Indeklima: Børn leger i mug og fugt

Mere end halvdelen af børnene i 151 fynske institutioner er dagligt udsat for et uacceptabelt indeklima. Det konkluderer et forskningsprojekt fra DTU. Mere plads eller bedre ventilation kan løse problemet.

Dårligt indeklima med fugt- og mugpletter på vinduer og lofter er dagligdagen for mange børn i daginstitutioner. En endnu ikke offentliggjort undersøgelse fra Danmarks Tekniske Universitet (DTU) viser, at mere end halvdelen af børnene i 151 fynske institutioner opholder sig i rum, hvor indeklimaet er uacceptabelt.

52,4 procent af børnene er udsat for en CO2-koncentration på over 2000 ppm i mindst 20 minutter dagligt. CO2 er en indikator for indeklimaet, og standarden er normalt på 1000 ppm. Børnene er altså udsat for en CO2-koncentration, der er dobbelt så høj som standarden. En så høj koncentration ville få myndighederne til at skride ind, hvis de kom på inspektion, fastslår en af forskerne.

"Målingerne viser, at indeklimaet i mange daginstitutioner er uacceptabelt. Arbejdstilsynet ville gribe ind i disse tilfælde. Så høje koncentrationer går ud over børnenes koncentrationsevne og almene velbefindende," oplyser lektor Geo Clausen fra DTU, som står i spidsen for en stor undersøgelse om sammenhængen mellem sygdom og indeklima, som endnu ikke er afsluttet.

Undersøgelsen fra de fynske børnehaver er repræsentativ og fortæller udelukkende om, hvordan det står til med indeklimaet. Senere vil forskerne se på, om det dårlige indeklima hænger sammen med øget sygelighed i form af astma og allergi. Ifølge Sundhedsstyrelsen har børn, som opholder sig i boliger med høj luftfugtighed øget risiko for at udvikle astma.



Værre end tidligere. Målingerne af indeklimaet i de fynske børnehaver viser, at det går den forkerte vej med at forbedre trivslen inden døre. Den nye undersøgelse fra DTU kan nemlig sammenlignes med en undersøgelse, som BUPL foretog i 1998. Dengang fandt man, at 46 procent af børnehaverne havde en CO2-koncentration på over 2000 ppm i mindst 20 minutter.

Nu er tallet oppe på 52,4 procent, og det tyder på, at der ikke er sket de forbedringer, der burde ske, vurderer Geo Clausen.

"Meget tyder på, at der sker for lidt, når det handler om at forbedre indeklimaet. Det går ganske enkelt i den forkerte retning," lyder konklusionen fra DTU-forskeren.



Børn er inde. Børn opholder sig generelt meget inden døre, både i hjemmet og når de er i daginstitution, fremgår det af rapporten fra DTU. Cirka 90 procent af alle børn i Danmark går i børnehave alle fem hverdage. I gennemsnit opholder de sig syv timer dagligt i institutionen. Det svarer til, at de tilbringer cirka 20 procent af deres tid i børnehave. Resten af tiden er de fortrinsvis i hjemmet. Og begge steder bruger de cirka 90 procent af deres tid inden døre. Set i det lys spiller indeklimaet en stor rollle for børns helbred.

Forskerne fra DTU er endnu ikke færdige med at undersøge sammenhængen mellem indeklima og sygdom hos børn. Men andre undersøgelser viser, at der er en sammenhæng. Derfor er det også vigtigt at få gjort noget ved problemerne, påpeger lektoren fra DTU.

"Vores undersøgelse viser, at det hjælper med ventilation. Men derudover er det vigtigt at overholde almindeligt kendte regler som at lufte ud, have god hygiejne og lade være med at tørre tøj inden døre," lyder rådene fra Geo Clausen.



Øger sygeligheden. Der findes ingen opgørelser over, hvor meget plads børn har i danske daginstitutioner. I undersøgelserne fra DTU har hvert barn gennemsnitligt mellem 4 og 36 kvadratmeter at boltre sig på. BUPL har anbefalet, at børn under tre år mindst skal have et frit gulvareal på 4,5 kvadratmeter per barn.

Forskerne er ikke i tvivl om, at plads spiller en stor rolle, når det drejer sig om indeklima og sygelighed.

"Pladsen betyder naturligvis noget for støjniveauet. Jo flere børn, der er i et rum, jo mere støj vil der også være. Vi ved også, at smitterisikoen er større, jo flere mennesker, der er samlet på samme sted. Samtidig har det også vist sig, at luftbåren virus kan bevæge sig længere, end vi egentlig havde regnet med," siger Geo Clausen.



Usædvanligt fund. Undersøgelserne fra DTU har samtidig afsløret, at 49 af de 151 institutioner har haft en vandskade inden for de sidste tre år.

Skaden stammer enten fra utætte tage, vand i kælderen eller fra brud på et rør. Men at antallet af skader er så høj, kom bag på forskerne.

"Det er usædvanligt, at der er så mange vandskader. Vi har ingen forklaring på det, men noget kunne tyde på, at bygningerne ikke er godt nok vedligeholdte. Vandskaderne er et problem. Ikke mindst i forhold til svamp i institutionerne," fastslår Geo Clausen.

18 procent af de institutioner, som medvirkede i undersøgelsen, havde skimmelsvamp. Skimmelsvamp kan ifølge sundhedsstyrelsen være årsag til irriterede øjne, næse og luftveje. Skimmelsvamp kan give hoste og hududslæt.





Det fandt forskerne fra DTU, da de undersøgte 151 fynske institutioner:



• 28 institutioner havde fugtpletter eller misfarvning i lofterne.

• 55 institutioner havde fugt eller mugpletter på eller omkring vinduerne.

• 49 procent af institutionerne havde haft en vandskade (vand i kælderen, utætte tage og brud på rør) inden for de seneste tre år.

• 10 procent af lederne havde mistanke om skimmelsvamp. Efter vandskade havde væsentlig flere ledere mistanke om skimmelsvamp.

• 18 procent af institutionerne havde skimmelsvamp.

• I 19 procent af institutionerne blev den daglige leder generet af indelukket lugt.

• Flere børn med symptomer på astma og allergi gik i en institution, hvor den daglige leder ofte har en følelse af, at luften er indelukket.

Kilde: Indeklimaet i daginstitutioner i Odense og dets sammenhæng med børns helbred, DTU.



Indeklima og CO2

• Koncentrationen af CO2 er et vigtigt mål for indeklimaets kvalitet.

• CO2 er kuldioxid, som vi udånder.Mængden af CO2 bør ikke overstige 1000 ppm.

• Det er i øvrigt den samme CO2, som der tales om i klimadebatten.

Kilde: DTU

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.