Kanon skrammel

Det regner. Ikke bare en let sommerregn, men en solid byge. Christoffer på otte år ænser det ikke. Han er i fuld gang med at lægge gulvet til førstesalen i sit lille selvbyggerhus. Endnu er hans byggekammerater, som han deler huset med, ikke kommet, men hverken det eller den silende regn kan stoppe Christoffer, der fortæller, at han bygger hver dag. Der skal lægges gulv.

Byggeriet finder sted på "Kassen", som de kalder det. Det er det afsnit, hvor børnenes byggeri får lov at udfolde sig som i de gode, gamle dage. Og her er der masser af gode, gamle dage at tænke tilbage på, hvis man er barn (eller voksen) med hang til at bygge huler, for vi er på Skrammellegepladsen i Emdrup, verdens første byggelegeplads, der i dag er et fritidshjem normeret til 56 børn og en fritidsklub med 55 børn.



Det forjættede land. Her har tusinder af skrammelbørn leget, gravet og bygget, siden Skrammellegepladsen åbnede den 15. august 1943. Den første leder af pladsen, pædagog John Bertelsen (1917-1978), fortæller om den dag:

"I dag kl. 10.15 blev legepladsen åbnet. Vejret var køligt, og himlen var blakket. Trods dette begyndte børnene allerede kl. 9.30 at rykke i døren til det forjættede land. (...) I løbet af eftermiddagen rejste der sig fem mere eller mindre flotte stenhytter. (...) da jeg kl. 18.15 låste døren til legepladsen, kunne der noteres et besøg på 900 børn," skrev John Bertelsen i "Arkitekternes Månedshæfte" i 1952 (dette samt alle andre historiske citater er taget fra den fremragende bog "Skrammellegepladsen", af Ole Schultze Henriksen).

Dermed lykkedes det efter 12 års venten landskabsarkitekt Carl Theodor Sørensen (1893-1979) at få realiseret sin ide. I bogen "Parkpolitik i Sogn og Købstad" fra 1931 skrev C.Th. Sørensen, der i øvrigt bliver en af det tyvende århundredes helt store landskabsarkitekter, nemlig:

"Måske kunne vi forsøge at indrette en slags skrammellegeplads på et passende og ret stort areal, hvor børnene får lov at udnytte gamle biler, papkasser, kvas og andre slags ting. Det er muligt, der måtte opsyn til, både for at forhindre alt for slemme udslag af ufordragelighed og for at afbøde mulighederne for at børnene kommer til skade. Rimeligvis er et sådant opsyn dog ikke nødvendigt."

Det virker næsten som en strøtanke, dette henkastede "måske", men i så fald er det en strøtanke med langtidsholdbarhed, for da Kulturministeriet i foråret offentliggjorde den meget omdiskuterede Kulturkanon, var der også blevet plads til en særlig Kanon for Børnekulturen, og øverst på den liste står byggelegepladserne.

"Børnene leger stadig på de store byggelegepladser, selvom meget er forandret siden 1931. Det er stadig en af de helt store ideer i dansk kultur med gyldighed i hele verden", står der i Kulturministeriets Kanon for Børnekultur.

Ude på Skrammel, som verdens første officielle byggelegeplads bliver kaldt i daglig tale, havde personalet ingen anelse om den forestående kanonisering, fortæller pædagog Lotte Timm, der viser Børn&Unge rundt på den historiske byggelegeplads.

"Det kom fuldstændig bag på os," siger hun.

Hendes kollega, Thomas Sørensen, var den første, der fandt ud af det:

"Jeg fandt det på Kulturministeriets hjemmeside, da kanonen blev offentliggjort, lige på dagen. Jeg tænkte, at det var satans, hvad sker der, hvem har stemt den ind. Men det var vel på en bred front, skrammelegepladsen som begreb. Men vi blev nok valgt, fordi vi er den ældste," siger Thomas Sørensen.

"Og måske en af de få, der stadig fungerer på den gammeldags måde. Men mange ting har ændret sig, også fordi samfundet har ændret sig. I gamle dage måtte de have bål i alle haver, og man måtte hænge et tov op i et træ til en gynge. Det må man ikke mere," tilføjer Lotte Timm.



Skrammologi. I Skrammellegepladsens spæde start måtte børnene vel stort set alt, i hvert fald hvis man skal se på de pædagogiske grundtanker for Skrammellegepladsen, som de blev formuleret af John Bertelsen i "Arkitekternes Månedshæfte", 1952:

"Jeg er ganske vist ansat som leder, men på en skrammellegeplads er det ikke ensbetydende med, at jeg skal lede og organisere udefra, men indenfor skrammellegeplads-ideens rammer give børnene mulighed for at realisere deres planer. Initiativet må komme fra børnene selv, og når der er de fornødne materialer til stede, vil disse inspirere børnene til leg."

