I kunstens blodspor; Adr, hvor ulækkert

Der er moderen, som spiser sit eget barn og bagefter kaster op. Vanskabte mænd med kranier og bandageindbundne lemmer. Kvinder, som har oralsex med en hund, og dæmoniske babyer med bind for øjnene.

Var scenerne hentet fra en film, havde den uden tvivl været forbudt for børn. Men det er de ikke. Motiverne er alle at finde på den Michael Kvium-udstilling, som museet Aros netop har vist. Og her er der ingen nedre aldersgrænse. Faktisk har udstillingen været intet mindre end en succes hos de mindreårige. Over 19.000 børn under 16 år har i løbet af knap tre måneder været inde og se udstillingen. Heraf kommer godt 2.000 fra børnehaver og vuggestuer. Noget, som børnepsykolog John Halse er svært betænkelig ved:

"Som forælder ville jeg blive stiktosset, hvis pædagogerne tog mine børn med ind og se den udstilling. Det er billeder, som er henvendt til et voksent publikum, og jeg forstår ikke, hvad det er, man synes ungerne skal have ud af at se dem," siger John Halse.

Han mener, at Aros burde have sat en nedre aldersgrænse på 14 år eller 7. klassetrin for udstillingen.

"Det er først i den alder, at du begynder at kunne snakke symbolik med børn, og det er jo forudsætningen for at forstå Kviums billeder," forklarer John Halse.



Uhyggeligt univers. På Aros er staben af kunstformidlere enige i, at Kvium-udstillingen rummer billeder, som kan være skrap kost for mindreårige. Men at udstillingen samlet set skulle være uegnet for børn, mener de ikke.

"Vi har slet ikke overvejet at lave en aldersgrænse. Vi mener, at børn skal have lov til at udforske kunsten ud fra deres egne præmisser. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at vi tager os god tid til at få talt om billederne," siger kunstformidler Birgit Pedersen.

Hun har i forbindelse med Kvium-udstillingen udarbejdet en særlig brochure med forslag til, hvordan man som voksen kan snakke med børn om billederne, og eksempler på, hvilke motiver der især kan virke skræmmende.

John Halse mener imidlertid ikke, at god forberedelse ændrer ved, at Kviums billeder er uegnede for børn:

"Selv om man som pædagog har forberedt sig grundigt, så synes jeg stadig, at man ender ved det store 10.000 kroners spørgsmål: Hvorfor skal børnene ind og se det? Hvad er det, man vil have, de skal lære af det? Selv synes jeg, at Kviums univers er meget skævt og nogle gange så væmmeligt, at det nærmer sig kvalmegrænsen. Hvis jeg som voksen har det sådan, hvorfor skal vi så udsætte børn for det?" spørger John Halse.



Ser forskellige ting. Kunstformidler Birgit Pedersen føler ikke, der er grund til at være nervøs for, om børnene tager skade af at se Kviums billeder. Hun mener, at børn og voksne opfatter motiverne meget forskelligt.

"Vi har haft mange grupper børn inde og se udstillingen, og de er alle fascinerede af billederne. Faktisk er der også masser at grine af. Som når en af personerne har en sok på hånden eller en lort på hovedet. Det synes de er åndssvagt. Vores erfaring er, at børn slet ikke tolker den samme uhygge ind i billederne, som vi voksne gør. De kender endnu ikke til de grimme ting i verden, så det, de ser, refererer til deres egen verden," fortæller Birgit Pedersen.

Som eksempel nævner hun billedet med kvinderne, der har oralsex med en hund. Et vrang-univers, som børn ikke har noget forhold til. Derfor vil børn, som spørger til billedet, typisk få forklaret, at det er en dame, der leger med sit kæledyr.

"Det er helt naturligt, at børn stiller spørgsmål til billederne. Så er det netop vigtigt, at vi ikke skynder os væk og siger uha, det skal vi ikke snakke om. Især reagerer børnene på billedet af moderen, der spiser sit barn. Først er det med afsky: "Adr, hvor klamt", og så spørger de, hvorfor hun gør det," siger Birgit Pedersen og tilføjer:

"Det er her, forskellen mellem at vise børn uhyggelige voksenfilm og Kvium-malerier ligger. På udstillingen får de lov til at dvæle ved hvert enkelt billede, indtil alle spørgsmål er udtømt. Det fjerner meget af det uhyggelige. Desuden kan børnene godt skelne mellem, hvad der er fantasi, og hvad der er virkelighed. De møder jo også meget gru og uhygge i hverdagen, når de for eksempel ser tegnefilm."

Selv om de fleste børn er i stand til at skelne Kviums vanskabte fantasifigurer fra virkelige væsener, mener John Halse ikke, at man deraf kan slutte, at de ikke tager skade af at se billederne.

"Børn forstår godt, at det bare er billeder, men derfor kan de sagtens få frygtbetonede fantasier af at se dem. Og jo yngre børnene er, desto sværere har de ved at adskille fantasi fra virkelighed," siger John Halse.

