Historisk tema; 40'erne

Pædagogik. Reformpædagogerne, som har rod helt tilbage til Grundtvig og Kold, er de toneangivende fra 30'erne og frem til 60'erne og i opbygningen af det, vi kalder den danske børnehavetradition. De tager udgangspunkt i barnets naturlige vækst, forstået som barnets erobring af egen udvikling. De går ikke ind for den frie vækst eller opdragelse, men for en dialektik mellem barnets frihed og selvvirksomhed og pædagogens ansvar som medstyrer og inspirator. Efter Anden Verdenskrig bliver børnehaverne mere og mere anset for at være nødvendige for skabelse af gode samfundsborgere. Det er første skridt i et uddannelses- og udviklingsforløb, at børn får plads og rum til at udfolde sig som børn på egne præmisser. I takt med at kvinderne bliver nødvendige på arbejdsmarkedet, kommer flere og flere børn i børnehave, og børnehaven opfattes som en nødvendig afløser for hjemmet og legen i baggården. Arbejdernes børn går der, fordi deres mødre arbejder, de velstilledes børn er i børnehave af pædagogiske grunde. Dog er det stadig i 40'erne ikke almindeligt at "gå i børnehave", fordi der ikke findes så mange institutioner. Det er i stigende grad den fri udfoldelse og børns skabende arbejde, der præger pædagogikken. Værkstedsaktiviteterne bliver et mål i sig selv.



Daginstitutionerne. På trods af krigen vokser antallet af daginstitutioner. I 1942 er der 459 forebyggende børneforsorgsinstitutioner.

Under besættelsen kommer der også gang i oprettelsen af ungdomsklubber. De skulle være en modvægt mod de nazistiske ungdomsbevægelser, der sniger sig over grænsen sydfra.

Fritidshjemsleder Aksel Horsens, der i øvrigt i 1942 tog initiativ til at oprette Landsforeningen Ungdomsringen, har i 1941 fundet ud af, at af hovedstadens 19.000 unge er de 8.000 ikke med i det aktive ungdomsliv. Horsens mener, at de unge senere vil være kunder hos politi og børneværn, og derfor får han åbnet fritidshjemmene om aftenen.

Men der kommer også nye institutioner til: Ungdomsgården i Husum bliver indviet 1. februar 1944 - i al hemmelighed af hensyn til tyskerne. Det er den første i Danmark af sin art med vuggestue, børnehave, fritidshjem og ungdomsklub samlet. I dag hedder den i øvrigt Smørhullet.

Verdens første skrammellegeplads ser dagens lys i Emdrup 15. august 1943.

John Bertelsen (1917-1978) er den første leder. Han kalder sin pædagogik skrammologi, og medarbejderne skrammologer.

1945 hæver befrielsesregeringen det offentlige bidrag til 70 procent af udgifterne, ligesom der bliver indført tandlæge- og lægetilsyn i institutionerne. Der kommer også regler for personalenormeringer og friplads.

I 1949 er omkring 30 fritidshjem åbne om aftenen.



Samfundet. Dette årti står i krigens tegn. Den 9. april 1940 fik Danmark besøg af en nabo, som vi ikke havde inviteret, da tyskerne tidligt om morgenen gik over grænsen.

Mange husker nok de besatte år som de mørke år. Udviklingen gik i stå. Sidst i 1930'erne havde man set lyst på tingene. Nu handlede det først og fremmest om at indordne sig. Folk forsøgte at tilpasse sig en ny hverdag med stor mangel på stort set alle dagligvarer. Alt blev rationeret, mad, tøj, el, og man måtte gå i omsyet tøj. Samtidig måtte man også benytte erstatningsvarer. Brændenælder blev til kjolestof, siv blev til sivsko, og kastanier blev til erstatningsmarcipan. Der var dog ingen i Danmark, der direkte sultede. Skolerne sørgede for, at børnene fik sund kost.

Modstanden mod tyskerne startede ganske stille. Små drenge morede sig med at klippe telefonledninger over, så tyskerne ikke kunne kommunikere, og dreje vejskilte, så de ikke kunne finde vej. Men senere blev sabotagen mere alvorlig. Stadig var ganske små drenge med til modstanden. De stjal våben, satte ild til jernbanevogne, og i 1943 var jernbanesabotage årsagen til, at undergrundskrigen rigtigt startede. Englænderne smed våben og ammunition ned til danskerne, og tyskerne indførte dødsstraf for enhver, der havde våben. Som barn kunne man ikke længere undgå at mærke krigens alvor. Voksne fra opgangen forsvandt, man hørte bragene om natten og gik i beskyttelsesrum, når der for alvor var fare på færde.

