Integration: At tale med hjertet

Der er bestyrelsesmøde i børnehaven. Det er lykkedes pædagogerne at overtale Siams far til at stille op. Det er hans første møde. Han rejser sig op og holder en tale, hvori han takker Danmark, dronningen og børnehaven for at have taget godt imod hans familie. Så fortæller han, at han er udlært snedker og gerne vil forære børnehaven nogle klatrestativer til legepladsen og nogle borde til frokoststuen. Han sætter sig ned og regner med, at de er tilfredse. Han har gjort, hvad han kunne. Børnehaven får noget helt konkret ud af, at han går ind i bestyrelsen.

Resten af aftenen siger det nye bestyrelsesmedlem ikke et ord - til pædagogernes store forundring. Bestyrelsesmedlemmer skal jo have en mening om tingene, det er derfor, de er med i bestyrelsen.

Historien er fra Århus, hvor foredragsholder Adham Dakwar hørte den for nylig. Han har i øjeblikket orlov fra sit folkeskole job og tager rundt og holder foredrag om dansk-arabiske misforståelser i vuggestuer og børnehaver. Adham Dakwar, der er palæstinenser fra Libanon, kom til Danmark som 14-årig, er dansk gift og har tre børn.

»Eksemplet fra Århus er typisk. I et land hvor demokrati er en selvfølgelighed, er det naturligt at give alle en chance for at tale og blive hørt. Og man går så ud fra, at folk vil bruge den mulighed for indflydelse. Stor var pædagogernes undren selvfølgelig, da den arabiske far satte sig ned igen og siden ikke sagde så meget som en stavelse. Man kan spørge sig selv, om arabiske familier ikke ønsker den indflydelse, vi tilbyder dem. Men man kan også spørge sig selv, hvad det egentlig er, vi vil give dem, og prøve at se med deres øjne, hvad det er, de oplever,« siger Adham Dakwar.



Praktisk hjælp. Det er de færreste børnehavebestyrelsesmøder, der jonglerer med store teoretiske pædagogiske linier. I stedet kan mødet godt bruge lidt tid på at diskutere, hvordan der skaffes kage og kaffe, om fødselsdage skal holdes i institutionen eller derhjemme, og om gaver må koste over 15 kroner.

»Det er vigtige ting for mange af os, men for en arabisk mand er det helt ude i skoven. Han har sagt ja til at være med i bestyrelsen, fordi han gerne vil hjælpe børnehaven - helt håndgribeligt. Han er overbevist om, at det er det, pædagogerne vil have. Ellers forstår han ingenting.«

Ordet "forældresamarbejde" giver ingen mening på arabisk. Adham Dak-war har flere gange forsøgt at oversætte ordet for en forælder, der bare stirrede tomt tilbage på ham. Hvis man ikke er opvokset i et demokratisk samfund, har man ingen forudsætning for at forstå begrebet. I det omfang, der er kontakt mellem pædagoger og forældre i arabiske lande, vil det typisk være i forbindelse med indkøb af materialer, eller fordi der skal uddeles en straf.

»En arabisk mand, og det er næsten altid manden, der tager sig af kontakten i hjemmet, vil ikke forbinde møder på barnets institution med noget positivt. Hvis man i hjemlandet har været til møde på et barns skole eller oplevet sin far være til et, så er det, fordi der er sket noget meget, meget slemt. Derudover så er for-

ældresamarbejde et kulturelt tomt begreb. Der er ikke noget samarbejde. Jeg har ansvaret for mit barn derhjemme, pædagogen har det i børnehaven.«



Udstrakt ansvar. Ansvar er et nøgleord i arabisk kultur, og når man afleverer sit barn i institution, så ligger ansvaret her. Og ikke bare ansvaret, også skylden, hvis ulykken er ude.

Det har mange steder givet grobund til konflikt. De færreste pædagoger vil modsætte sig at tage ansvaret for de børn, de passer i dagligdagen. Men der er langt fra ansvar til garanti. Og arabiske forældre vil forvente, at pædagogerne kan garantere, der ikke sker deres barn noget, mens det opholder sig i børnehaven.

