Juniorpædagoger: Spark den vilde leg i gang

Phillip Molker på 14 år tænker ikke så meget over, om han er en discountløsning, en pædagogaspirant eller en legeonkel i Hvepsebo Børnehave i København. Lige nu tænker han mest på at overleve kampen i puderummet.

"AARGH! Jeg bliver overfaldet," råber han og kaster sig ned på madrassen, mens Oliver, Emil, Marcel og Maya fra Birkestuen i børnehaven går til angreb på ham med puder, der er på størrelse med dem selv. Snart ligger de på tværs af Phillip og presser puderne ned over hans ben og ryg. Isaac, som også er 14 år, kommer ind fra Birkestuen, hvor de netop er blevet færdige med at spise eftermiddagsfrugt med børnene.

"Efter ham! Gå på Isaac!" råber Phillip under bunken af puder og ivrigt kæmpende 4-6-årige, der straks kaster sig over deres nye offer.

Phillip Molker og Isaac McPhee er to af de juniorpædagoger, som stadig flere daginstitutioner forsøger sig med: Teenagere på 13-16 år, oftest drenge, bliver ansat i en form for fritidsjob til at lege med børnene. De udfordrer børnene med vild leg og giver drengene mandlige rollemodeller i de kvindedominerede daginstitutioner, fremhæver fortalerne for juniorpædagogerne. Og så kan det være en måde at tiltrække flere mænd til pædagogfaget på, mener de. Andre er mere kritiske over for ordningen. For kan der være tale om en discountløsning for at få flere hænder i daginstitutionerne samtidig med besparelser? Og hvorfor skal mandlige rollemodeller lege vildt, mens de kvindelige pædagoger holder sig til roligere aktiviteter og omsorg? Sådan lyder nogle af kritikpunkterne af ordningen.

De vilde drenge. Fra Hvepsebo Børnehaves puderum tirsdag eftermiddag lyder der først og fremmest høje grin og råb. Phillip og Isaac er de første juniorpædagoger i børnehaven. De har været der tre eftermiddage om ugen siden februar i år, og de er hurtigt blevet populære hos børnene. I knap tre måneder skal de lege med børnene seks timer om ugen i et praktikforløb. Til sidst bliver de af kommunen belønnet med 60 kroner for hver time i daginstitutionen.

Lederen i Børnehaven Hvepsebo, Anne ­Marie Markussen, er glad for, at børnene med junior­pædagogerne får mulighed for at lege lidt ­vildere, end de sædvanligvis gør.

"Især de større drenge i børnehaven elsker at slås. For mig er det for eksempel svært at gå ind og tumle og slås. Det ligger mere i drengene," siger hun.

Flere af pigerne har dog også en del krudt at brænde af i pudekampen efter eftermiddagsfrugten. Maya på fem år iført en lyserød

Puma-trøje og et stort grin er med i den hårde kerne af angribere mod Phillip og Isaac. Lige nu er det Isaac, det går ud over. Sammen med to drenge er hun ved at pacificere ham og sidder og hopper på en pude oven på hans mave. Svea på seks år, der har et par gamachebukser dinglende fra hovedet som to lange fletninger, kommer løbende mod dem med en af de aflange, byggeklods-formede puder hævet over hovedet. Men det er svært at finde en fri plet på Isaac at sigte på, så hun skynder sig videre til Phillip, der får et par slag på benene, mens han tumler en af drengene rundt i en kolbøtte over skulderen.



Legekammerater og rollemodeller. Det er ikke kun kvindelige pædagoger, der står af, når det kommer til de vilde lege med børnene i Hvepsebo Børnehave.

"Det ser hårdt ud, ikke," siger Nicky ­Guerrero, der er pædagog i børnehaven, og kigger hen mod de to teenagedrenge, der er midtpunkt og motor for børnenes pudekrig. Selv tager han fat i benene på en af børnehavedrengene og løfter dem op, så han står på hovedet.

"Børnene er helt vilde, hvis nogle voksne gider at tumle med dem. Jeg gør det nogle gange, men ikke så længe ad gangen. Det kan være svært at holde ­samme energiniveau som dem på 14," siger Nicky ­Guerrero, der selv er 42 år.

Netop fordi Isaac og Phillip bare er 14 år, kan de lege med børnene på en helt anden måde end de voksne pædagoger, mener Anne Marie Markussen:

"Det er store børn, der går ind og leger med børnene, ikke professionelle. De leger stadigvæk, og samtidig er de i grænselandet mellem barn og voksen og er ved at distancere sig fra børneverdenen."

Det giver et godt udgangspunkt for, at juniorpædagogerne på én gang er legekammerater og rollemodeller, som børnene kan identificere sig med, oplever Anne Marie Markussen.



