Kommunalreform; Reform smitter af på forbund

Forslag om at reducere antallet af fagforeninger fra 22 til 12 eller 13 skal sikre, at BUPL også i et Danmark med færre og mere professionelle kommuner kan levere varen

Kommunalreformen er anledningen, men ikke eneste årsag. Selv uden en kommunalreform ville der være behov for at underkaste BUPL's struktur et serviceeftersyn. Kommunalreformen accentuerer blot behovet. Tydeliggør og forstærker det.

Med denne vurdering som udgangspunkt foreslår en af hovedbestyrelsen nedsat arbejdsgruppe, at BUPL tilpasser sin struktur til forholdene i den kommunale verden, sådan som de bliver fra 1. januar 2007, når kommunalreformen nedbringer antallet af kommuner fra 271 til 98 og lader fem regioner træde i stedet for 14 amter.

Det vil for BUPL's vedkommende sige, at der skal være nogle færre og dermed også større fagforeninger. Arbejdsgruppen foreslår 12 eller 13 i stedet for de nuværende 22.

Med sit forslag vil arbejdsgruppen sikre, at BUPL bliver i stand til at løse de opgaver, den stilles overfor. Også i fremtiden. Antagelsen er, at fagforeningerne skal have en vis medlemsmæssig tonnage for at opnå den fornødne bæredygtighed - økonomisk, fagligt og politisk.

Det konkrete udspil går på, at de nye, lokale enheder skal have mindst 3000 medlemmer. Og at de skal holde sig inden for de nye regionsgrænser. Sådan som der i søsterorganisationen Socialpædagogernes Landsforbund også lægges op til.



De nye fagforeninger. Arbejdsgruppens, i øvrigt enige, indstilling er, at der fra 1. januar 2007 skal være følgende 12 eller måske 13 fagforeninger i BUPL.

• En fagforening i Region Nordjylland

• Tre fagforeninger i Region Midtjylland.

• Tre fagforeninger i Region Syddanmark, som omfatter Syd- og Sønderjylland samt Fyn med omliggende øer.

• To fagforeninger i Region Sjælland.

• Tre fagforeninger i Region Hovedstaden.

Selv om BUPL Bornholm med sine blot 360 aktive og kontingentbetalende medlemmer er meget langt fra at leve op til fordringen om, at en fagforening skal have et medlemstal på mindst 3000, får bornholmerne en særordning stillet i udsigt. Enten i form af en fremtid som selvstændig fagforening, hvilket i givet fald vil bringe det samlede antal op på 13, eller i form af tilknytning til en større fagforening.

Arbejdsgruppen har også gjort sig overvejelser om, hvad færre, større og - formodes det - økonomisk, fagligt og politisk stærkere fagforeninger vil betyde for nærheden og demokratiet i BUPL.

Når det gælder nærheden er konklusionen, at den beror på andet og mere end geografi.

"Nærhed er også en oplevelse. En oplevelse af BUPL som nærværende. BUPL er nærværende, hvis medlemmet oplever en god service - uanset den geografiske afstand. God service og nærvær kompenserer i et vist omfang for manglende geografisk nærhed. Nærhedshensynet står således ikke nødvendigvis i modsætning til bæredygtighed," hedder det.

Tilsvarende siges det om demokratiet, at det ikke er et spørgsmål om, hvorvidt organisationen består af 10, 15 eller 22 fagforeninger, men om hvor vedkommende og væsentlig organisationens virke forekommer medlemmerne.



Ekstraordinær kongres. Arbejdsgruppen, som har haft medlemmer fra både forretningsudvalg, hovedbestyrelse, lederforening, kredsen af fagforeningsformænd og kasserere samt fællestillidsrepræsentanter, lægger sit forslag frem til politisk drøftelse på et seminar i Middelfart 7. september.

Med de ændringer, seminaret måtte medføre, underkastes det herefter behandling på generalforsamlingerne i fagforeningerne. Den første af dem holdes 29. september og de sidste 13. oktober.

Endelig beslutning om, hvordan BUPL's struktur skal se ud, træffes på en ekstraordinær kongres i foråret 2006. Dato og sted er endnu ikke fastsat.

Fast ligger det heller ikke, hvad de nye fagforeninger skal hedde, eller hvor fagforeningskontorerne kommer til at ligge. Disse og andre væsentlige spørgsmål, så som arbejds- og økonomifordeling mellem forbund og fagforeninger og den politiske struktur, herunder hovedbestyrelsen og forretningsudvalgets størrelse, indgår i arbejdsgruppens videre drøftelser.





Fem - forholdsvis- skarpe til Henning



Hvorfor færre og større fagforeninger. Hvorfor ikke flere og mindre?

Hovedkasserer Henning Pedersen,

den ene af forretningsudvalgets to medlemmmer i arbejdsgruppen om ny struktur i BUPL:

"Fordi forhandlingsopgaven til stadighed kompliceres. Hvor fagforeningerne tidligere førte forhandlinger om normeringer den ene dag, miljøforhold den anden og løn den tredje, forhandles det hele nu ofte på én gang. Kravene til det faglige beredskab skærpes yderligere, når kommunerne bliver større og dermed formentlig også mere professionelle. Den udvikling skal vi kunne matche. Erfaringerne viser, at det vil små fagforeninger - deres øvrige fortrin ufortalte - have svært ved."



Hvorfor mindst 3000 medlemmer. Hvorfor ikke 2000 eller 4000?

"Nu er tallet 3000 ikke helligt. 4000 ville også være okay. Men ikke 2000, fordi en fagforening med så få medlemmer efter vores vurdering ikke vil være bæredygtig med hensyn til økonomi samt faglig ekspertise og politisk gennemslagskraft."



Hvordan tror du, arbejdsgruppens forslag vil blive modtaget?

"Om det bærer igennem, ved jeg selvsagt ikke, men jeg fornemmer, at der i BUPL er en parathed til at tænke nyt. Vi kunne for så vidt godt nøjes med at justere grænserne mellem de nuværende 22 fagforeninger, så de svarede til de nye sammenlagte kommuner, men der har i arbejdsgruppen været enighed om, at vi bør gå nogle skridt videre."



Indtrykket af BUPL som en noget forandringsforskrækket organisation holder måske ikke?



"Jeg er selv blevet overrasket over, hvor langt vi er nået i arbejdsgruppen. Det forslag til ny struktur, som nu ligger, er mere radikalt, end jeg på forhånd havde troet muligt. På den anden side har vi tidligere set forslag, som alle tilsyneladende bifaldt, blive udvandet, når "fileriet" gik i gang."



Med 12 eller 13 fagforeninger i stedet for 22 bliver der vel brug for færre politikere - såkaldte valgte, lønnede tillidsfolk. Hvad skal der ske med de overskydende?



"Mit personlige synspunkt er, at der bliver brug for alle. Det tilsiger opgavemængden. At nogle så må gå over i en anden ansættelse, er en anden sag."

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.