»Hvis barnet falder og slår sig på legepladsen, må det være pædagogens fejl. Hvor var hun, da det skete? I arabisk kultur ligger der det i at have opsyn med børn, at man, måske også lidt negativt, har kontrol med dem. Hvis barnet kommer til skade derhjemme, er det forældrenes ansvar. De oplever hændelsen som en svaghed og bliver meget vrede på sig selv og hinanden. De kan simpelthen ikke forstå, at pædagogerne ikke har det på samme måde.«

Uanset om et arabisk barn er vokset op i en flygtningelejr eller en landsby, er det en uskreven regel, at den voksne, der opdager børn stå og slå hinanden oven i hovedet med en kæp, har ansvaret for at stoppe det. Om det er posten, naboen, læreren eller en hvilken som helst anden, der kommer forbi, så vil vedkommende gribe ind. Med den beroligende viden

i rygraden kan forældre til enhver tid overlade deres børn til andre voksne. Det vil være en klar prioritet, at der ikke kommer buler og asfalteksem på naboens Hassan.



ABC i børnehaven. Den danske tankegang med udvikling gennem leg og muligheden for at prøve sig selv og sine egne grænser af vinder

ikke stor genklang hos arabiske familier.

»Det er vigtigt, at der ikke sker noget med barnet. Det er ikke så vigtigt, at det opdager, det selv kan kravle op i toppen af sørøverborgen.

I forvejen har forældrene ikke store forventninger til, at børnene kan noget særligt. Små børn er uvidende væsener, der skal have kærlighed og tryghed. Det er formålsløst at sætte dem i gang med at prøve grænser af. De skulle hellere lære at læse og skrive. Det ville til gengæld være fint,« siger Adham Dakwar.

Selvom forældrene ville sætte pris på lidt ABC undervisning i børnehaven, finder mange, at det er for tidligt at forlange, at børnene kan klare praktiske ting som spisning og påklædning, fortæller Adham Dakwar. Derfor kan man opleve små tre-årige arabiske piger i deres fineste puds sidde klar ved frokostbordet i børnehaven med armene nede langs siden og munden åben. De venter på mad og er vant til hjemmefra, at mor eller storesøster kommer med skeen.

»Det vækker stor undren hos danske pædagoger. Det er simpelthen en basal forskel i grundholdningen til børn. Det er den samme forskel, der gør sig gældende, når El-Saids far ved en samtale i vuggestuen får at vide, at hans søn er meget svær at styre. Det forstå han ikke et muk af. Derhjemme opfører sønnen sig eksemplarisk. Men det er svært for sådan en lille dreng at komme fra

et hjem med en stram opdragelse til en dansk vuggestue med temmelig frie tøjler. Drengen er vant til, at der bliver sat meget markerede grænser for ham derhjemme, og har så svært ved at administrere den frihed, der er i vuggestuen."



Husk gummistøvler. En af de hyppigst forekommende frustrationer er oplevelsen af at tale helt forbi hinanden. Skuffelsen, måske vreden, over at man troede at have indgået en aftale, som den anden part så bare ikke overholder. Det kan være en lille ting, der starter en stor diskussion. Som gummistøvler. En dansk pædagog beder Walids far om at huske gummistøvler og regntøj i morgen, for børnehaven skal i skoven. Det er bare i orden, det skal han nok klare. Næste dag er der hverken støvler eller overtrækstøj med i tasken.

Adham Dakwar kender utallige variationer af historien og lige så mange grunde til at aftalen ikke er overholdt. Måske har den velmenende pædagog været i tvivl om, hvorvidt hun er blevet forstået, og som en indlysende forklaring har hun holdt et par gummistøvler op foran næsen på Walids far. Nu er det bare sådan, at alt hvad der har kontakt med jord, som for eksempel sko og støvler, betragtes som meget beskidt i arabisk kultur. Også selvom der ikke er synlig jord på. At præsentere et par gummistøvler i øjenhøjde på en araber svarer til at gribe ham i nakken og stikke hans hoved ned i den danske muld. Det er dybt fornærmende.



