Italiensk pædagogik; Ro på i Rom

En solrig og varm onsdag efterårsmorgen i et stille hjørne af Rom. 15 - for det meste - blonde hårtoppe lyser op på pladsen. Et par romerske bedstemødre med indkøbstasker på hjul møver sig smilende ind i mængden af sommerklædte vikinger, der står og blokerer fortovet foran en børnehave.

Ansigterne er lidt matte. Det har taget næsten to timer med bus og metro at nå frem fra hotellet gennem morgentrafikken. Velkommen til romernes trafikale hverdagshelvede!

Men et ring på klokken, og humøret skifter nuance. Ud kommer Cristina Liberi, der er leder af børnehaven Giromondo.

"Buongiorno, buongiorno," klinger en glad og myndig stemme. Håret er velfriseret, makeup'en markant, neglene lange og hælene høje. Men det er især det faste blik og hjerteligheden, der fanger.

Hele personalegruppen fra Sankt Markus Sogns Børnehus på Amalievej på Frederiksberg er i Rom for at studere daginstitutioner. Over de kommende dage besøger gruppen tre institutioner, to kommunale og en privat Montessori-børnehave, mens vikarer og forældre selv finder ud af børnepasningen hjemme i København. Formålet er at snuse til en anden pædagogisk kultur og bruge den som et spejl for egen teori og praksis. Forventningerne er ikke enorme. Danskerne forventer ikke nogen øjenåbnende oplevelse, for de kommer jo selv fra et pædagogisk foregangsland. Men nysgerrigheden er i top.

Giromondo er en typisk romersk kombineret vuggestue og børnehave. Børnene er fra nul til tre år, og når de er færdige her, kommer de videre i scuola materna, som er en slags børnehaveklasse, der varer to år og fører op til skolestart.



Styr på tropperne. Børnehaven er blevet sat i stand for et års tid siden, så lokalerne er nette i indbydende pastelfarver. Vi finder pædagogen Elisabetta Baratti på en barnestol omgivet af fem børn i to-treårsalderen. De to leger med mel, mens de andre hælder bønner og ris over i skåle.

Det, der straks slår de danske pædagoger, er den opdeling, der er foretaget i institutionen. Et hjørne er forbeholdt læsning, og bøgerne omtales som "venner" for at lære de helt små respekt for bogen og det skrevne ord. I et andet hjørne er der tusser, papir og sakse til at tegne, klippe og klistre. I et tredje hjørne står et tøjstativ med udklædningstøj, og ved siden af hænger et spejl. I et fjerde hjørne er der et legetøjskøkken og dertil hørende redskaber. Endelig er der et byggehjørne med klodser. Når børnene leger, er de opdelt i grupper. De vælger efter lyst, men pædagogernes vejledning tæller også. Når først børnene leger i et hjørne, må de ikke bare løbe over i et andet, før alle rykker rundt.

"Vi har foretaget den her opdeling, fordi vi på den måde styrer børnenes leg og stimulerer forskellige færdigheder," fortæller Elisabetta Baratti.

"Hvis vi ikke har lidt styring på tropperne, opstår der forvirring, skænderier og slagsmål. Børnene bliver skøre i hovederne, og pædagogerne bliver døve, og både børn og voksne går udmattede hjem om eftermiddagen. Det tror jeg ikke er godt for nogen af parterne," siger Elisabetta Baratti.



Forbløffende stilhed. Legen er i centrum for dette studiebesøg, for det er filosofien om leg og måden at bruge leg på, der udgør forskellen mellem de to kulturer. Rammerne og graden af voksenstyringen er det, der groft sagt skiller os ad.

Det ses tydeligst i den Montessori-børnehave, gruppen besøger næste dag. Igen en lang rejse med metro og bus, men belønningen falder i form af et dejligt, næsten landligt hjørne af Rom, hvor den kombinerede Montessori-børnehave og skole er indrettet i en stor treetagers villa omgivet af have og høje træer.

I klassen for tre-femårige børn er der 30 børn til to pædagoger. Formiddagens aktiviteter er i gang, og danskerne er forbløffede over den stilhed, der hersker i lokalet. Børnene leger i ophøjet ro, og også lærerne taler dæmpet, det er en del af filosofien i institutionen. Hvis en pædagog kommer til at råbe højt, får hun et sigende blik fra skolelederen!

I et hjørne er et par børn ved at vaske tøj. De henter vand på toilettet. Ved et bord er en dreng ved at sætte perler på en snor. Over for ham sidder en anden dreng med en hængelås og et sæt nøgler. Han skal finde den nøgle, der passer til de forskellige låse.

"Det her kunne slet ikke lade sig gøre hos os," siger Sanne Hägerstrand, der er souschef hjemme på Amalievej.

"Vores drenge ville begynde at trille med perlerne på gulvet eller hænge dem om halsen eller løbe forvildede rundt mellem hinanden. Det her er meget langt fra vores virkelighed. Roen er virkelig slående, den kunne vi godt bruge lidt af derhjemme. Vi har prøvet nogle gange at sætte de vilde drenge ned ved et bord med et puslespil. Men de er ikke vant til at fordybe sig, de bliver ikke siddende ret længe," siger Sanne Hägerstrand.



