Integration; Bedst at være hjemme hos mor

Tidligt op, i tøjet og af sted til dagpleje, vuggestue eller børnehave, inden mor og far iler videre til dagens forskellige gøremål.



Sådan starter dagen for ni ud af ti børn i Danmark. Men der findes en gruppe børn, som ikke er en del af institutionslivet fra starten. Næsten 31.000 børn bliver ikke afleveret i dagpleje, vuggestue eller børnehave, viser en ny rapport fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE). Det ville svare til, at Københavns Kommunes børn mellem et og fem år stod uden for pasningstilbuddene.



Undersøgelsen viser, at især børn, hvis forældre er arbejdsløse eller har en lav indkomst samt børn af indvandrere ikke kommer i institution.



En af dem er Elif på to et halvt år. I stedet for at gå i vuggestue som de fleste af sine jævnaldrende, har hun tilbragt dagene sammen med sin mor Sevgi Akgül i lejligheden på 4. sal i Københavns Nordvestkvarter. Sevgi Akgül valgte selv at passe sin datter, for at hun skulle lære at tale tyrkisk, som er det sprog, Sevgi Akgül selv taler.



"Det er vigtigt for mig, at hun lærer sit modersmål først, så hun kan lære det danske sprog hurtigere," siger Sevgi Akgül, da Børn&Unge møder hende i Integrationshuset Kringlebakken, hvor hun og datteren er startet for en uge siden.



Elif bliver passet i legestuen af husets pædagoger, mens Sevgi Akgül kan få undervisning i dansk kultur, sprog og samfundsforhold.



"Vi er snart klar. Det er på tide, at hun kommer ud blandt andre børn, for hun kan sit modersmål nu," fortæller Sevgi Akgül på tyrkisk til en af husets ansatte, som oversætter til dansk.



Kringlebakken er en selvstændig forening, der har kørt siden 1999 på Bispebjerg i København som et integrationstilbud til kvinder og deres børn. Kvinderne kommer fra alle verdensdele, ofte har de kun været i Danmark kort tid. De har som regel levet meget isoleret, før de starter på Kringlebakken.



Nu sidder Elif på en Tripp Trapp-stol og tegner sammen med Afnan, der også bliver passet, mens hendes mor får undervisning i lokalet ved siden af.



Pædagogikken skræmmer

Mellem 35 og 40 procent af børn i vuggestuealderen, hvis forældre er indvandrere eller efterkommere af indvandrere, går ikke i institution eller dagpleje, viser rapporten fra AE, og som er udarbejdet i samarbejde med BUPL.



Det samme gælder kun for 12,5 procent af børn med danske forældre. En del af forklaringen kan være, at der er et stort overlap mellem de forskellige grupper i undersøgelsen, forstået sådan, at en del indvandrere også er arbejdsløse eller har en lav indkomst.



Men kulturforskelle er også en stor del af forklaringen, mener leder af Kringlebakken Lisbeth Vibe Utzon.



"I nogle kulturer er det stadig tradition, at man ikke er en god mor, hvis man ikke selv passer sit barn, til barnet bliver i hvert fald tre år. Sådan har det jo også været i Danmark indtil for nylig," siger hun.



De kvinder, der kommer på Kringlebakken, er ofte skræmte over den danske pædagogik, fortæller pædagogisk leder på stedet, Karin Kuld, der sidder med ved bordet.



"De har en forestilling om, at den er meget fri, at den er dét, som vi i gamle dage kaldte laisser faire. At børnene simpelthen bare går for lud og koldt vand og hopper rundt blandt hinanden. Det er en af de mest gængse fordomme," siger hun.



Det kan for eksempel være hverdagssitua­tioner som måltidet, hvor børnene i vuggestuen får lov at spise selv, selvom de tværer maden ud over det hele, som nogle forældre med anden etnisk baggrund ikke synes om.



"Alt det, som vi kalder for god pædagogik og opdragelse, det er - set fra deres synspunkt - ret kaotisk, indtil de forstår vores tankegang, " siger Karin Kuld.



Brud med kulturen

For at nedbryde fordommene og bane vejen for, at børnene kan starte i institution, tager Kringlebakken­kvinderne med på institutionsbesøg, så de kan se, hvordan det foregår, når børnene bliver passet der.



"Så kommer de rundt og kigger og snakker med pædagogerne, de ser stuerne og får en fornemmelse af, at selvom der går 80 børn i institutionen, så er de opdelt i små enheder med 12 i hver, hvis det er vuggestue for eksempel. Der bliver passet godt på dem, der er døgnrytmer og systemer, der er mad, også til dem, der har den ene eller den anden religion eller allergi, eller hvad det kan være," fortæller Karin Kuld.



En af de kvinder, der har været med på besøg, er Rosebally Temu, som kommer på Kringlebakken med sin datter Laura på 11 måneder. Hun fik et godt indtryk af den institution, de besøgte, og planen er nu at sende Laura af sted til sommer.



"Jeg vil gerne have, hun er hjemme, mens hun er lille, men til august starter hun nok i vuggestue," siger hun.



Sådan var det ikke gået i Tanzania, hvor ­Rosebally Temu kommer fra.

"Der findes ikke vuggestuer, men børne­haver, hvor børnene starter, når de er fire-fem år," fortæller hun.



At bryde med hjemlandets kultur og gøre, som man gør i Danmark, kan være rigtigt svært for kvinder, der står med ét ben i hver lejr.