John Bertelsen havde også et navn til sin pædagogik, nemlig skrammologi, men han var ikke meget for at uddybe indholdet:

"Det er meget svært at udtale sig i bestemte vendinger om skrammologien. Da det er en empirisk videnskab, skal man helst ud i arbejdsmarken for virkelig at få fat i pointen i den."

Bertelsens rødder i den antiautoritære reformpædagogik fornægter sig ikke.



Frihed for børn. Når Lotte Timm skal forklare, hvad Skrammel står for i dag, siger hun:

"Der skal være frihed for børn. Det er vigtigt, at de lærer at tænke selv og tage nogle beslutninger selv. Det er også vigtigt, initiativerne kommer fra børnene selv. Jo mere de selv kan sætte i gang, jo bedre, og så understøtter vi det indenfor rimelighedens grænser. Det betyder rigtig meget for os," fastslår Lotte Timm.

"Det er meget en tilbudspædagogik. Jeg ved godt, det er blevet et grimt ord efterhånden," erkender Lotte Timm.

Der lægges også stor vægt på at udvikle børnenes demokratiske sans. Her har børnene Skrammelrådet, hvor de kan få indflydelse på, hvordan Skrammellegepladsen skal køres.

"Det er meget formelt. Vi har gjort meget ud af at gøre det attraktivt for børnene at være medbestemmende. De har et fast rådighedbeløb på 8000 kroner om året. Og de har et enkelt møde med vores bestyrelse om året, hvor de kan ønske sig større ting eller påpege ting," fortæller Lotte Timm. Blandt andet har Skrammelrådet udvirket, at der i syværkstedet er etableret en større dukkekrog.

John Bertelsens tid som leder på Skrammelegepladsen blev kort. I 1947 må han stoppe, angiveligt på grund af sygdom, og i stedet blev Agnethe Vestereg (1912-2005), uddannet børnehavelærerinde fra Frøbelseminariet, ansat som leder. Hun var faktisk gift med John Bertelsen (de bliver dog senere skilt), men hun var langt fra enig med ham i hans skrammologi.

I en artikel i Politiken fra 1963 siger Agnethe Vestereg:

"Da jeg kom hertil for 17 år siden, havde pladsen endnu ikke fundet sin form, og børnene var stridbare og skændtes om deres legetøj (...), og så måtte man være en meget dårlig pædagog for ikke at se, hvad det måtte føre til: At legestederne måtte opdeles, og at børnene trængte til de voksnes bistand for at få gavn af deres ophold på pladsen."

Agnethe Vestereg, kaldet Nete, kommer til at være resten af sit arbejdsliv på Skrammellegepladsen. De første 15 år var hun den eneste ansatte på pladsen, først i 1962 kom der en assistent til. Nete fratræder i 1982 på grund af alder.



På besøg. Skrammellegepladsen gør ofte et uforglemmeligt indtryk på de børn, der går der. Derfor er det ikke usædvanligt, at tidligere skrammelbørn kommer forbi for at kigge lidt på barndommens fantastiske tumleplads.

"Vi har meget ofte besøg af gamle skrammelbørn, der boede her for 30-40 år siden. Og så fortæller de simpelthen om gamle ting og spørger, hvordan det er i dag," fortæller Lotte Timm, hvis mor i øvrigt selv var et skrammelbarn.

De besøgende må konstatere, at stedet har forandret sig meget.

"Blandt andet er byggeriet komme til at fylde meget mere. I gamle dage var der kun et lille skur og en mur med et halvtag over. I den forstand har det ændret sig meget. Men det, at man stadig har husene, og børnene er så aktivt medbestemmende, synes de er den gode gamle skrammelånd," siger Lotte Timm.

"Den mest mærkelige, jeg kan huske, var en israelsk jagerpilot, der pludselig stod i døren. Han havde lige smidt sin flyver i Kastrup. Hans far var gammelt skrammelbarn, og efter krigen var de rejst til Israel. Nu havde han selv børn, og han syntes, han ville se det sted, som hans far altid talte om. Så han gik rundt et par timer, og så fløj han hjem til Israel med hilsen fra Skrammel til sin far."



Huse og haver. Da John Bertelsen i sin tid stod for pladsen, var det en fast regel, at alle huse skulle rives ned hvert efterår, når sæsonen sluttede. Den regel fik Agnethe Vestereg efterhånden blødt op, og i dag er det kun på "Kassen", der bliver bygget nyt. Her er der plads til en fem-seks byggeprojekter, der alle bliver revet ned, når udesæsonen slutter i efterårsferien.

