Karen Jespersen: Skrot hvad skrottes kan

Det er måske blevet for bureaukratisk. Velfærdsminister Karen Jespersen (V) erkender nu, at de mange opgaver, som er blevet pålagt pædagoger gennem de seneste år, har taget overhånd.

Og at de tager tid og energi fra det egentlige arbejde - at give børn et godt liv.



Vi taler om pædagogiske læreplaner, sprogscreeninger, børnemiljøvurderinger, indsatsområder fra kommunerne, dokumentation, akkreditering, evalueringer og målinger af det pædagogiske arbejde. Selv om der, hver gang et lovforslag vedtages, følger penge med, ved ministeren godt, at det ikke altid kan mærkes i hverdagen.



"Vi skal se på, om noget kan skrottes. Læreplanerne har udviklet sig positivt, og det ser ud til, at man de fleste steder er glad for dem. Det er nok miljøvurderingerne, der volder problemer. Jeg tror, at man kan undvære noget af det. Vi skal i gang med en større øvelse med afbureaukratisering, vi er startet på ældreområdet, handikapområdet og i forhold til udsatte børn. Også på daginstitutionsområdet vil vi nu se på, hvilke arbejdsbyrder og hvilke typer af papirarbejde man kan undvære," siger Karen Jespersen.



En tydelig ansvarsfordeling. Skal der stadig holdes øje med, om pædagogerne gør deres arbejde godt nok, og skal de stadig dokumentere alle aspekter af deres arbejde?

"Ja, det skal de, men vi trænger til en mere tydelig ansvarsfordeling i forhold til daginstitutionerne. Snitfladerne mellem forældrebestyrelser, daginstitutioner, forvaltning og kommunalbestyrelserne er for uklare i dag, og konsekvensen er, at vi landspolitikere blander os mere, end vi burde. Ansvaret skal ligge hos kommunalbestyrelserne. Men vi blander os, fordi kommunalbestyrelserne ikke gør det, de skal. Det er min store forhåbning at kunne skabe de rammer, der sikrer, at kommunalbestyrelserne påtager sig deres ansvar og laver tydelige aftaler med daginstitutionerne om, hvad der er pædagogernes ansvar," siger hun.



Tror du ikke, at pædagogerne er ligeglade med, om det er staten eller kommunerne, der pålægger dem flere opgaver?

"Kommunerne kunne vælge at give meget frie rammer og eventuelt give forældrebestyrelserne mere indflydelse, fordi de har nemmere ved at holde øje med, om det går godt. Hvis Christiansborgpolitikere skal gøre det, bliver det ofte lidt stive regler, der gælder for alle. Pædagogerne vil kunne få en større frihedsgrad, hvis vi organiserede det på den måde. Havde man en regel om, at kommunalbestyrelsen skal aftale med den enkelte daginstitution, hvor mange penge de får, og hvad de skal løse for de penge, så ville det give pædagogerne en større grad af frihed."



Kvalitet og flere hænder. Kan du se sammenhængen mellem bedre normeringer og bedre kvalitet? Også, når det gælder indsatsen over for de udsatte børn?

"Både ja og nej. OECD's rapporter viser, at Danmark har nogle af verdens bedste daginstitutioner med de bedste normeringer. Og det handler ikke bare om hænder, det handler også om kvalitet. Men vi skal selvfølgelig passe på ikke at udhule det gode system, som vi har. Det er klart, at pædagoger kan noget i kraft af deres uddannelse. Vi ved, at børns psykosociale kompetencer er meget vigtige i dag, og at man skal være godt rustet menneskeligt for at klare sig. De børn, som det går skidt for senere i tilværelsen, har ofte haft noget i deres sociale og personlighedsmæssige udvikling, der ikke er gået godt. Pædagogerne kan være med til at gøre barnet robust i kraft af deres uddannelse."

Karen Jespersen har besøgt to institutioner, der begge har fået højere normeringer for at styrke arbejdet med børn fra belastede områder. Hun oplevede, at den ene institution havde fået væsentligt mere ud af de bedre normeringer end den anden.



"Højere normeringer kan man have gavn af, men det er ikke nok. Den institution, der fungerer godt, har for det første en tæt kontakt til forældrene og for det andet klare forestillinger om, hvilke ganske almindelige ting børn skal kunne: De skal fungere sammen med andre børn, og de skal have en struktur på deres hverdag. Der har vært en trend med, at børn skal have løse rammer, men i den børnehave havde de styr på, at det ikke dur for børn, der ikke har struktur på hverdagen hjemmefra. På den anden institution mente pædagogerne, at man ikke må fortælle børn, at de er forkerte. Det er rigtigt nok, men hvis børnene rent faktisk gør noget forkert, eller de farer forvildede rundt og ikke lærer noget, er man jo nødt til at prøve at hjælpe dem med det. Det er mit indtryk, at der var alt for ustruktureret, og derfor fik man ikke det optimale ud af den bedre normering."



Hvad er frihed? Pædagoger har altid haft en vis grad af autonomi og metodefrihed. Skal de fortsat have det?

