Integration; Flygtningebørn lever med traumer

Soldaterne kommer. Moren og faren er i huset sammen med Fatah og hans brødre. Fatah stiller sig foran brødrene. Geværsalver, træ, der splintrer, en dør der bliver sparket ind. Mor skriger. Soldaten slår hende, og en anden trækker far væk i benene. Flere skrig. Igen og igen.

Sådan har mange flygtninge oplevet krig i de lande, de kommer fra. Og oplevelserne fra de kaotiske tilstande i hjemlandet lagres i deres sind.

En ny masterafhandling fastslår, at flere end 600 flygtningebørn i Vollsmose lider af traumer som følge af deres eller forældrenes oplevelser.

Masterafhandlingen hedder "Den hemmelige lidelse", og den handler om traumers udbredelse i Vollsmose. Forfatteren, Sisi Buch, har været sundhedsplejerske i Vollsmose i 25 år, og hun modtog de første flygtningegrupper fra Vietnam, Iran og palæstinensere fra Libanon, da hun startede som skolesygeplejerske i Vollsmose.

En af afhandlingens pointer er, at traumer sjældent bliver opdaget, fordi traumer er tabu blandt flygtningefamilierne, og fordi de sjældent bliver set af fagpersoner omkring barnet.

"Der er alt for lidt viden om traumer. Derfor vokser mange flygtningebørn op med alvorlige psykiske lidelser. De psykiske lidelser bremser børnenes kognitive og sociale udvikling, som betyder, at børnene kan have svært ved at følge med i skolen," siger Sisi Buch.



Traumer kan blive til psykisk sygdom. Traumer eller Post Traumatic Stress Disorder (PTSD) blev første gang anerkendt som psykiatrisk diagnose i 1980 af American Psykiatric Association. PTSD er en stresstilstand, hvor oplevelserne fra krigen eller flugten plager personen i form af flashbacks, angst og mareridt, besvær med at koncentrere sig og huske. En person, der lider af PTSD kan også have svære humørsvingninger, uro og være opfarende.

"Når man er konstant stresset, lægger man hjernen fra sig. Akkurat som når man på en travl dag ikke kan huske, hvor man lagde bilnøglerne. Når man stiller krav til en person, der er traumatiseret, forøges stresstilstanden, og personen kan reagere voldsomt i sin afmagt," siger Sisi Buch.

Ideen til en masterafhandling om traumers udbredelse kom, da Sisi Buch blev vejleder på et aktiveringsprojekt i 2002, hvor hun sammen med læger, psykologer, psykiatere og socialrådgivere observerede 332 unge nytilkomne flygtninge igennem fire år. De unge var urolige og rastløse, de havde svært ved at koncentrere sig og huske, og mange var enten hyperårvågne eller indesluttede. De viste humørsvingninger, irritabilitet og vredesudbrud og kunne fortælle om søvnforstyrrelser, angst, mareridt og flashback - alle symptomer på traumatisering.

På baggrund af observationerne og statistisk materiale fra flere kommuner, Dansk Røde Kors og Danmarks Statistik, vurderer Sisi Buch nu, at flere end 600 børn fra Vollsmose er ramt af traumer i lettere eller sværere grad.

En rundringning til fire forskellige børnehaver i Vollsmose bekræfter, at pædagogerne har kendskab til familier med traumer.



Den hemmelige lidelse. Ingen af de unge i projektet fra 2002 vidste, at deres psykiske tilstand hang sammen med deres egne eller forældrenes oplevelse af krig. Eller at de kunne få hjælp.

"Familien holder ofte problemerne hemmeligt, fordi de ikke er klar over, at de kan blive behandlet, eller fordi de skammer sig. Derfor er det ganske få børn, der reelt bliver opdaget og får behandling," siger Sisi Buch.

Der er grund til at gribe fat i problemet allerede i vuggestuen og børnehaven, fordi barnets psykiske lidelser gør det svært at koncentrere sig i skolen. På samme måde kan rastløshed og irrationel vrede føre til kriminalitet.

"Samtidig viser adskillige undersøgelser, at etniske minoriteter i langt højere grad end etniske danskere risikerer at få skizofreni eller alvorlig depression," siger Sisi Buch.

Hun mener, at fagpersoner blandt flygtningebørn skal have en større viden om, hvordan de ser symptomerne hos barnet, og hvordan de bedst hjælper barnet. Men fagpersoner lukker øjnene, fordi de ikke evner at hjælpe familierne videre, mener hun.

"Man skal se efter samme symptomer som hos børn, der har oplevet omsorgssvigt, incest, vold og andre overgreb. Er det seksårige barn klynkende, eller tæver barnet sine legekammerater uden grund, er der bestemt grund til at være opmærksom og handle," siger Sisi Buch.

Pædagogen skal skabe rolige og organiserede rammer omkring barnet, så barnet føler tryghed. Man kan eksempelvis knytte en fast voksen til barnet, som kan skabe fortrolighed både til barnet og til familien. Det kan også være ritualer, som barnet kender i forvejen, der videreføres i daginstitutionen.

"Nogle børn har brug for terapeutisk behandling, og her kan man støtte familien til at få behandling, eksempelvis kan man afhjælpe børnehavebarnets traumer ved hjælp af lege- og tegneterapi."



Tegn på traumer

Traumatiserede flygtningefamilier fortæller sjældent om deres lidelser. Ofte fordi de skammer sig over problemerne, eller fordi de ikke er klar over, at de har en reel lidelse. Derfor skal man være ekstra opmærksom på små tegn, som afslører familiens traumer.

Familiens døgnrytme kan være anderledes end i andre familier. Om natten starter mareridtene, og familien får ikke sovet ordentligt. Barnet kan derfor være træt, når det bliver afleveret i institutionen. Et traumatiseret barn kan være unaturlig stille, have voldsomme vredesudbrud eller ødelægge ting, fordi barnet efterligner sine traumatiserede forældres irrationelle adfærd.

Familien har problemer med kontakt til det officielle Danmark. Fra hjemlandet er de mistænksomme overfor det offentlige system, og det kan være vanskeligt at forstå dansk lov. Familien har ofte ringe social kontakt. Det kan betyde, at barnet har få legekammerater. Barnet kan være bekymret for forældrene eller forsøge at varetage forældrerollen. Barnet kan udtrykke sine problemer gennem kroppen ved at få hoved- eller mavepine.



Teksten er lavet i samarbejde med Edith Montgomery, forskningschef for Rehabiliterings- og Forskningscenter for Torturofre.