Kogebogskonkurrence: bålkogebogen vandt

Førstepræmien i Børn&Unges kogebogskonkurrence gik til institutionen Løvsprings bålkogebog.

Det var ikke let at vælge en vinder mellem de 47 indsendte kogebøger i Børn&Unges kogebogskonkurrence. Lidt utraditionelt gik førstepræmien til en bålkogebog, som Børnehaven Løvspring har lavet. Institutionen løb med førstepræmien af to årsager: Der er fokus på gode råvarer, der passer til årstiderne. Desuden er der stor variation i opskrifterne og bredde i valget af mad.

"Det er tydeligt, at man har tænkt i årets gang, når man vælger råvarer. Og det er godt, for vi skal huske at bruge tingene, når de er mest friske, for så bliver maden bedre og sundere. Det er vigtigt, at børnene oplever, at de er en del af naturen, og det gør de, når maden afspejler årstiden. Man kan også se, at Løvspring har lagt vægt på friske råvarer og ikke på halvfabrikata. For eksempel når de køber et helt hvidkålshoved, og børnene er med til at pakke kødet ind i bladene til dolmere. Det er da skønt," siger hun.

Desuden kan Katrine Klinken lide at se på kogebogen, at børnene er med til at lave maden. Det gør maden og madlavningen til en oplevelse og en læring i at behandle råvarerne på en god måde.



Gedigen basismad. Andenpræmien gik til Børnehaven Troldebakken i Vejle for kogebogen 'Troldemad'. Det er en visuelt fin bog, der er blevet til i et samarbejde mellem 'køkkendamen' og pædagogerne.

Ifølge Katrine Klinken er den en fin samling af hverdagsmad, som det er godt og realistisk at lave i en daginstitution.

"Der er mange klassikere, godt bagværk og lidt ny etnisk inspireret mad. Det er gedigen mad, som børnene kan blive mætte af. Og så er kogebogen et eksempel på et godt samarbejde mellem en engageret 'køkkendame' og nogle lige så engagerede pædagoger, som tager børnene med i madlavningen indimellem," siger Katrine Klinken.

Tredjepræmien gik til udflytterbørnehaven Røde Rose 2, som hver dag kører 20 børn fra København til Lynge ved Allerød. Bogen har fået en præmie, fordi den har fokus på sunde, økologiske basisfødevarer som linser, grøntsager, korn, fisk og kød.

"Der er lagt vægt på, at børnene er med hele vejen fra jord til bord, og selv om man dyrker mange ting selv, er der intet helligt eller frelst over opskrifterne. Maden er piftet op med krydderier og krydderurter, så det både er sundt og smager af noget," siger Katrine Klinken.

De tre institutioner får snarest tilsendt Katrine Klinkens børnekoge- og madbøger.

Børnehaven Løvspring har derudover vundet et madkursus med Katrine Klinken i løbet af forår/sommer.





4 gode råd

1. Bliv bedre til at bruge årstidernes

råvarer.

2. Bliv bedre til at krydre maden. Arbejd lidt mere med smagen.

3. Sørg for at udfordre børnene med anderledes mad og oplevelsen med at lave maden.

4. Husk, at gentagelse fremmer forståelsen. Og lysten til at spise mad, der smager af noget og ser lidt anderledes ud. Prøv at give børnene den lidt mere specielle mad et par gange og brug samværet i fællesskabet til at få nye retter til at glide bedre ned.

Kilde: Katrine Klinken, www.klinken.dk





Vinderne af Børn&Unges

kogebogskonkurrence:



1. Børnehaven Løvspring i Viborg

2. Troldebakken i Vejle

3. Røde Rose 2 på Nørrebro/i Lynge



Tak til alle 47 institutioner, der har sendt kogebøger ind til redaktionen.

Læs de mange opskrifter på

www.bupl.dk/kogebog





Opskrifter fra vinderen

Børnehaven Løvsprings bålkogebog



Fisk på bål

Til ca. 20 børn og 3 voksne.

4-5 ørreder, børnene kan selv være med til at gøre dem i stand og rense og skylle dem godt.

Læg dild, salt, peber, tomat, citron, og hvad I ellers kan finde på ind i fisken.

Pak først fisken ind i madpapir smurt med margarine og derefter fisken ind i 10-12 våde avissider.

Læg pakkerne ind i gløderne. Det er vigtigt, at der ikke går ild i pakkerne - undgås ved at pakken løbende bliver fugtet med vand.

Fisken er klar efter 20-30 min. - det kan kontrolleres ved at åbne pakken og trykke lidt på kødet. Er kødet hvidt og falder fra hinanden, er den færdig.



Boller bagt i gryde

Start med at lave en dej til bollerne og lav et bål, der kan nå at blive til gode gløder.

3 dl vand

25 g gær

1 tsk salt

500 g mel

Der skal bruges;

1 gryde til at bage bollerne i.

1 gryde hvor du fylder sand i, ca. 3- 5 cm.

1 grydelåg.

Når dejen er hævet, laver du små boller og lægger dem i gryden, hvor du har drysset lidt mel. Den anden gryde hælder man sand i (ca. 4-5 cm dækket) Sæt gryden med bollerne over i den anden gryde. Sæt de to gryder på et godt bål og læg låg på gryderne.

Bagetid ca. 1 time.

Hold øje med bollerne og vend dem, når de er godt bagt.



Kartofler i salt dej

Saltdej:

Brug evt. en kop til at måle af med og bland dejen, i forholdet 2/3 mel og 1/3 salt og blandes med vand.

Børnene skal blande det hele sammen til en fast blød dej.

Kartoflerne vaskes grundigt, pakkes ind i 1 cm saltdej. Der kan bruges mere eller mindre mel og salt afhængig af, hvor store kartoflerne er. Der kan selvfølgelig også anvendes flere mindre kartofler pr. person.

Kartoflerne lægges ind i glødebålet. De skal være dækket af gløder på alle sider. Bages ca.1 time, lægges til afkøling indtil de er til at røre ved.

Dejen fjernes og kartoflerne spises.

Tip: Når der anvendes saltdej i stedet for stanniol, får vi ikke en masse skadeligt affald, som er vigtigt at børnene også lærer noget om.



Bøfpakker på bål

Oksekødsbøffer, der er forstegt.

Krydderier til at give smag

Forskellige grøntsager (peber, tomater, gulerødder, løg m.m.)

Børnene kan være med til at skære de forskellige grøntsager ud i passende stykker til pakkerne.

Bagefter ligges bøffen i to lag stanniol, og børnene bestemmer selv, hvad der skal i deres pakker.

Pakkerne lægges ind i det glødende bål i ca. 10-20 min.

Tilbehør:

Eksempelvis kunne der laves kartofler i små stykker med lidt fedtstof og krydderier. Pak dem også ind til små pakker og læg dem ind i bålet sammen med kødet og grøntsagerne.



Løvspringer kastanjer

Kastanjerne har børnene været med til at samle på en skovtur.

Først skæres et kryds i toppen af kastanjerne, med en lille urtekniv.

Der lægges et stykke sølvpapir på bålpanden eller en foliebakke (denne kan genbruges). Der lægges et tykt lag fint salt på sølvpapiret.

Kastanjerne sættes i saltet med krydset op ad.

Kastanjerne ristes over bålet ved ikke for hård varme i ca. 20-30 minutter.

Åbn en kastanje efter 20 minutter og smag om den er færdigristet.

Kastanjerne nydes afkølede med lidt smør på.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.