Haves: SFO med billedværksted

Sådan en mandag er der højt til himmel og masser af kunst og koncentration i Balle SFO i Silkeborg.

»Er det et mønster, du laver Sofie,« spørger pædagogen.

»Jeg ved ikke, hvad det er,« siger Sofie. Hun er også ligeglad. Men hun synes, det er flot. Det er det også.

17 små kunstnere og én stor. De små er fra Bakkegårdens Børnehave. Den store er pædagog i Balle SFO. Og hvordan hænger det så sammen?

»Det her er en gammel drøm, der går i opfyldelse: Et billedværksted, der også kan bruges af kommunens andre institutioner,« siger Henning Schlosser. Han er uddannet på Kunsthåndværkerskolen i København og har også studeret på kunstakademiet i Prag, før han uddannede sig til pædagog. Han maler hver dag derhjemme - nu maler han også med børnene på sit job. Og i Silkeborg Kommune er han og hans værksted i dag et tilbud til alle institutioner. »Vi kan jo ikke være lige gode til det hele allesammen. Én institution kan måske tilbyde papirfremstilling, en anden har måske et værksted, hvor der kan fremstilles smykker, en tredje en naturvejleder. Pædagoger, der har specialiseret sig i noget. Det kan så komme andre institutioner til gode,« siger Henning Schlosser.

Selv er han både kunstner og pædagog, og i dag er det Bakkegårdens Børnehave, der har glæde af det. Det er tredje gang, de er i SFO'ens billedværksted, og de har også været på kunstmuseum med Henning Schlosser. Men kan de ikke lave det samme derhjemme i deres egen institution?



Vi voksne lærer også noget. »Det er altid godt at komme ud af huset og få noget inspiration. Og vi voksne kan også lære noget,» siger pædagog Hanne Musse Rasmussen, Bakkegårdens Børnehave.

»Vi har i hvert fald lært, at man ikke kun kan male med pensler. Man kan også male med skeer, gafler, svampe og skurebørster, tilføjer hun så...

Men de lærer meget mere, børnene og pædagogerne. De lærer om farver. De hører om kunstneren Asger Jorn. Ser hans værker på postkort og plakater og tager så ud på museet og ser hans billeder "live".

»Og så måber de godt nok. Det er den ægte vare,« siger Henning Schlosser.

Bakkegårdens Børnehave er to timer ad gangen i værkstedet i Balle SFO. Så tager de bussen hjem igen. Børnene har fået noget grundlæggende lærdom: To farver og en hvid kan gøre det hele. Skab selv jeres farver. De lærer om primærfarver, de lærer at tone, de lærer at gøre farven lysere og mørkere...

»Det er som med musik. Man kan godt banke løs på klaveret. Men ved man ikke noget om tonerne, bliver musikken også derefter,« siger Henning Schlosser. Han vil gerne give børnene nogle grundbegreber, noget grundviden. Det er en del af værkstedets opgave, mener han, og børnene blander sig:

»Jeg har da selv lavet den her farve,« siger Freja og rækker en paptallerken med en ubestemmelig farve frem.

»Og jeg har lavet grøn og orange og hvid til brun,« siger Emma.

De er ikke kun stolte af deres malerier. De er også stolte af, at de selv har lavet farverne. Men er det bedre at male her end hjemme i Bakkegården? Den tygger de lidt på.

»Jeg synes, det er sjovt ligegyldigt hvad,« siger Freja så, og det er jo et godt svar på et dumt spørgsmål.

»Det synes jeg også,« nikker Emma og kører penslen rundt i sin selvlavede brune farve.



Børnehaven betaler. Bakkegårdens Børnehave betaler for en vikar i den tid, Henning Schlosser holder værksted for børnene. Desuden betaler de for materialerne, og det er ikke meget, forsikrer kunstneren, der bruger genbrugsmaterialer, når han kan komme til det.

»Vi aftaler for hver institution, hvor mange timer de vil have og laver et forløb ud fra det. Til gengæld binder det så. Børnene skal igennem det hele. De hører både om hulemalerier og moderne kunst,« siger kunstneren, der holder meget af arbejdet med børnene, fordi de endnu ikke er "ødelagt" af begrænsninger.

»Vi kan jo se det i arbejdet med vore egne SFO-børn. Det er de store, der lader sig inspirere af de små. De har endnu ikke fået trukket grænser ned over sig,« siger Henning Schlosser.

I Billedværkstedet på Balle SFO er kunsten grænseløs. I bogstaveligste forstand. Der er malerpletter på gulvet, og det gør ingenting, for disse kvadratmeter er nu en gang et værksted, og det er de også i morgen og i overmorgen. Børnene skal heller ikke passe på deres tøj. De har fået at vide, at de skal komme i gammelt tøj, som der godt må komme maling på. Og det kommer der.

»Børnene finder selv hele tiden variationer og nye veje. I forløbet har vi forskellige oplæg, blandt andet noget om menneske og krop. "Nå ja", sagde én af børnene så, "man kan jo også male sig selv". Sådan er der hele tiden spontane udbrud, opdagelser. Der er en særlig ånd, en atmosfære, en koncentration. Det er der - i denne helt specielle ånd - det spændende sker.

Han brænder for det, Henning Schlosser. Og børnene fra Bakkegårdens Børnehave kender ham allerede. Har de måske ikke været her tre gange nu? Og har de ikke været på kunstmuseum med ham?



Fernisering. Nu pakker de sammen, børnene og pædagogerne. Det er sidste forløb, nu sørger Henning Schlosser for, at malerierne bliver præsentabelt indrammet, og så bliver de transporteret til Bakkegårdens Børnehave. Derefter inviteres forældrene til fernisering, for børnene har været på kunstkursus, de har benyttet værkstedet i Balle SFO, og de har nydt godt af Henning Schlossers specialviden. Hvem ved, måske går det en anden gang den anden vej?