Da Tyskland måtte slippe taget, og Danmark igen var frit, kunne man konstatere, at Danmark erhvervsmæssigt og økonomisk var sluppet godt igennem krigen sammenlignet med de fleste andre europæiske lande. Nu handlede det om at få det hele tilbage til normale tilstande. Men det gik ikke så hurtigt, som man havde forestillet sig. Det store problem i de første efterkrigsår var at sikre tilførslen af tilstrækkelige mængder af rå- og hjælpestoffer. Den foresatte varemangel fremkaldte arbejdsløshed, prisstigninger og dermed social uro.



Uddannelsen. 40'erne starter med fem mørke år, og slutter med fem, hvor der stadig er knaphed på alt. Blandt andet de materialer, pædagogseminarier bygges af.

Et enkelt bliver det alligevel til. Som reaktion mod, hvad der bliver opfattet som det reaktionære Jysk Børnehaveseminarium, oprettes i 1944 Socialpædagogisk Seminarium, senere omdømt til Århus Børnehaveseminarium. Seminariet får sin helt egen profil, men slægtskabet til reformpædagogerne og Montessori-kursus for Småbørnspædagoger i København er tydeligt.

Den kamp mellem Frøbel- og Montessori-tilhængerne, som så småt er stilnet af i hovedstaden, lever således videre i Århus, hvor den er mere eller mindre intakt, indtil Margrethe Christiansen forlader forstanderposten på Jysk Børnehaveseminarium i 1956. Da har hun holdt Frøbel-idealerne - sådan som hun så dem - højt i 24 år.

En vigtig skillelinje mellem de to retninger ses i holdningen til faget psykologi. Det er enten fraværende eller sekundært på Frøbeluddannelsen, mens studiet af psykoanalysen, individualpsykologien, seksualpsykologien og mentalhygiejnen og disse teoriers fædre var det overhovedet væsentligste indslag i undervisningen på Montessori-kursus.



Fagforeningen. I løbet af de første måneder af den tyske besættelse stiger priserne med 30 procent, og da dyrtidsreguleringen samtidig bliver sat ud af kraft, er der for alvor dømt smalhals. Bedre bliver det er ikke op gennem besættelsesårene. Snarere tværtimod.

Med tyskerne ude af vagten igen skulle man tro, at tiden er inde til fagpolitiske fremgange. Det viser sig ikke umiddelbart at være tilfældet. Ved udgangen af 1945 er lønnens købekraft via nogle klækkelige dyrtidsportioner på niveau med, hvad den var før krigen. Herefter sættes proppen igen i.

En ny lønordning fra 1948 indebærer visse forbedringer. Anciennitets-systemet bliver lagt i pålidelige rammer, retten til løn under sygdom bliver statueret, og den kutymemæssige ret til en 42 timers arbejdsuge og fire ugers ferie kommer på papir.

Alt er dog ikke fryd og gammen. Den nye lønordning betyder, at der er grupper - også blandt Dansk Børnehaveråds medlemmer - som oplever en regulær løntilbagegang.



Pædagogiske personligheder

Jens Sigsgaard (1910-1991): Skolelærer og psykolog. Bliver forstander på Fröbelseminariet i 1941 som 31-årig og er på posten sammen med hustruen Kirsten Sigsgaard indtil 1974. Deltager ivrigt i debatten om børns vilkår og fremtid efter Anden Verdenskrig og foreslår navnet "Samfundsbørnehave", fordi han mener, at "deri ligger erkendelsen af, at børnehavens væsentligste opgave er at skabe gode samfundsmedlemmer". Børnehaverne skal være offentlige på linje med skolerne. S. er en af de forholdsvis få mænd, som beskæftiger sig med børnehaverne og småbørnspædagogikken og betragtes som en af grundlæggerne af det, vi forstår ved børnehaver i dag. Han går ind for barnets forholdsvise ret til fri udfoldelse og et miljø indrettet for børn. S. er også fortaler for gode legepladser og er med til at introducere byggelegepladser. Han er en af de få danske pædagoger, der er kendt uden for landets grænser. I øvrigt forfatter til bogen "Palle alene i verden".



John (Jonas) Bertelsen (1917-1978): Er pioner i oprettelsen af det, der i starten hedder ”skrammellegepladser” ud fra ideen om barnets ret til egen fri udfoldelse. Siden er navnet på disse legepladser ændret til byggelegepladser. Den første skrammellegeplads i verden blev åbnet i 1943 i Emdrup ved København. J.B. kaldte pædagogikken for skrammologi og sig selv og børnene for skrammologer. Ideen er, at børnene selv bygger legehuse af genbrugsmaterialer, saver, hamrer og skaber ud af fri fantasi og i øvrigt leger med det forhåndenværende – ofte genbrugsmaterialer. Man er ude hele dagen, indtil der flere steder kommer et hus til indendørs aktiviteter. Disciplinen er mere løs end i børnehaverne, for ofte er der meget få ansatte, men det er nu også en del af ideologien, at det er op til børnene selv at lege og skabe sig en meningsfuld dag.