Jeg drømmer om dokumentation om natten
Jeg drømmer om dokumentation om natten
På kontoret hænger et stort billede af Lois Malagucci, grundlæggeren af den norditalienske pædagogik, som altid har været pædagog
Dorthe Filtenborg Sørensens store inspirationskilde. Det var på en studierejse til byen Pistoia, der er kendt for sin æstetiske pædagogik, at hun tabte sit hjerte til dokumentation af børns læring som pædagogisk redskab.
På samme kontor trænges et væld af forskellige englefigurer i vindueskarmen og fortæller, at vi er i Børnehaven Engle i Vanløse ved København. Her er Dorthe Filtenborg Sørensen leder, og her har hun og personalet skabt deres egen dokumentationshimmel.
Overalt i den lille institution hænger plancher med foto af børnenes aktiviteter. Der er et kunstprojekt om giraffer og elefanter, som er ved at tage form, og ikke mindst plancher med farvekoder om de seks læreplanstemaer, som Dorthe Filtenborg Sørensen har udviklet.
"Jeg drømmer om dokumentation om natten," siger Dorthe Filtenborg Sørensen og griner højt.
Hun indrømmer gerne, at hun er bidt af dokumentation og af til stadighed at udvikle nye materialer, der kan gøre dokumentation af børns udvikling sjovere, nemmere og bedre for hende selv og andre pædagoger.
"Jeg er pædagog for at udvikle børn, ikke for at passe dem. At være pædagog handler for mig om at have en faglighed. Man skal vide, hvad man vil, og hvad man kan, og man skal have fokus på de kompetencer, man har som voksen i relation til børnene, men også på børnenes kompetencer og udviklingen af dem," siger hun.
Dokumentation gør en forskel. For Dorthe Filtenborg Sørensen er den dokumentation, der foregår i institutionen med børnene, den allervigtigste.
"Når vi dokumenterer, gør det en forskel for børnene, for de får visualiseret oplevelser, og det gør dem i stand til at huske. Dokumentation er en tidslomme mellem fortid, nutid og fremtid. Dokumentation foregår i nutiden, men fortæller om noget, der er sket i fortiden, og som børnene får inspiration til at arbejde med i fremtiden. Så dokumentation kan være et bindeled i børns erindring og i deres liv på institutionen," siger hun.
Men dokumentation er også adgangsbilletten til evaluering.
"Man kan ikke evaluere på noget, der ikke er dokumenteret, så det er to sider af samme sag. Derfor har dokumentation også en berettigelse i forhold til, at man analyserer sin egen praksis, analyserer om børnene har lært det, man gerne vil lære dem. Dokumentation er anledning til, at man får diskuteret pædagogik, barnesyn og egen faglighed, så jeg synes, at den er helt vildt vigtig."
En praksis med børn. Dorthe Filtenborg Sørensen har det princip, at dokumentation ikke er praksis væk fra børn. Det er en praksis med børn.
"Dokumentation er mindst lige så vigtig en aktivitet som den aktivitet, man dokumenterer. Derfor skal man implementere dokumentationsprocessen som en aktivitet med, af eller for børn. Men den skal foregå i nærvær af børn eller i samvær med børn. Hos os går vi aldrig fra for at dokumentere, men gør man det, kan jeg godt forstå, at man kan opfatte det som en arbejdsbyrde af de helt store," siger hun.
Dagen efter Dorthe Filtenborg Sørensen blev uddannet i 1993, var hun ansat i Utterslev Kirkes Børnegård i Københavns nordvestkvarter.
Her fik hun foruden sin trang til at arbejde med dokumentation også afprøvet sin lyst til ledelse som souschef i en af kommunens største institutioner. Interessen for ledelse har hun aldrig sluppet igen, og for fem år siden blev hun så leder af Børnehaven Engle.
Dorthe Filtenborg Sørensen fik udgivet sin første bog om dokumentation i 2000, men inden da havde hun skrevet mange artikler om emnet.
"Jeg blev interesseret i dokumentation via mine studierejser til Norditalien, hvor de er meget dygtige til det. Og jeg har hele tiden forsøgt at implementere dokumentation i min egen praksis og udvikle nye veje. Da de pædagogiske læreplaner kom i 2004, blev der endnu mere fokus på dokumentation og evaluering, og interessen og behovet for materiale steg voldsomt. Det betød, at jeg kunne komme ud til mange flere med det, som jeg allerede havde arbejdet med i mange år," siger hun.
Udviklingen af nye dokumentationsmaterialer er en personlig drivkraft for Dorthe Filtenborg Sørensen.
Hun vil gerne høres og have indflydelse.
"Jeg vil gerne fortælle om, hvad der virker. Det er jo ikke, fordi man bliver rig af at skrive bøger og lave materialer. Men der er så mange vinkler på dokumentation, at jeg bare ikke kan lade være. Dokumentation kan bruges til at følge børnene, til at reflektere over sin egen rolle som pædagog, til at evaluere sin faglighed og til at ændre sig, hvis der er brug for det, så man bliver en bedre rollemodel for børnene. Det kan også bruges til at blive en bedre igangsætter og til at tilrettelægge pædagogiske læreprocesser på en mere hensigtsmæssig måde," siger hun
Udfordrer sin faglighed. Indimellem sine to ansættelser har Dorthe Filtenborg Sørensen også været selvstændig i dokumentation. Hun har holdt kurser, foredrag og lavet forløb i adskillige institutioner, men hun savnede at have kolleger, og som en anden cirkushest søgte hun tilbage til institutionsverdenen. Men ambitionerne er endnu ikke opfyldt. Lige nu pønser hun på, om hun på et tidspunkt skal søge videre som pædagogisk konsulent eller til et job, hvor hun kan arbejde med ledelsesstrukturer.
