Indskoling; Visuel pædagogik

Kunst, pædagogik, læring og en helhedsopfattelse af barnet er ligeværdige elementer af Laila Kanafanis arbejde med børn. Et arbejde, som er begyndt i palæstinensiske børnehaver i flygtningelejrene i Beirut, Libanon, men som er begyndt at brede sig til Lailas andet hjemland, Danmark. Hun har lavet materialet, som pædagogerne i Hvidovre har brugt i deres overgangsprojekt ud fra sine erfaringer med lignende projekter i Beirut, hvor kunst og kultur er blevet en stor del af hverdagen. Men Laila Kanafani har ikke altid arbejdet, som hun gør nu.

"Men så opdagede jeg, at børn jo lærer en del af at udtrykke sig og gennem kunsten, og at det kan udnyttes pædagogisk eller i læringsøjemed. Så det, vi laver, er en visuel pædagogik understøttet af en helhedsholdning, og det vil sige, at man betragter barnet som et helt menneske, der befinder sig i et miljø, som befinder sig i et større miljø, som er en del af et globalt miljø, og på alle niveauer er barnet en del af det. Og jo mere barnet forstår sig selv, jo mere forstår det også andre," siger hun.

Laila Kanafani er inspireret af ideerne fra Reggio Emilia, og hun prøver at integrere det kunstneriske i alle emner, hvad enten børnene arbejder med kroppen, hjemmet, børnehaven eller selvet. Og mens børnene arbejder, lærer de en masse, som de kan få glæde af senere.

"Vi bruger meget lang tid på hvert projekt og går virkelig i dybden. I portrætprojektet, som er vist i bogen "Like Roses in the Wind" brugte vi seks måneder. Vi gik altså meget langsomt frem og strækker processerne ud for at give børnene bedre mulighed for at fokusere på processen, hvilket faktisk optager dem mere end produktet, hvis man bare giver dem mulighed for det," siger hun.



At lære gennem kunst. I Libanons børnehaver har man faste læreplaner. Systemet er påvirket af den engelske uddannelsesform med læring meget tidligt. Men i Kanafani-børnehaverne er arbejdet med kunstneriske udtryk altså den måde, børnene lærer på. Laila Kanafani mener, at barndommen er en meget smuk verden, som alt for tidligt tages fra barnet. Det gælder også for børn kreativitet.

"Så vi prøver at bevare og nurse kreativiteten og i hvert fald ikke stå i vejen for den ved at stille materialer, rum og tid til rådighed for børnene. Men når børnene skaber noget hver for sig og især sammen, så lærer de også noget, så vi lever også op til læreplanerne bare på en lidt anden måde end de måske er tænkt i første omgang."

Hun fortæller om et arkitekturprojekt, hvor børn på fire-fem år, der endnu ikke kan tælle til mere end tyve eller læse tallene på et målebånd, alligevel får målt børnehavens vægge op, så de kan tegne en tegning med de rigtige måleforhold ved at bruge blandt andet fliser som måleenhed samt fantasi og samarbejde.

"På den måde lærer de allerede som femårige lidt om matematik, så det senere i deres skolegang er lettere for dem at forstå de mere indviklede ting og ikke mindst kunne se grunden til at skulle lære dem. Så selv om det ikke er hovedformålet med projektet, så skaber man muligheder for børnene, så de udforsker og selv finder svar på de spørgsmål, de møder," siger hun.



At lære sig selv at kende. Men det handler jo også om, at de skal lære noget, og om det sociale samspil mellem børnene, som er der, hvor læring sker. Hvert år arbejder de libanesiske børn med et arkitekturprojekt, hvor de skal lave arkitekttegninger af børnehaven. Og selv om det ikke er det første og vigtigste formål, så har Laila Kanafani erfaret, at børnene må gøre sig matematiske erfaringer for at kunne måle børnehaven nøjagtigt op, så de kan lave tegninger, der følger målene og forholdene mellem rummene rigtigt.

"Det betyder, at skaber man muligheder for børnene, så de selv giver sig til at udforske og finde svar på de spørgsmål, de møder, så lærer de en masse. Vi kan slet ikke stoppe børn i at lære noget, hvis det var det, vi ville. Men vi kan give dem bedre eller dårligere muligheder for det," siger hun.

På Enghøjskolen ser Laila Kanafani, at også danske børn kan finde ud af koncentrere sig om noget, bare de er optaget nok af det. Hun synes, at det vigtigste børn skal lære af et projekt som det i Hvidovre, er, at de skal have en god oplevelse af at tegne og male og af at få lov til at fokusere på sig selv.

"Jeg tror på, at jo mere man forstår sig selv, jo mere forstår man andre mennesker og den verden, man lever i. De skal få det ud af det, at de får lov til at fordybe sig i et emne i et stykke tid, og den erfaring, de gør sig, kan de måske bruge andre steder og i andre sammenhænge. Det handler jo om at få lov til at fordybe sig, få lov til at give udtryk for sig selv og se andre give udtryk for dem selv. Lære om forskellene og lighederne."



Kunst i kaos

Laila Kanafani har en bachelor i kunst og oveni har hun uddannet sig i børnepædagogik og børnepsykologi. Hun er datter af den danske pædagog Anni Kanafani og den palæstinensiske journalist og forfatter Ghassan Kanafani. Hendes far blev dræbt i 1972 på grund af sit arbejde for de fordrevne palæstinensere, der levede i flygtningelejre i Libanon. Anni Kanafani har senere oprettet otte børnehaver til de palæstinensiske børn af penge fra Ghassan Kanafanis kulturfond. BUPL har ved flere lejligheder støttet arbejdet. Læs eventuelt mere om både Anni og Laila Kanafanis arbejde i Børn&Unge nr. 24, 25 og 26/2001.