"Derfor må der være en mening med galskaben. En grund til, at børn skal ind og se det. Ellers kunne de jo lige så godt blive hjemme i sandkassen og lege. Selv synes jeg, det ville være naturligt, hvis man sagde, at børnene ikke skal se noget kunst, som vi normalt ikke vil have hængende i et børneværelse eller i en børnehave," siger John Halse.



Kvium i børnehøjde. For pædagogerne i skovbørnehaven Skovtrolden i Bjerre var meningen med at besøge Kvium-udstillingen at hente inspiration til to uger med malerværksted i institutionen.

"Vi havde ikke gjort os specielle overvejelser om, om Kvium var for børn. Faktisk var det mere Aros, vi ville besøge, og så fik vi tilbudt en rundvisning til Kvium," forklarer pædagog Elsebeth Bjørnes.

Hun var inden udflugten blevet advaret af enkelte forældre om, at der kunne være skrappe billeder. På rundturen med de ældste børn blev de også behændigt guidet uden om de mest makabre billeder. Værre gik det for de yngste børn, som ikke var blevet meldt til en rundvisning. De tonsede selv rundt på udstillingen, og pludselig var to små piger faldet i staver over billedet af den morderiske moder.

"Det var ikke særlig smart, men de reagerede heldigvis ikke så stærkt på det. De konstaterede mest, at det var underligt og ulækkert," siger Elsebeth Bjørnes.

Hun ville gerne have været bedre forberedt ved at have læst den specielle børne-brochure om Kvium, men den var børnehaven ikke blevet oplyst om. Alligevel synes hun, at besøget på udstillingen har været en meget positiv oplevelse.

"Børnene har været rigtig engagerede i malerierne og alle de detaljer, de indeholder. Siden har de selv malet en masse billeder, hvor man kan se kranier, forbundne lemmer og lorte ligesom på Kviums billeder. Jeg tror, de har fået det ud af udstillingen, at malerier ikke behøver være pæne at se på," siger Elsebeth Bjørnes. o



Kvium-udstillingen "Jaywalking Eyes" blev taget ned

d. 17. april. På knap tre måneder har 19.000 børn under

16 år været inde og se udstillingen. Heraf kom de 2.000 fra børnehaver og vuggestuer.





Kunstoplevelser med børn



Vær forberedt: Hvilke temaer omhandler udstillingen? Hvilke reaktioner kan du forvente? Hvilke forudsætninger har børnene for at forstå motiverne? Kan det være for skrap kost for nogle? Hvordan forholder du dig selv til billederne?

Vær positiv og åben, så der skabes en stemning, hvor børnene kan stille spørgsmål, efterhånden som I bevæger jer rundt på udstillingen.

Giv børnene tid til at dvæle ved hvert enkelt maleri, indtil alle spørgsmål er besvaret.

Gå på detaljejagt i billedet: Hvad er det, I ser? Hvor mange personer er der på billedet? Hvad laver de? Hvad for noget tøj har de på?

Inspirer børnene til at lave historier ud fra billederne: Hvorfor har manden en underlig hat på? Hvor bor han? Hvad spiser han til aftensmad?

Snak om, at maleriet ikke er virkelighed. Det er noget, som kunstneren har skabt ved hjælp af lærred og farver, ligesom når barnet selv tegner.

Kunst taler til følelserne og åbner tit for store emner som livet og døden. Derfor er det vigtigt ikke at være berøringsangst. Giv plads til de store spørgsmål, og brug kunstværket som afsæt til at tale om det, der er svært.

Husk efterarbejdet. Det er vigtigt at følge op på kunstoplevelsen ved at vende tilbage til de spørgsmål, der er blevet taget hul på. Man skal passe på med at lukke op for noget, som ikke bliver fulgt til dørs. Det er ikke altid indlysende, hvilke værker der har påvirket ungerne mest.



Læs mere om børn og kunst

"Kultur for børn - børns møde med professionel kunst", Karen Marie Demuth, Syddansk Universitetsforlag 2004.

"Formidling av KUNST til barn og unge", Arne Marius Samuelsen, Universitetsforlaget, Oslo 2003.

www.bornkunstogbilleder.dk





Lige til børneværelset



På væggene i børnehaven Skovtrolden hænger der nu kopier af Kviums billeder side om side med ungernes egne frembringelser. Der har netop været fernisering for forældrene, og stoltheden hos børnene er ikke til at tage fejl af.

"Det er mig!" råber femårige Peter Hvidkjær Madsen begejstret og peger på et selvportræt med dødningehoved.

Han viser også Kviums original frem og bedyrer, at han gerne ville have sådan et billede hængende hjemme på børneværelset.

"Det skal bare ligne noget, så bliver det nemlig flot," forklarer han.

