Kommission: Impossible - Kommission skal se på pædagogløn

Regeringen bøjede sig til sidst for fagbevægelsens ønsker, så nu nedsættes der alligevel en lønkommission. Den skal blandt andet have fokus på lønforholdene inden for pædagogfaget og andre kvindefag i den offentlige sektor

Efter en del problemer med at få afstemt forventningerne er det nu lykkedes finansminister Lars Løkke Rasmussen (V) og de faglige hovedorganisationer FTF, AC og LO at nå til enighed om, hvad lønkommissionen skal beskæftige sig med.

BUPL-formand Henning Pedersen havde en række forbehold over for det første udkast til et kommissorium, men han er tilfreds med de ændringer, der er foretaget, og som i allersidste øjeblik reddede projektet fra at gå i vasken.



"Vi er som organisationer blevet imødekommet et godt stykke af vejen. Fokus er i højere grad flyttet over på ligelønsproblematikken, mens regeringens ønske om også at drøfte ledelsesforhold og effektivisering af den offentlige sektor er blevet kraftigt nedtonet," siger Henning Pedersen.

Han har derfor også anbefalet FTF, som BUPL indgår i, at deltage i lønkommissionens arbejde. Det har FTF derefter besluttet at gøre.

"Mine forventninger til kommissionen er, at den tilvejebringer uigendrivelig dokumentation for, at pædagogerne har et ligelønsproblem, som der så rettes op på under overenskomstforhandlingerne i 2011," siger Henning Pedersen.



Kvindefag. Kommissionen skal undersøge konsekvenserne af det kønsopdelte arbejdsmarked og se på forholdene inden for de traditionelle kvindefag i den offentlige sektor. Den skal også sammenligne lønninger, lønspredning og lønudvikling mellem typiske kvinde- og mandefag på baggrund af blandt andet uddannelsesniveau. Samt identificere barrierer, der 'modvirker engagement, motivation og effektivitet på arbejdspladsen og pege på mulige initiativer, som kan fremme den positive udvikling'.

Derimod skal kommissionen ikke komme med forslag til ændringer i de enkelte overenskomster, og det er Henning Pedersen ikke spor ked af.

"Regeringen havde et stærk ønske om, at kommissionen skulle have muligheden for at fjerne bestemmelser i overenskomster, som den fandt uhensigtsmæssige. Det kunne for eksempel være arbejdstidsregler, men det har vi fra fagbevægelsens side fuldstændig afvist."



Sigtekorn. Arbejdsgiverne håber, at lønkommissionen kan være med til at udrydde negative myter om lønnen i den offentlige sektor.

"Det er vigtigt, at kommissionen får indstillet sigtekornet, så den ikke kun skuer bagud på historikken i lønudviklingen i den offentlige sektor. Kommissionen bør i ligeså høj grad se fremad, så vi kan få input til, hvordan lønsystemerne i fremtiden kan understøtte den offentlige sektor som en attraktiv arbejdsplads," siger borgmester Mads Lebeck (K).

Arbejdsmarkedsforsker, professor Jesper Due er spændt på, hvad der kommer ud af arbejdet i kommissionen.



"Det er oplagt, at der er behov for at få analyseret lønrelationerne, såvel internt i den offentlige sektor som mellem den offentlige og private sektor, så man ved fremtidige overenskomstforhandlinger har et oplyst grundlag. Det havde man nemlig ikke ved OK 2008, hvor diskussionerne om rigtige og forkerte løntal kom til at fylde for meget. Da der ikke lægges op til hverken lovindgreb eller andre regulerende foranstaltninger, er kommissionens succes afhængig af, om den er i stand til at samle brede flertal bag de konklusioner, den når frem til," forudser Jesper Due.





Ex-teaterchef styrer

Lønkommissionen, der skal aflevere sin redegørelse inden udgangen af maj 2010, består af:



tolv repræsentanter fra hoved­organisationerne (seks fra LO, fire fra FTF og to fra AC)



tre repræsentanter fra de statslige og kommunale/regionale forhandlingsfællesskaber (en fra CFU, en fra KTO og en fra Sundheds­kartellet)



repræsentanter fra de offentlige arbejdsgivere (Finansministeriet, KL og Danske Regioner)

• fire eksperter

Kommissionen ledes af en uafhængig repræsentant, Michael Christiansen, tidligere chef for Det Kgl. Teater.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.