måder at beskytte sig på, mener Michael Hald. Han er konsulent i KL og hører jævnligt om sager som den i Søllerød, men der findes ikke præcise oplysninger om, hvor mange kommuner der oplever det.

Der findes heller ingen love, der beskytter institutionerne mod sælgerne.

"For privatpersoner er der forbrugerbeskyttelsesloven, men den gælder ikke for virksomheder og dermed heller ikke for institutioner," fortæller han.

For institutioner er kontrakterne bindende, og derfor taber man sagerne, hvis der er skrevet en kontrakt, medmindre man gør som i Søllerød

"Det er både plat og amoralsk, at et firma baserer sin forretning på at snyde andre. Men det her er jura, og det handler ikke om retfærdighed, men om hvordan reglerne er skruet sammen," siger Michael Hald.

Trods gentagne forsøg og adskillige beskeder om at ringe tilbage er det ikke lykkedes at få en kommentar fra Printgruppens direktør Jens Højberg.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.