Historisk tema; 30'erne

Pædagogik. Asylerne er stadig på banen, dog mere og mere kun for de fattige børn og for det meste som rene pasningsanstalter, men de påvirkes hen ad vejen af de nye pædagogiske tanker. Uddannede børnehavelærerinder med teoretisk ballast fra Fröbel og Montessori om førskolebarnets opdragelse arbejder dels i Fröbelbørnehaverne, folkebørnehaverne og i asylerne, og med deres indflydelse får børn i højere grad lov til at være børn. Aktiviteterne går fra undervisning til det mere lege-prægede: Sanglege, fingerlege, rytmik og gymnastik gør deres indtog i dagligdagen. Det vinder mere og mere indpas, at al udvikling sker gennem aktivitet samt en forståelse for, at uden aktivitet finder ingen udvikling sted. Arbejdet bliver i højere grad præget af de ansattes kærlighed til børn. Disse ansatte er ofte ugifte frøkener, der opfatter deres arbejde som et kald. Hedevig Baggers tanker om, at børnehaven skal ligne hjemmet så vidt muligt og være hjemmets stedfortræder, vinder også indpas. Hun foretrækker modsat Fröbels spidsfindigt udtænkte beskæftigelsesmaterialer de mere let tilgængelige legeformer. Her begynder den endnu aktuelle debat om, hvorvidt barnet er født nysgerrigt og derfor selv ved, hvad det har brug for at lære. Eller om det skal motiveres/guides af voksne, der ved bedre.



Daginstitutionerne. Et årti, der især var præget af den økonomiske depression og nazismens fremmarch syd for Danmark. Men på trods af de økonomiske trængselstider fortsatte daginstitutionstallet med at stige. I 1939 er der således registreret 388 forebyggende børneforsorgsinstitutioner, som de hed dengang.

I 30'erne kom også reformpædagogikken frem, og det blev heftigt diskuteret, om institutioner skulle være "pædagogiske" eller "sociale". Undervisningsminister Frederik Borgbjerg (S) sagde således ved 30-årsfesten for oprettelsen af den første folkebørnehave:

"Meningen med bevillingen... er, at man ikke af offentlige midler skal støtte børnehaver, der oprettes til beskæftigelse af velhavende folks børn i et par timer, men børnehaver for de børn, hvis forældre eller mor er nødt til at forlade hjemmet for at tjene til føden." (citeret fra Erik Sigsgaard: Om børn og deres virkelighed).



Samfundet. 1930'erne var årtiet med den store arbejdsløshed. Og årtiet hvor Hitler og nazisterne kom til magten i Tyskland. I Danmark skete der ikke lignende store ting, men derfor var der alligevel en del, der ændrede sig - også for børnene.

Den internationale erhvervskrise, der bredte sig i kølvandet på Wall Street-krakket i New York i efteråret 1929 fik også stor betydning i det danske samfund. Krisen resulterede i rekordstor arbejdsløshed og mange fallitter, især i landbruget. Arbejdsløsheden steg fra 14 procent i 1930 til 32 procent to år senere. I byerne stod mange tusinde mennesker i kø hver dag i håbet om et arbejde, men når dagen var gået, måtte de igen gå hjem til deres små usunde lejligheder eller sågar husvildebarakker. Mange børn måtte gå sultne i seng, fordi deres far og mor intet arbejde havde.

Krisen varede ikke ved. Daværende statsminister Thorvald Stauning (S) fik politisk flertal for, at nu skulle der ske noget for at gøre vilkårene for børn bedre. Husene var gamle og usunde for folk at bo i, og derfor blev der startet en masse nybyggeri uden for byerne. Ikke alene skabte det bedre boligforhold for de trængte familier. Det fik også folk i arbejde. Den onde cirkel, der var startet i begyndelse af 30'erne med arbejdsløshed, husvilde og lignende, skulle nu brydes.

Der kom også langsomt et bedre sundhedsvæsen i landet og en større viden om den rette måde at leve på. Ferie blev gradvist de flestes ret, og sidst i 1930'erne kom der en lov om 14 dages sommerferie. Så kunne børnene komme 14 dage på landet, og i de familier, hvor forældrene ikke havde råd til at rejse på landet, blev børnene sendt på feriekolonier. Her fik bysbørnene sul på kroppen igen og en masse frisk luft.