Ikke fordi hun er træt af børn og af at være leder, men fordi hun har en evig trang til at udfordre sig selv og sin faglighed.
Foreløbig er det dog englebørnene i børnehaven og de gode medarbejdere, hun brænder for at arbejde med. Da personalet overtog den lille børnehave for fem år siden, var den kørt helt ned. De rå rammer gav de ansatte mulighed for at sætte deres eget præg på pædagogikken og strukturen.
"Det vil sige, at institutionen er bygget på de pædagogiske principper og overvejelser, som jeg har i forhold til dokumentation, evaluering, pædagogiske læreplaner og det farvekodesystem, som jeg har udviklet. Men det har jo ikke kunnet lade sig gøre uden nogle meget, meget dygtige medarbejdere. Sammen har vi formet den her institution," siger Dorthe Filtenborg Sørensen.
Rummelig og konsekevent. Hun lægger ikke skjul på, at hun er meget målrettet.
"Men jeg er også god til at møde den enkelte - både børn og voksne - der, hvor vedkommende er, og til at respektere og forstå den enkeltes baggrund. Jeg synes selv, at jeg er meget rummelig, men jeg er også konsekvent. Jeg kan godt lide frihed under ansvar. Jeg går meget op i den enkeltes kompetencer, og her har alle medarbejdere en basisløn og en kompetenceløn, som jo ikke er fyrstelige og efter fortjeneste. Men hver enkelt medarbejders faglighed bidrager til teamet og til en god pædagogisk praksis, og det skal der sættes pris på," siger hun.
Dorthe Filtenborg Sørensen er en glad pædagog. De dage, hvor hun ikke har været glad for at gå på arbejde, kan tælles på én hånd.
"Ofte udvikler jeg de idéer, der er opstået i løbet af natten, mens jeg kører på arbejde, og så glæder jeg mig til at få mulighed for at komme på arbejde og prøve dem af. Det kan være et kreativt projekt med nogle børn, det kan være en sparring med nogle medarbejdere, eller det kan være noget, jeg skal snakke med en forælder om. Det bedste ved arbejdet er, at alle mine idéer kan blive udmøntet i praksis, og jeg føler mig privilegeret, fordi jeg har mulighed for det."
Men selvom Dorthe Filtenborg Sørensen er optaget af dokumentation nærmest døgnet rundt, er hun ikke blind for, at mange pædagoger ikke er helt så vilde med det. Hun har også hørt dem, der klager over, at det tager tiden fra børnene, at de skal dokumentere deres arbejde.
"Jeg er jo ikke enig, men jeg er da ked af, at der rent formelt ikke er forberedelsestid indbygget i vores arbejdstid. At man ikke har anerkendt fagligheden på institutionerne ved ovenfra at give timer til forberedelse og dokumentation. Jeg synes jo, at de pædagogiske læreplaner er fantastiske, fordi de er med til at rammesætte den faglige kontrakt mellem det politiske niveau og daginstitutionen. At vilkårene for at udfylde den kontrakt så kunne være meget bedre, er noget andet," siger hun.
Dorthe Filtenborg Sørensen er heller ikke så ked af den indblanding fra stat og kommune, som de mange dokumentations- og evalueringskrav ofte ses som.
"Som princip er det i orden, for vores fag trængte til, at der blev stillet krav. Nogle pædagoger ser på dokumentation, som at de skal bevise, hvad de kan, og hvad de laver hele dagen. Jeg kunne godt tænke mig, at pædagoger sætter deres egen dokumentationsmæssige dagsorden, og at de selv definerer, hvad det er for dem og for børnene i institutionen. For mig er dokumentation en fortælling om barnets udvikling og om, hvordan man kan gøre en forskel som pædagog.".
Om Dorthe Filtenborg Sørensen
41 år, bor i Birkerød. Er uddannet i 1993 på 'den gamle uddannelse' og specifikt inden for 0-6-års området, som stadig er den aldersgruppe, Dorthe Filtenborg Sørensen interesserer sig mest for. Hun tager stadig ud til institutioner og øser af sin erfaring med dokumentation og evaluering. Dorthe Filtenborg Sørensen er i 'stald' hos forlaget Dafolo, der udgiver hendes bøger om dokumentationsmateriale.
Hun har blandt andet skrevet bøgerne:
'Skabende arbejde med børn' (Munksgaard, 2000), 'Dokumentation - Læreplaner og synliggørelse af det pædagogiske arbejde (Dafolo, 2004),
Antologien 'Læreplaner i praksis' (Dafolo, 2005) og lavet dokumentationsmaterialerne:
'Pædagogiske læreplaner i daginstitutionen - bog samt seks plakater (Dafolo, 2005),
'At arbejde med engle' - bog og kopimappe (Dafolo, 2006).
Dorthe Filtenborg Sørensen kan kontaktes
på mail: dorthe@filtenborg.org
eller på tlf: 2153 6568.