Må ikke have ansvar. Samtidig med at børnene får brændt mere krudt af i legen med Phillip og Isaac, får pædagogerne lidt mere ro til for eksempel at sidde og læse eller tegne med de børn, der hellere vil det, uden de mange sædvanlige afbrydelser, fortæller Nicky ­Guerrero. Det giver også mere ro til at snakke med for­ældre, der kommer og henter børnene.

Men dørene står åbne mellem Birkestuen og puderummet, mens juniorpædagogerne og børnene udkæmper deres vilde pude- og brydekamp. Indimellem får de høje råb og hvin fra puderummet Nicky Guerrero til at gå ind og holde øje med, at legen ikke løber løbsk.

"Pas lige på Phillip," siger han og tager fat i et af børnene, der presser en pude i hovedet på sin 14-årige modstander.

Selvom Anne Marie Markussen oplever junior­pædagogerne som meget ansvarsbevidste i deres leg med børnene, er det stadig de rigtige pædagoger, der har ansvaret, forklarer hun.

"De må ikke have ansvaret for børnene, og de må ikke være alene med børnene. Hvis de er i et andet rum, skal dørene være åbne, og pædagogerne skal have et øje og et øre med i, hvad der foregår," siger hun.

Hvis der skulle ske en ulykke, er det også institutionens og pædagogernes ansvar, forklarer Anne Marie Markussen.

Hun er dog tilbageholdende med at sætte for mange regler op for legen mellem teenagedrengene og børnene:

"Hvis vi skulle tænke: 'Åh nej, det er farligt, at to unge drenge leger vildt med børnene', så ville vi også ødelægge det, der er meningen med det. Selvfølgelig kan der ske ting, og børnene får da også nogle gange nogle blå mærker, når de leger vildt, men de elsker de her brydekampe."



Inspiration fra Vallensbæk. Vallensbæk Kommune var de første, der forsøgte sig med juniorpædagoger. Det var i 2006. Formålet var på den ene side at tilbyde de unge positive fritidsaktiviteter gennem et ansvarsfuldt fritidsjob, som måske samtidig kunne vække nogle drenges interesse for pædagogfaget, og på den anden side at give drengene i børne­haverne positive mandlige rollemodeller og mere vild leg. Efter forsøgsperioden fik ordningen en ­meget positiv evaluering af Stig Broström fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU):

"Børnene er fornøjede. Deres verbal- og kropssprog udtrykker med tydelighed, at de trives i samværet med og i aktiviteterne med juniorpædagogerne. Observationerne viser, at både drenge og piger deltager med stor energi i aktiviteterne og at de udfører kropslige handlinger, som går lidt ud over, hvad den daglige pædagogik byder på," konkluderede Stig ­Broström i evalueringsrapporten.

Siden har flere kommuner ladet sig inspirere af ordningen, heriblandt Ringsted, Hellerup, Gentofte, og København. I København er Phillip og Isaac fra det første hold juniorpædagoger. Inden de kom ud i Hvepsebo Børnehave, var de og 15 andre juniorpiloter, som de kaldes i Københavns Kommune, igennem et kursus, hvor de blev introduceret til arbejdet med børn. Det er ungdomsskolen i kommunen, der står for kurset, hvor de unge lærer lidt om pædagogik og ansvar, får inspiration til forskellige lege, og får et kursus i førstehjælp.



Bekymring for ekstra arbejde. Det er på ungdomsskolens initiativ, at Hvepsebo Børnehave har fået de to juniorpædagoger, men børnehaven har selv valgt at sige ja til tilbuddet. Da Anne Marie Markussen tog forslaget op på et personalemøde i børnehaven, var flere medarbejdere skeptiske.

"De var bekymrede for, om de skulle til at passe to drenge ekstra," fortæller Anne Marie Markussen.

"Men mit svar var, at de skal ikke passes, de skal ud at opleve, hvordan det er at arbejde i en børnehave."

Siden juniorpædagogerne startede, har pædagogerne været meget tilfredse med at have dem, fortæller hun. Også de fleste forældre synes, det er en sjov idé, er Anne Marie ­Markussens oplevelse:

"De hører det mest fra deres børn, som taler ­meget begejstret om Phillip og Isaac."



Pas på discount. Men der kan være grund til at være kritisk over for juniorpædagogordningen, mener BUPL's formand, Henning Pedersen.

"Det er klart, at hvis forslaget kommer, sam­tidig med at en kommune skærer ned på daginstitutionsområdet, kan det opfattes sådan, at kommunen prøver at skære ned ved at ansætte juniorpædagoger," siger han.

På den anden side ser Henning Pedersen også positive perspektiver i ordningen:

"Jeg kan godt se pointen i, at det er drenge, for i dag mangler der jo mænd i pædagogfaget og på pædagoguddannelsen, så hvis det kan være en måde at gøre drenge interesseret i faget og måske få nogle til at søge ind på pædagog­uddannelserne, så er det da positivt."