I dag snakker man om læring i skolen. Dengang snakkede man om indlæring. Det var hårdt terperi, og man havde bare af at være på sin pind til tiden. Ellers kunne man risikere at stifte bekendtskab med en anden pind: Spanskrøret. Det måtte lærerne nemlig stadig slå med, men kun tre slag og kun uden på tøjet.

I 1939 invaderede Tyskland med Hitler i spidsen Polen, og det blev starten på 2. verdenskrig.



Uddannelsen. Behovet for uddannet personale er voksende, men børneinstitutionerne er fattige som kirkerotter, og det stiller sig i vejen for udbygningen. Problemet er kort fortalt: Mennesker, der gennemgår en længerevarende uddannelse, som de selv bekoster, har en forventning om, at de efter endt uddannelse får en højere løn, end de ellers ville få. Den forventning kan de færreste institutioner leve op til.

Derfor står pædagoguddannelsen i stampe op gennem 30'erne, ja faktisk helt frem til krigens slutning i 1945.

Periodens mest opsigtsvækkende begivenhed er, at man ikke mere behøver at rejse til København for at uddanne sig til pædagog. Landets fjerde og provinsens første pædagogseminarium etableres i 1932, ligger i Århus, hedder Jysk Børnehaveseminarium og er fra starten en filial af Frøbel-Seminariet. Allerede året efter får den dog selvstændig status med Margrethe Christiansen i forstandersædet.

En hård banan, samme Margrethe Christiansen. Idealist, hårdarbejdende, principfast og selv med samtidens øjne temmelig reaktionær. Hun insisterer på, at det hedder Frøbel eller Montessori, ligesom det er hende, der under forarbejderne til det første sæt fælles retningslinjer for børnehavepædagog-uddannelsen forfægter det synspunkt, at det skal være udsmidningsgrund, hvis ugifte studerende bliver gravide under uddannelsen.

I perioden 1935-39 uddannes alt i alt 285 børnehavelærerinder.



Fagforeningen. Første dag i oktober 1930 sker noget skelsættende. Bestyrelsen for Frøbel-Højskolens Elevforening har sonderet terrænet og fundet, at tiden er inde til, "om vore medlemmer går med hertil, at danne en art fagforening". Generalforsamlingen bakker op om forslaget.

Der kommer dog til at gå det meste af to år, før Danmarks første fagforening for pædagoger ser dagens lys. Dansk Børnehaveråd stiftes 13. april 1932 og definerer sig som en faglig organisation for fuldt uddannede børnehavearbejdere. Til dem regner man ikke reformpædagogerne fra Montessori-kursus for Småbørnslærerinder, og det giver anledning til noget postyr.

To spørgsmål står i centrum i Dansk Børnehaveråds første år. Det er arbejdstidens længde, som ønskes sat ned fra otte til syv timer. Der bliver blandt andet vist hen til, at børnehavelærerinden ved siden af sine otte timer med børnene seks dage om ugen ofte også skal passe centralfyret, gårdpladsen, al rengøring, besøg i hjemmene og en hel del andet. Det andet spørgsmål, som optager sindene, er den restriktive optagelsespolitik.

Rådets første formand, frøken Augusta Nimb, sætter sit mandat ind på, at kun Frøbel-uddannede kan optages. Hun vinder i første omgang, men i 1936 får også Montessori-folkene - de såkaldte reformpædagoger - adgang til det fine selskab.

Augusta Nimb afløses i 1937 af Inge Oldenburg, som samler Dansk Børnehaveråd om et udspil, der på en række væsentlige punkter skal forbedre medlemmernes løn- og arbejdsvilkår. Myndighederne afslår, blandt andet med henvisning til at det er krisetider.



Pædagogiske personligheder

Sofie Rifbjerg (1886-1981): Lærer og psykolog. I 1928 medstifter og mangeårige leder af Montessorikursus for børnehavelærerinder - i daglig tale "kursus" - som et alternativ til de to eksisterende fröbelske uddannelser. Senere hedder det Kursus for Småbørnslærerinder og endnu senere Seminariet for Småbørnspædagoger. På "kursus" går man mod de autoritære opdragelsesprincipper. R. tilhører gruppen af reformpædagoger eller "kulturradikale". Rif, som hun kaldes, står for, at pædagogikken baseres på psykologien. Desuden lægger hun vægt på det skabende arbejde, hvorfor mange kunstnere knyttes til seminariet. Hun er præget af en stærk antiautoritær grundholdning og tror på, at mennesket må finde sin egen vej på egne betingelser. R. står bag den første danske udflytterbørnehave.