Kønspædagogik

Jeg har med stor interesse fulgt mediernes omtale af et forsøg med kønsopdeling af børnene i en jysk daginstitution. Omtalen har været positiv, pædagogerne udtrykker tilfredshed med forløbet, og psykologen bag rapporten om kønsopdelingen ser det sandsynliggjort, at den hjælper med at udvikle almene menneskelige egenskaber hos både drenge og piger.



Hvad er det så, der er så skelsættende ved at arbejde i kønsopdelte grupper en stor del af dagen? At der forekommer færre konflikter, at drenge søger mere voldsomme og udfordrende elementer på en skovtur, hvor piger er mere forsigtige, skåner tøjet osv. Det er yderst vigtigt at evaluere iagttagelserne fra dette forsøg og se på de erfaringer, man kan drage, for det handler jo om tanker, der strækker sig langt ind i børn og unges opdragelse. Har børn netop ikke godt af at opleve forskellige normer og adfærd, som en hel verden jo også byder på, når børnehavetiden er forbi?



Vi har et stærkt kvindedomineret arbejdsmarked på institutionerne, og vi oplever samtidig, at for få mænd søger pædagoguddannelsen. En forspørgsel på et seminarium viste også fornylig, at frafaldet på uddannelsen er størst hos mændene. De mandlige studerende var temmelig trætte af, at når de kom i praktik, var der store forventninger til dem om at være "tarzan" eller "fodboldhelten". Den, der kunne være forbilledet for drenge og også gå forrest i de aktiviteter, som de kvindelige pædagoger ikke følte sig hjemme i.



Så hvad er det, så vi kan lære af at arbejde kønsopdelt? Jeg skal ikke gøre mig til talsmand for nogen "retning" eller foregive at have endegyldige svar, men blot opfordre til, at det pædagogiske grundlæggende arbejde i sin teori og praksis altid skal være med til at skabe de bedst mulige rammer for børnene. Altså uanset køn, alder, etnisk baggrund så skaber vi rum og plads for det enkelte barn såvel som for grupper af børn. Det er det, vi som pædagoger er uddannet til.



Vi skal være meget bevidste om de metodevalg, vi foretager. Vi bør faktisk kende konsekvenserne, når vi træffer et valg. Den kritik, vi i dag er ude for i forhold til selvbestemmelsesbegrebet, da det greb om sig i landets institutioner, kunne vi godt have undværet. Så det må altid være med stor omtanke og efter grundige overvejelser, at vi vælger bestemte pædagogiske retninger og metoder.



Og netop derfor har forsøg en stor berettigelse: Leg med ideerne, bliv klogere, evaluer altid og grundigt - og brug så det, som rammer bedst ind i forhold til det enkelte barns behov.