Sammen med vennerne Stella Krogh Lund og Rasmus Mols Madsen snakker han om, hvad det var, de så på Kvium-udstillingen.

"Der var mange nøgne mennesker. De var hverken mand eller dame, for de havde bryster og tissemand på samme tid," siger Stella.

"Og så var de kede af det," istemmer Rasmus.

Hvorfor tror I, de var det?

"Fordi det havde menneskene på museet bestemt," forklarer Rasmus.

De tre venner rykker hen foran et Kvium-billede af to personer iklædt noget, der kunne være gymnastik- eller badetøj. I udstrakt arm holder hver person et lille barn, der dingler slapt ned mod gulvet.

"De leger med dukker," fortæller Peter.

"Ja, og så har de badedragter på," tilføjer Stella.

"NEJ!" korrekser Rasmus og Peter.

"De er jo ikke i bad, vel!"

Pædagog Elsebeth Bjørnes, som har overhørt billedanalysen, må trække på smilebåndet.

"De har helt sikkert fået noget andet ud af malerierne end os voksne. Og det er nok meget godt," konstaterer hun.







Meninger om Kvium i børnehøjde



Ane Hejlskov Larsen, lektor på afdeling for kunsthistorie Aarhus Universitet. Har været inde og se udstillingen med sine to børn på 8 og 10 år:

"Jeg ville ikke gå ind og se udstillingen med et treårigt barn, for billederne er ikke for små børn. Men mere end alder er det et spørgsmål om, hvad det er for nogle børn, man tager med derind, og hvordan man gør det. Mine børn syntes, det var spændende, men de er også vant til Kvium hjemmefra, og vi snakker meget om billederne."



Marianne Grymer Bargeman, kunstformidler for børn på Statens Museum for Kunst:

"Selv om det kun er billeder, skal man ikke undervurdere, hvor stærkt de kan virke på børn. Jeg har set en lille pige, som uden anledning begyndte at græde over et Edvard Munch-billede. Det var ikke, fordi motivet var uhyggeligt, det var mere stemningen.



Vi har også haft en pige fra Eksjugoslavien, der brød sammen over et værk af Christian Lemmerz, som åbnede for nogle tragiske oplevelser, hun havde i bagagen. Derfor stiller det store krav til forberedelse og efterarbejde, når man tager børn med ind og se kunst."

Lotte Hansen, sekretariatsleder i Landsforeningen af forældre til børn i daginstitutioner, FOLA:

"Umiddelbart mener jeg slet ikke, at Kviums billeder er for børn. Det undrer mig meget, at man på Aros ligefrem har tilbudt deciderede børne-rundvisninger. Der må være en dybere mening med, at børn ser provokerende kunst, og den kan jeg ikke finde her.

Derfor håber jeg, at de pædagoger, der har haft børn med ind og se Kvium, ved, hvad de har med at gøre. Som mindstekrav synes jeg, at man selv skal have set udstillingen, før man tager børn med."



Klaus Wilmann, formand for Børnerådet:

"Jeg er ikke bekymret over, at børn ser Kviums billeder. Malerier fremstår i modsætning til film ikke som et billede på virkeligheden. Derfor ser jeg heller ingen grund til at udvide filmcensuren til også at gælde kunst. Det må være op til den enkelte pædagogs vurdering, om børnene har godt af at se det.

"Hele ekspertdiskussionen om, hvornår børn tager skade af at se det ene eller det andet, er jo endeløs. I stedet synes jeg, at man skal vende den om og spørge: Får de noget ud af at se det? Selv mener jeg, at børn har stor glæde af at blive udfordret. Det kan man blandt andet gøre ved at introducere dem for moderne kunst i en tidlig alder."



Ning de Coninck-Smith, lektor på institut for pædagogisk sociologi, Danmarks Pædagogiske Universitet, og medlem af Medierådet for Børn og Unge (tidligere Statens Filmcensur):

"Jeg tør slet ikke tænke på, hvad aldersgrænsen ville være, hvis scenerne fra Kviums malerier udspillede sig på film. Er der pornografi med i billedet, går grænsen automatisk ved 15 år! Vold er også noget, der virkelig får alarmklokkerne helt op at ringe.

På den anden side kan børn godt se, at Kviums figurer ikke er realistiske. Der er noget formildende fjollet og tegneserieagtigt over dem. Men en tegneseriefilm som "Terkel i knibe" endte faktisk med at få 11 år som vejledende aldersgrænse, så bare fordi det er et tegneserieunivers, kan det godt være barske løjer.

Nogle gange er en truende stemning nok til, at vi fraråder en film til mindre børn. Det kommer meget an på konteksten. Derfor synes jeg også, det er godt at få en debat om, hvad små børn skal have lov til at se på et kunstmuseum. Som det er nu, må de jo se hvad som helst, og det giver nogle problematikker i forhold til, om pædagoger og lærere er klædt godt nok på til opgaven."