Danmark er kold. Det kan også være, at faren simpelthen ikke vil have sin søn på skovtur. Men da han er pænt og høfligt opdraget, vælger han måske i første omgang bare at sige, at han har glemt at tage gummistøvlerne med.

»Det er svært at sige noget til, enhver kan glemme et eller andet. Hvis han nu er kommet i kløerne på en ægte dansker, der bliver ved med at spørge for at få et forståeligt svar, kan det ske, at han til sidst modererer sin holdning til, at "det ikke er så godt, hans søn kommer med i skoven". Det kan måske endda være, at han tilføjer, at drengen kan blive syg. Mange arabere opfatter det danske klima som en direkte sundhedsfare og synes, at forældre, der smider deres spædbørn ud i barnevogn i regnvejr, er helt uansvarlige. I Danmark bør man opholde sig så meget som muligt inden døre og gerne med ryggen op ad radiatoren.«

Nu vil pædagogen sikkert anføre den gode danske grundholdning, at bare man er klædt ordentligt på, så bliver man ikke syg af at være ude. Herfra er der ikke langt til en afslutning af snakken. Ikke nødvendigvis fordi faren er enig, men fordi der simpelthen bare er grænser for, hvor længe en arabisk mand vil stå og diskutere med en kvinde, siger Adham Dakwar. Faren vil måske nu køre sin trumf i stilling og sige, at det er moren, der ikke vil have, at drengen kommer med på tur. Den er vanskelig at give igen på, for det er svært at diskutere med nogen, der ikke er der.



Få følelserne med. Lange diskussioner fører ikke nødvendigvis nogen steder hen. I stedet gælder det om at tale samme sprog. I overført forstand.

»Danskere taler med fornuften, og arabere taler med hjertet. Man kan stå længe og tale i hver sin retning, før man opdager, at man spilder hinandens tid og ikke kommer nærmere målet. I eksemplet med de ulyksalige gummi-støvler kunne pædagogen måske til sidst finde på at sige noget om vigtigheden af integration og oplevelsen af fællesskabet med de andre børn. Det er en meget abstrakt tanke, som ikke rodfæster sig hos ret mange arabisk fødte danskere. Hvis hun derimod appellerede til mandens følelser, ville der være kontakt med det samme. Hun kunne for eksempel sige "Din søn er meget ked af det, når han ikke kommer med os andre. Han græder. Du skulle se, hvor trist han bliver". Det gør ikke noget at overdrive lidt. Sådan en melding vil udløse øjeblikkelig forståelse,« siger Adham Dakwar.

At tale med hjertet er bare en af flere muligheder for at ramme den samme frekvens i en samtale. Det er også vigtigt at være konkret i stedet for abstrakt, at have en klar og gennemskuelig holdning og at være positiv. Derudover handler det generelt om at skrue ned for forventningerne til forældrene.

»Folk, der ikke er født ind i et mere end 100 år gammelt demokrati, har ikke altid forståelse for begreber som indflydelse og samarbejde. Selvom en arabisk familie har været i Danmark i ti år, kan man ikke forvente, at forældrene er klar til vuggestue- og børnehavebestyrelser. Det er de måske heller ikke efter 30 år. Men deres børn er. Deres børn, der har gået i børnehave og været i elevråd og er blevet bedt om at sige deres mening om dit og dat, de kan. Og de vil også. Men det bliver altså den næste generation,« siger Adham Dakwar.

Adham Dakwar holder foredrag i alle typer af institutioner, der arbejder med tosprogede børn, blandt andet med emnerne familiemønster, børneopdragelse og socialisering af tosprogede børn.

Han kan kontaktes på tlf. 7515 7735.