Henning Pedersen mener, at det er afgørende, at ordningen er frivillig:

"Hvis lederen og personalet i en institution ­siger, at de gerne vil lave en aftale med kommunen om at få en juniorpædagog, så kan jeg ikke se noget problem i det. Men forudsætningen er, at både personalet og lederen i institutionen synes, at det kunne være spændende."

Derudover mener han, at en række betingelser skal være opfyldt, for at det kan være en god løsning for daginstitutionerne og pædago­gerne: Forsikringsforholdene skal være afklaret, juniorpædagogerne skal ikke have ansvar for børnene eller lege alene med dem, og de skal have været igennem et forberedende kursus. Ikke mindst mener Henning Pedersen, det er vigtigt, at ordningen ikke belaster institutionernes økonomi.

"Vi vil helst ikke have, at institutionerne skal bruge penge på det. Som jeg ser det, er det noget, kommunen vil gøre for de unge, så det må være noget, kommunen giver penge til," siger han.

Sådan er det ikke alle steder med den nu­værende ordning. I Ringsted Kommune er det for eksempel daginstitutionerne selv, der punger ud, hvis de vælger at tage junior­pædagoger ind.

"Det er frivilligt, og så kan daginstitutionerne selv bestemme, om de for eksempel vil lade være med at købe nyt legetøj det år," siger Lene Reffstrup, der er ungdomsskoleleder i Ringsted Kommune og står for juniorpædagogerne der.

Forkert med fokus på køn. Selvom juniorpædagogordningen muligvis kan være med til at vække nogle af teenagedrengenes interesse for pædagogfaget, så er det store fokus på køn ikke vejen frem, mener Sine Lehn-Christiansen, der er ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet og har forsket i køn og uddannelsesvalg.

"Jeg tror, det er en for snæver strategi, både i forhold til at tiltrække mænd, men også i forhold til mandlige og kvindelige rollemodeller i daginstitutionerne," siger hun.

Det er især idéen om drenges og mænds rolle som vilde legeonkler, hun stiller sig kritisk over for:

"Problemet er, at idéen bygger på en forenklet opfattelse af, hvad mænd skal kunne og bidrage med i pædagogisk praksis. Det er udtryk for et manglende syn på, hvad kvinder kan, men også hvad mænd kan."

Konsekvensen er, at man kommer til at ­fokusere på pædagoger som nogle med mandlige eller kvindelige kompetencer i stedet for at tænke på pædagogens faglighed som noget, der består af mange forskellige kompetencer, mener Sine Lehn-Christiansen.

Sine Lehn-Christiansen kan godt se idéen med at tilbyde børnene mere vild leg i daginstitutionerne, men forstår ikke, at det kun skal være drenge, der står for den:

"Man kunne også få nogle teenagepiger til det. Det at lege vildt kan lige så godt handle om alder. Det kan lige så godt handle om, at en pædagog på 50 år - mand eller kvinde - måske ikke har lige så meget energi til at lege vildt med børnene som en på 14 år."

Institutionsleder Anne Marie Markussen i Hvepsebo Børne­have mener, det fungerer godt, at juniorpædagogerne er drenge:

"Jeg tror ikke teenagepiger ville ind i puderummet. Vi har haft piger fra folkeskolen ude i erhvervspraktik, og de har slet ikke været interesseret i at lege i puderummet. Så jeg tror slet ikke, piger ville gøre det samme."



Robotter og drager. I Hvepsebo Børnehave har både børnene og juniorpædagogerne fået brændt nok krudt af for i dag. De har trukket sig tilbage til Birkestuen og leger nu i små grupper, som bliver mindre, efterhånden som for­ældrene kommer og henter deres trætte børn.

Juniorpædagogen Phillip Molker ­sidder ved et bord og tegner en lilla robot med en pizzaskærer som den ene hånd og en papegøjetang som den anden. Tre piger fra stuen sidder omkring ham med blikket fæstnet på hans tegning.

"Vil du tegne den her for mig?" spørger Elizabeth og rækker Phillip et billede af en drage.

"Med hvilken farve?" spørger han.

"Gul!"

Elizabeths mor er kommet for at hente, men hendes datter er ikke til at løsrive, før Phillip er færdig med tegningen af den gule drage, og hun kan få den med hjem.

Phillip Molker har ikke tænkt så meget over endnu, om han kunne tænke sig at blive pædagog engang:

"Det ved jeg ikke lige. Nu skal jeg lige blive færdig som juni­or­pilot og se, om jeg kan klare det."

Heller ikke Isaac McPhee ved endnu, om pædagogfaget er noget for ham. Men arbejdet i børnehaven har fået ham til at tænke over det.

I mellemtiden er det et godt fritidsjob, er de to juniorpæda­goger enige om.

"Det er fint nok. Jeg har ikke rigtig noget at lave i fritiden, og jeg går ikke til nogen sport eller andet, så det er meget sjovt," synes Phillip Molker.

"Det er let arbejde, så det er godt som det første job, og det er godt på CV'et, har jeg hørt," siger Isaac McPhee.