Ved siden af "Kassen" står de faste huse. Her deles grupper af børn om huse med smukke navne som Det gule palæ, Elverhøj og Strandhuset. Også husene er smukke, men især en pagode, der var højere, indtil en storm tog toppen, og et hus med løgkupler skiller sig arkitektonisk ud:

"Det er et af de allerældste huse her. Det var her, da jeg startede for 10 år siden," fortæller Lotte Timm, der er 46 år gammel.

Hun har selv ansvaret for "De små haver", 20 haver, som børnene kan lægge billet ind på i foråret, når udesæsonen begynder på Skrammel. Så bliver der sat sedler op, hvor børnene kan skrive sig på til hus, have, eller måske et byggeprojekt på "Kassen".

"Børnene skal selv finde ud af, hvem de vil være sammen med, men vi hjælper dem selvfølgelig, hvis det er svært for dem," siger Lotte Timm.

Og det kan være noget af en udfordring at blive husejer for en sæson.

"Det er en øvelse i samarbejde at have et hus. Nej, hvor kan de blive uvenner: "Hvorfor er det altid mig, der skal lave noget, du gider ikke. Du gider kun at lege". Og der ligger en pænt stor arbejdsopgave i at få dem til at finde et niveau," fortæller Lotte Timm.

Hendes små haver var oprindeligt tænkt til de små børn, men også ældre børn søger tilflugt i gartneriets glæder.

"Nogle børn bliver enormt trætte af at have et hus, fordi de skændes hele sæsonen, og så tænker de: "Jeg vil ha' mit eget." Og så kommer de herover en sæson eller to, og så er de klar til et hus igen," siger Lotte Timm, der har masser af frø og planter til haveejerne.

"Børnene bestemmer selv, hvad de vil have i de små haver, bortset fra en ting. De skal have en solsikke. Det bestemmer jeg," siger Lotte Timm.

I dag er Skrammellegepladsen i Emdrup en institution og ikke bare en legeplads. Fritidshjemmet er normeret til 56 børn og fritidsklubben til 55 børn. Og at have børn fra seks til 14 år er blevet en uundværlig del af pædagogikken

"Det er enormt vigtigt at integrere børn i forskellige aldersgrupper. De har så meget glæde af hinanden. Det er en mangelvare i dag," siger Lotte Timm, der fremhæver, hvordan de små børn børn lærer af de store, blandt andet når der skal bygges.

"Så når en lille spørger en stor, hvordan man skal gøre, så viser den store: "Og det skal være med to søm, så sidder brættet ordentligt fast"," fortæller Lotte Timm.



Ødelagt legeplads. På "Kassen" er en af Christoffers byggevenner nu kommet - og regnen er holdt op. Kulturkanon eller ej, så fortsætter byggeriet her.

Som Lotte Timm siger om byggelegepladsernes velsignelse:

"Det er meget berigende, både for voksne og børn. Og man tager ikke skade af at slå sig over fingrene med en hammer."

I øvrigt er det nok på sin plads at nævne, at Agnethe Vestereg næppe ville have kanoniseret Skrammellegepladsen i sin nuværende udformning.

I 1995 bliver hun interviewet af Ole Schultze Henriksen, og det er en 83-årig dame, der bestemt ikke bryder sig om Skrammellegepladsen i 1990'erne:

"Jeg kommer der ikke, jeg synes ikke om udviklingen," siger hun. Hun bryder sig blandt andet ikke om, at legepladsen nu også er fritidshjem, og at der er for meget personale, noterer Ole Schultze Henriksen sig i bogen "Skrammellegepladsen". Og videre:

"Det er Agnethes holdning, at byggelegepladserne og ideen generelt er blevet ødelagt af medarbejdere, der ikke er 100 procent engageret, og ødelagt af for meget bureaukrati (interview 1995)". o



Du kan læse mere om Kanonen for Børnekultur i Børn&Unge nr. 4/2006 eller på Kulturministeriets hjemmeside på adressen www.kum.dk/sw34001.asp



I sidste uge udgav Kulturministeriet Kulturkanonen som bog og DVD. 256 sider for 99 kroner.





Litteratur:

Skrammellegepladsen - en undersøgelse af skrammelegepladsens/byggelegepladsens historie med udgangspunkt i perioden 1931 til 1947 - den idemæssige og kulturelle baggrund i kulturradikalismen, reformpædagogikken og legepladsbevægelsen, af Ole Schultze Henriksen. Udgivet af Dansk Pædagogisk Historisk Forening og Samling & Videncenter for Pædagogiske og Sociale Studier - CVU København og Nordsjælland. Bogen kan bestilles hos Dansk Pædagogisk Historisk Forening og Samling på tlf.: 3965 3764.



Skrammellegepladsen i Emdrup 60 år, jubilæumskrift, udgivet af Skrammellegepladsen i Emdrup.