København rydder op i undergrunden

Knap ti års arbejde med at rense forurenet jord under københavnske daginstitutioners legepladser lakker mod enden, og et oplysningsarbejde går nu i gang. 238 legepladser har fået ny, ren jord, mens cirka 500 institutioner blot behøver rådgivning

En borekerne midt på Kongens Nytorv i København viser et tre meter dybt udsnit af den jord, som københavnere gennem århundreder har trådt på, og som børn på københavnske legepladser eller i baggårde og i haver har leget i, snavset sig til med og nogle gange spist af.

Borekernen afslører lag på lag af affald og forurening og viser, at børnenes foretrukne leg mange steder i København burde være "jorden er giftig". Under brostenene ligger nemlig tonsvis af affald, som kan udskille giftstoffer. Borekernen på Kongens Nytorv indeholder både kakkelovnsrester, strømkabler, blikdåser, plastikflasker, kapsler og cigaretskod. Mere usynlig er luftforureningen fra benzinos og fabriksrøg. Men den er også farligere og består af både kræftfremkaldende tjærestoffer og bly, der kan skade menneskers centralnervesystem.

I dag skønnes det, at 85 procent af overfladejorden i Københavns Kommune er så forurenet, at brugerne bør tage særlige forholdsregler. Det fortæller miljøtekniker i Miljøkontrollen Tina Møller. Hun står i spidsen for en miljøkampagne, som retter sig særligt mod kommunens daginstitutioner.

"Forureningen er overalt, men vores indsats har drejet sig om at beskytte børnene. Børn er mest udsat, fordi de opholder sig meget ude på legepladsen, og de har en adfærd, som gør, at de er mere i farezonen. Mange børn kravler rundt på jorden, rører ved den og slikker sig på fingrene," siger Tina Møller.

Miljøkontrollens kampagne er under udvikling, og en pjece med gode råd om jordforurening mangler blot politikernes godkendelse, før den bliver sendt ud til alle daginstitutioner med lettere forurenet jord. Baggrunden for kampagnen er, at Miljøkontrollen i Københavns Kommune siden 1996 har foretaget analyser af jorden på legepladser i alle kommunens børneinstitutioner og på offentlige pladser. Børn&Unge skrev om analyserne, allerede da Miljøkontrollen havde testet 214 institutioner (Børn&Unge, nummer 46/2002). I dag har man testet alle 844 legepladser i kommunen, og resultaterne viste, at der både var behov for oprydning og oplysning. Godt 100 legepladser var helt rene, men 238 legepladser var kraftigt forurenet og måtte have jorden udskiftet. Og endelig havde lidt flere end 500 institutioner lettere forurenet jord på legepladsen. I dag mangler man kun at oprense tre legepladser for kraftigt forurenet jord, og de 500 institutioner behøver blot rådgivning, fortæller Tina Møller.



Vidste det ikke. "Vores råd går ud på, at børnene skal vaske hænder, børste sko af og skifte skoene, når de kommer ind ude fra legepladsen. Så trækker de ikke jord med ind på stuerne, som ved leg kan blive hvirvlet op i luften, så børnene indånder det," siger hun og påpeger, at det samme kan ske under udelegen, når børnene spiller fodbold.

"Derfor skal man gerne minimere de bare jordpletter på fodboldbanen ved at så græs, eller man kan dække jorden til med flis, grus eller gummifliser," siger Tina Møller.

Under udarbejdelsen af rådgivningspjecen interviewede Tina Møller en række pædagoger, som arbejder i institutioner med lettere forurenet jord. Hun blev overrasket over to ting.

"Ikke alle pædagoger vidste, at institutionens legeplads var forurenet. Talte jeg med tre pædagoger fra en institution, var der altid én, som ikke vidste det," siger Tina Møller, der også blev positivt overrasket.

"Det gode var, at mange af de råd, vi foreslår pædagoger og børn at følge, når de har med lettere forurenet jord at gøre, dem følger de allerede. De gør det bare af hygiejnemæssige årsager," siger hun.



Jordrens eller sikkerhed. Københavns Kommune har brugt gennemsnitligt en halv million kroner på at rense en enkelt legeplads, og i alt har de sidste knap ti års analyser og oprensninger kostet kommunen 135 millioner kroner.

Rasmus Brandt Lassen fra Institut for Miljøvurdering har tidligere udtalt til Børn&Unge (Børn&Unge nummer 27/2004), at børn får mere sundhed for pengene, hvis man satser på redskabernes sikkerhed frem for at fjerne forurenet jord fra legepladsen. Ifølge miljøeksperten ville den forurenede jord i København i løbet af de næste 70 år være skyld i to ekstra kræfttilfælde. Til sammenligning vil op mod 100.000 københavnske børn i samme periode komme på skadestuen efter ulykker på legepladserne, omkring 5000 vil blive indlagt på sygehus, og cirka seks vil dø.

Embedslæge Arne Scheel Thomsen er i dag enig i talstørrelsen og påpeger, at risikoen ved den københavnske jordforurening er lille.

"Det er meget små koncentrationer af bly og benz(a)pyren, som er i jorden, men man skal også tænke på børnenes adfærd. Børn taber sutten på jorden og sutter på den, og de spiser af jorden, og derfor kan det på længere sigt være farligt for dem," siger han og fortsætter.

"Undersøgelser viser, at bly i større mængder har en sundhedsskadelig virkning på børns nervesystem. Det kan give koncentrationsbesvær, og man diskuterer i lægekredse, hvorvidt det også kan påvirke intelligensniveauet," siger han.

Kontorchef i Miljøkontrollens kontor for jordforurening og anlægsaktiviteter Henrik Winther Nielsen finder sammenligningen mellem jordrensning og legepladssikkerhed helt relevant, men fastslår, at Københavns Kommunes indsats skal ses som et sundhedsprojekt.

"Vi har slet ikke diskuteret en prioritering af de to ting, men vi har haft jordforureningsproblematikken tæt inde på livet. I en storby som København er der masser af fodaftryk fra fortiden i form af jordforurening fra tidligere lossepladser, industri og trafik. Og her har vi valgt at prioritere børnenes sundhed højt og rense legepladserne," siger Henrik Winther Nielsen.

Med lov om jordforurening af januar 2000 er det blevet amter og kommuner pålagt at kortlægge jordforurenede arealer, og børneinstitutioner er et særligt prioriteret indsatsområde.

"Men mange amter kan have prioriteret grundvandet højere, så der kan stadig være kommuner, som ikke er nået til at analysere og rense kommunernes legepladser for forurenet jord," mener Tina Møller fra Miljøkontrollen i Københavns Kommune.

Miljøstyrelsen vurderer, at der i Danmark er cirka 14.000 steder, som er forurenet af tidligere lossepladser og industri.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.