"Det er ikke normalt, at man putter sit barn i institution så tidligt i mange andre lande. Man er en lidt dårlig mor, hvis man gør det. Så du er oppe imod et andet synsfelt også på dig som mor, hvis du sender dit barn i institution. Du skal virkelig have en råstyrke og nogle gode argumenter for at gøre det. Dem prøver vi at undervise i her," siger Karin Kuld.



Dagtilbud integrerer

Gode argumenter for at sende børnene i dagtilbud er der nok af, mener lektor Bente Jensen fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU), Aarhus Universitet. Hun har forsket i, hvad daginstitutioner kan gøre for udsatte børn.



"Denne børnegruppe har så vældig meget brug for at få alle muligheder for at blive integreret og få lige muligheder i forhold til andre børn, for at udvikle sig og få nogle fællesskaber og for at komme ind i nogle miljøer sammen med jævnaldrende. Hvis de ikke er der i den tidligste alder, så er de på en måde allerede udsatte," siger hun.



Bente Jensen understreger, at det skal ses i en historisk og kulturel sammenhæng, hvor en del af det at være integreret i det danske samfund i dag betyder at være i dagtilbud, da næsten alle kvinder og mænd er på arbejdsmarkedet.



Bente Jensen henviser til forskning, der viser, at institutionerne kan gøre en positiv forskel for børnene. Hvis de kommer i dagtilbud, bliver de ikke blot en del af et fællesskab med andre børn. De får også ekstra stimulering og støtte til deres sociale, følelsesmæssige og intellektuelle udvikling.



"Vi ved fra forskningen, at de tre elementer kan styrkes, når børnene deltager i dagtilbud. Men det kræver jo, at de kommer derhen," siger hun.



Men institutionerne er dog ikke en forvandlingsboks, man kan putte de udsatte børn ind i og få dem ud igen som fuldt integrerede med lige muligheder for en position i samfundet og et godt liv.



Ifølge Bente Jensen kan den pædagogiske praksis faktisk være med til at stemple barnet som udsat, fordi institutionerne ofte fokuserer på det enkelte barns fejl og mangler i stedet for at se på, hvordan den situation, barnet indgår i, bidrager til, at barnet føler sig udenfor.



Uden for rundkredsen

Bente Jensen giver et eksempel med en oplevelse, hun havde i en institution under sit forskningsprojekt, hvilket blev beskrevet i rapporten fra 2005 'Kan institutioner gøre en forskel?'.



Børnene sidder i rundkreds mandag morgen, og pædagogerne satser på at lade dem bruge sproget og fortælle, hvad de har lavet i weekenden. Men to af børnene har ikke den samme ballast med hjemmefra. De har ingen oplevelser, som passer ind i kulturen, og de har svært ved at formulere sig gennem sproget.



"Så er min pointe, at hvis de bliver betragtet som børn, der ikke kan det, de andre kan, så hægtes de let af. Man kan tydeligt se det i rundkredsen, fordi de rejser sig og går," siger Bente Jensen og uddyber:



"Det er ikke let at se det for pædagogerne, ofte sker det, at man opfatter barnet som et barn, der ikke passer ind, så vi må gøre noget med det her barn."



Hun foreslår, at pædagogerne arbejder med at forandre de situationer, der kan sætte de udsatte børn i en ubehagelig klemme og nærmest ekskludere dem.



"Hvis der hver eneste mandag opstår den samme dumme situation for de to børn, så er der noget galt med situationen og ikke med børnene. I virkeligheden er det meget enkelt, man skal flytte fokus fra det enkelte individ, barnet, til fællesskabet og til den måde, pædagogikken påvirker det udsatte barn" siger hun.



Hvis hverdagslivet i institutionen skal gøre en forskel for de udsatte børn, kræver det, at personalet er uddannet til at varetage den særlige opgave, der ligger i at være opmærksom på pædagogikkens betydning. Der skal være en dygtig ledelse, som har fokus på at arbejde med pædagogik, der både stimulerer det enkelte barn og sigter mod fællesskabet. Det er vigtigt, at institutionen har et målrettet og bevidst program for udsatte børn. Det er også vigtigt, at man ved, hvad man gør, og hvorfor man gør det.



"De institutioner, der ikke er nået så langt i den form for fokusering, risikerer at komme til at hægte socialt udsatte børn af i det daglige arbejde - dette på trods af de bedste hensigter," siger Bente Jensen.



Kringlebakken

Kringlebakken er det eneste sted, der kombinerer undervisning og legestue for kvinder i København.



Kringlebakken har plads til 18 kvinder i kursusgruppen. Seks af kvinderne kan have deres børn med i undervisningen. I legestuen kan otte børn mellem 10 måneder og 3 år blive passet af husets pædagoger og frivillige.



Siden 2007 er 53 procent af de børn, der er blevet passet i legestuen, gået videre i institution.



Kilde: Evaluering af Kringlebakkens kursusgruppe og legestue



AE rapporten viser

• Blandt de 1-5-årige går ca. 230.000 børn i daginstitution, og ca. 60.000 går i dagpleje. Blandt de 1-2-årige går 84 procent i institution. Blandt de 3-5-årige er 95 procent i dagtilbud.



• Forældrenes arbejdsmarkedstilknytning har afgørende betydning for, om børnene er i dagtilbud eller ej. Andelen af børn, der hverken går i institution eller dagpleje, er op til fire gange højere, hvis begge forældre er arbejdsløse.



• Af de cirka 31.000 børn, der hverken går i dagpleje eller i daginstitution, er lidt over en tredjedel børn af indvandrere eller efterkommere.



Læs rapporten på bupl.dk