"Hvad er den bedste metode? Og hvem ved det? Vi gør for lidt for at finde ud af, hvad der virker godt. Vi har ikke traditioner for at forske i, hvad der får børnenes hverdag til at fungere bedst. Men der er grænser for, hvor stiv man kan være fra statens eller kommunens side i opstilling af de metoder, pædagogerne skal anvende. Jeg kan godt lide den måde, læreplanerne er struktureret på, for det er godt for en institution, at den bliver tvunget til at gøre sig klart, hvordan den vil arbejde. Hvordan man rent faktisk udøver de områder, skal pædagogerne bare beskrive, og så skal der holdes øje med, om udviklingen går i den rigtige retning. Det er også pædagogernes opgave at gøre forældrene bevidste om, at de er forældre, og at de ikke løber fra deres forældreansvar. Metodefriheden betyder ikke, at man kan blæse på forældrene, og det gør man visse steder. Jeg vil gerne diskutere, om forældrebestyrelserne eventuelt skal have mere indflydelse."



Mange pædagoger mener, at det er en mistillidserklæring til dem, at staten eller kommunerne detailplanlægger deres arbejde. Kan du forstå dem?

"Ja, men vi har set eksempler på, at pædagoger ikke lever op til deres ansvar. Der er for mange steder, især hvor man har at gøre med mere vanskeligt stillede børn, hvor det går galt, og så svigtes børnene. Når borgerne fortæller mig om forsømmelser, må jeg sige, at der sker for meget svigt til, at jeg bare kan slippe tøjlerne. Men jo mere vi kan få lavet et kommunalt system, der samler den slags ting op, jo bedre. Jeg tror også, at bedre ledelse og mere efteruddannelse er vejen frem, for jo bedre man er ledet, uddannet og efteruddannet, jo bedre er man også rustet til at kunne bestride jobbet. Og jo bedre en aftale, man kan lave med den enkelte børnehave om, hvad de skal sørge for, og det kan vurderes en gang om året, jo større frihedsgrader kan pædagogerne få."



Verdens bedste udgangspunkt. Pædagogerne skriger på anerkendelse. Anerkender du det, pædagoger gør?

"Ja, det gør jeg i allerhøjeste grad. Når det gælder de grundlæggende brede tilbud til alle borgere, i det her tilfælde daginstitutionerne, så har vi verdens bedste udgangspunkt. Og meget af den kontrol, vi laver, er udtryk for et kæmpestort forventningsniveau i befolkningen og dermed også hos os politikere. Der skal ikke meget til, før folk siger: Hov, hov, kan det ikke gøres bedre? Og det presser politikerne. Det, der kan opleves som manglende anerkendelse og for meget kontrol, kan ændres ved at få tydeliggjort kommunalbestyrelsens ansvar. Det vil blive et meget bedre udgangspunkt for at få lagt mere kompetence og ansvar ud i institutionerne. Kommunerne har nemmere ved at vurdere, om det enkelte dagtilbud lever op til det niveau, der er lagt lokalt, og så skal der ikke måles så meget oppefra."



Hvad synes du, pædagoger kan gøre bedre fremover?

"Den ene store udfordring er at holde forældre fast på deres forældreansvar og sørge for, at de hele tiden er med. Det er meget vigtigt, at forældre ikke får en oplevelse af, at det offentlige opdrager deres børn. Det er de bedst til selv, og det skal de holdes fast på. Pædagoger skal have en blanding af nogle grundværdier, og så skal de tage individuelle hensyn - de skal lytte til forældrene. Den anden store udfordring står pædagogerne med over for de dårligt stillede børn og deres familier med svage ressourcer. Her har pædagogerne en kanon rolle at spille. De skal både være opmærksomme på barnet og på, hvordan de kan støtte forældrene. Desuden er der stadig brug for at diskutere, hvilke kompetencer børnene skal have for at kunne begå sig. En undersøgelse viser for eksempel, at kun 20 procent af indvandrerbørnene har alderssvarende sprog i børnehaveklassen, og det er ikke godt nok. Det viser, hvilken kæmpeopgave vi står over for. Og pædagogerne har en meget stor opgave i at være med til at modvirke den sociale og kulturelle ulighed."





Ministeren kommer

Velfærdsminister Karen Jespersen vil selv se, om det er rigtigt, at pædagoger er ved at drukne i administrative opgaver, skemaer, dokumentation og evalueringer. Derfor planlægger hun at besøge nogle for at høre, hvad det rent faktisk er, som pædagogerne skal dokumentere.

"Jeg har gjort det med socialrådgiverne, og jeg vil gøre det samme med nogle dagtilbud. Jeg vil selv derud og opleve, hvad de synes er idiotisk, og hvad de kan bruge til noget. For jeg kan sagtens sætte mig ind i, at det kan opleves svært og tidsrøvende at skulle udfylde en masse skemaer, der er alenlange."



Karen Jespersens blå bog

Karen Jespersen er født 17. januar 1947 i København. Hun bor i Dragør sammen med sin mand Ralf Pittelkow.

1977 Cand. mag. i historie og arkæologi

1978-84 Reporter på Information

1984-89 Reporter på TV-Avisen

1990-2004 I Folketinget for Social­demokratiet (S)

1993-2000 Socialminister (S)

2000-2001 Indenrigsminister (S)

2004 Ud af Folketinget

Marts 2007 Folketingskandidat for Venstre

Sept. 2007 Socialminister og minister for ligestilling (V)

Nov. 2007 Velfærdsminister og minister for ligestilling(V)