Håbet lever

Fra én verden til en anden på under fem sekunder. Sådan føles det, da bilen drejer væk fra den asfalteret hovedvej i byen Sidon og bevæger sig de sidste 30 meter ind mod Ain Al Helweh. En flygtningelejr for palæstinensere i det sydlige Libanon. Underlaget er pludselig slemt ujævnt og stenet. Bilen er nødt til at køre under 10 kilometer i timen, for at undervognen ikke skal tage skade. Og selv med den fart hvirvler hjulene det rødbrune jordstøv op.

På de få meter ind til lejren er der to kontrolposter med cirka 20 meters afstand. Den første er udstyrtmed libanesisk militær. Bilen sagtner farten til det minimale, mens en mand i militærtøj med en maskinpistol bukker sig en anelse ned og kigger ind i bilen. Han giver tegn til, at vi kan fortsætte. To mænd i en anden bil er blevet vinket ind til siden. Deres bil bliver gennemsøgt for våben og byggematerialer, som er forbudt at transportere ind i lejren.

Kun små 20 meter efter skal vi igen sagtne farten og køre igennem endnu en kontrolpost. Denne gang er det farver fra det palæstinensiske flag, der pryder det sørgelige træskur i midten, som gør det ud for vagthus. Kontrolposten er et tegn på, at palæstinenserne har et slags selvstyre i lejrene. Men reelt set har de ingen magt.

Denne evige kontrol, når man skal ud og ind af lejren, er hverdag for palæstinenserne i Ain Al Helweh lejren, som det er i alle lejrene. En af beboerne er den 28-årige Haissan Elhussein. Han er dramalærer i Ghassan Kanafanis Kulturfonds børnehave i Ain Al Helweh. Hans familie stammer fra Acre i det nordlige Palæstina. Men siden Israels oprettelse og fordrivelsen af palæstinenserne i 1948 har familien boet i forskellige flygtningelejre i Libanon. Familien flyttede videre til en ny lejr hver gang, der var for stor uro. Haissan Elhussein stopper talestrømmen et øjeblik og smiler lettere anstrengt.

»Da jeg var lille, troede jeg altid, at jeg var skyld i krigen, fordi den altid fulgte med os, ligegyldigt hvor vi flyttede hen,« siger han så.



Familier bor tæt. Boderne i Ain AL Helweh-lejrens handelsgade står lige så tæt og bugner med alt fra lamper og tøj til grøntsager. Der dufter stærkt af krydderier og larmen er intens. Prisniveauet i flygtningelejrene er lavere end i butikkerne uden for i de libanesiske byer. Det betyder, at mange libanesere bevæger sig herind for at købe ind.

Landets økonomi er i en slem forfatning i øjeblikket og arbejdsløsheden er høj. I lejrene ligger den på omkring 70 procent. Men ledigheden rammer alle, libanesere som palæstinensere.

Haissan Elhussein inviterer indenfor hos en ven og hans familie, der også bor i lejren. Familien Al Hasan tager imod med tyrkisk kaffe og saftevand. De stammer ligesom Haissan Elhussein også fra Acre i det nordlige Palæstina.

Familien består af to brødre, deres koner og deres i alt tre børn, deres gamle forældre og en ugift søster. De er altså 10 mennesker i det treetagers hus. Etage-arealerne er dog hver især ikke meget større end en lille toværelses lejlighed i dansk målestok. Så de bor ganske tæt.



Besøg fra Danmark. Familien lever af én indkomst. Kun den ene bror har arbejde som grønthandler. En gang i mellem kommer der penge fra udlandet, hvor familien har tre brødre, der sender løn hjem, så familien kan overleve.

En af brødrene, Imad og hans kone og to små børn, er på besøg hos familien i disse dage. Han har kun været på besøg én gang siden borgerkrigen og har nu boet på Nørrebro i København de sidste 11 år. Hans børn er så små, at det er deres første besøg i Libanon. Han fortæller, at de ikke er vilde med at besøge deres slægtninge. De er urolige, græder en del og spørger hele tiden, hvornår de skal hjem til Danmark igen.

Han selv savner at bo tæt op og ned ad sin familie. Imad var kun 19 år og PLO-vagtmand, da han i 1989 blev nødt til at flygte. Han blev skudt i benet. På det tidspunkt var der nemlig en intens jagt på tilbageblevne PLO-vagtfolk. Han tog til Danmark, hvor han efterhånden har fået fem-seks operationer. Så sent som sidste år lå han fem måneder på Rigshospitalet.

I dag har han et stift ben og er uarbejdsdygtig.



Skuffelse og håb. Haissan Elhussein selv har seks brødre, som blandt andet er bosat i Tyskland og Sverige. Han har selv været i mere end otte forskellige europæiske lande i forbindelse med familiebesøg eller videreuddannelse. Men han er ikke i tvivl om, hvor han hører hjemme.

»Jeg føler mig hjemme her i lejren, men ønsker selvfølgelig allerhelst at bo i Palæstina,« siger han.

Han tror fuldt og fast på, at palæstinenserne en dag får Palæstina tilbage. I mens er hans egen familie præget af skuffelse.

For få år siden blev hans forældre blev skilt, fordi faderen, som er tidligere PLO-mand, begyndte at drikke tæt. Efter Oslo-aftalens indgåelse mistede han kamp-gejsten og troen på nogensinde at få et samlet Palæstina tilbage. I dag bor forældrene hver for sig og Haissan Elhussein bor hos sin mor.

Det er blevet tid til at bryde op, så vi bevæger os så småt ud af lejren. Det er tydeligt at mærke, hvor lejren hører op. Straks bliver vi mødt med mere lys og luft og større bredde mellem husene. Det er helt rart, men sætter tanker i gang om alle de mennesker, der er nødt til at bo på denne måde på 53. år.