Langt fra skandinavisk kultur. Fordybelse er tilsyneladende ikke noget problem her i Montessori-børnehaven, hvor selv de treårige sidder koncentreret på gulvet og stiller klodser på række efter størrelse. En lidt større dreng er i færd med at føle på et firtal med en finger, før han skriver tallet på en tavle. En pædagog assisterer og spørger, om han kan lægge fire og fire sammen.

"Det er meget tydeligt, at hver aktivitet har et formål," kommenterer Sanne Hägerstrand.

"Børnene skal lære nogle bestemte færdigheder. Men det er meget langt fra skandinavisk kultur. Vi mener jo, at børn skal lære alting gennem den frie leg, de skal blive uenige, lære at løse konflikter. De sidder måske og leger med en bil, men lige pludselig kører bilen et nyt sted hen og får et nyt formål. Det kan godt undre, at de italienske børn ikke pludselig skal undersøge, om bilen kan køre ned i vandet," siger Sanne Hägerstrand.

Ifølge skolelederen Giacometta Zucconi holder børnene sig altid inden for den enkelte aktivitets rammer. Når de er færdige med eller trætte af at sætte perler på en snor, lægger de perlerne på plads og kaster sig over en ny aktivitet. Giacometta sværger, at intet barn nogensinde har forsøgt at smide en lyserød klods ned i vandet eller male en dukke i hovedet med vandfarver.

"Hemmeligheden er, at børnene hele tiden er i aktivitet," siger Giacometta til den undrende forsamling.



Børn skal ikke lege i blokke. Jens Jørgensen, der er leder af Sankt Markus Sogns Børnehus, mener nu snarere, forklaringen skal findes i generne. Vikingebørn er nok bare lidt vildere...

"Vi har det vildt - og vildt dejligt - hjemme i vores børnehave. Men faren er, at vi overser de stille børn. De børn, vi ser her i Italien, er rolige og glade, men jeg er alligevel betænkelig ved, at alt er så struktureret og planlagt. Jeg synes, børn skal lege i helheder, ikke i blokke. Min betænkelighed går på, om de får lov at leve sig selv og deres oplevelser nok ud, og om den tilpassethed, der kræves, kan give begrænsninger i personligheden senere," siger Jens Jørgensen og tilføjer eftertænksomt.

"Men tænk, hvis man kunne skabe frihed for børnene, uden at det bliver så vildt, som det tit gør i Danmark."



Dansk zigzag. Jens Jørgensen og hans pædagoger er meget imponerede over de italienske kolleger.

"De er nogle dejlige, varme, åbne og afslappede mennesker, som har gejst og virkelig brænder for deres institution," siger Sanne Hägerstrand.

"Det virker på mig, som om de har defineret deres pædagogiske praksis og ved, hvad de går efter. I Danmark zigzagger vi mere derudaf. Men jeg ville godt vide, hvad der sker her i Rom, hvis en pædagog foreslår noget nyt," siger Sanne Hägerstrand.

Ifølge pædagogen Elisabetta Baratti er der plads til nytænkning.

"Vi holder to personalemøder om måneden netop med det formål at diskutere nye metoder og tiltag," siger Baratti.



Udflugt med panik. Den tredje institution, vi besøger, ligger en times kørsel uden for Rom, og pædagogerne føler det næsten som at komme hjem på Amalievej. Her løber børnene lidt mere støjende rundt mellem hinanden, og på spørgsmålet om, hvilken pædagogisk linje man kører efter, svarer lederen Marcella Facchin:

"Vi plukker lidt hist og pist og bruger de metoder, vi synes er bedst."

Herude i landsbyen Velletri er det snakken om forældrekontakt, der fænger danskerne. Forskellen på danske og italienske forældre er enorm.

For eksempel går italienske forældre nærmest i panik, hvis børnene skal på udflugt.

"Vi ville tage børnene med om på et grønttorv her bag skolen. Det tog os to måneder at samle tilladelser fra kommune og forældre," fortæller Marcella Facchin, og pædagogerne fra Amalievej griner højlydt. Hjemme bliver forældrene sure, hvis ikke der er mindst en udflugt om ugen. Pyt med om turen går til Christiania med en farlig bybus.

"Hvis en italiensk mamma så, hvordan det foregår hos os, ville hun få et hjertestop," griner Jens Jørgensen.

Et misundelsens suk bølger gennem gruppen af danskere ved tanken om italienske forældre. De afleverer pænt deres børn og går igen. Og afleverer de børnene for sent, får de skæld ud af pædagogerne! Pædagogerne fra Amalievej definerer forskellen mellem Rom og Frederiksberg: Hjemme indtager forældrene institutionen og vil tale med på højt plan. Her afleverer de deres børn til et personale, hvis faglighed de har respekt for.

"Det har været nogle meget spændende dage," siger Jens Jørgensen ved vejs ende.

"Jeg er meget imponeret over den menneskelige rummelighed i institutionerne og pædagogernes engagement. Vi har fået mange indtryk, som vi kan bruge i vores egen faglige udvikling," siger Jens Jørgensen.