GUIDE: Sådan tjekker du din lønseddel

Du risikerer at gå glip af tusindvis af kroner, hvis du undlader at se dine lønsedler efter i sømmene. Når BUPL hvert efterår laver løntjek, får pædagoger store beløb i efterbetaling. Læs her, hvad du især skal holde øje med.

Løntjek udløser 37.000 kroner til pædagog i Ishøj. Fejl på hver fjerde lønseddel. Løntjek: Finder fejl for millioner.

Det kaster overskrifter af sig, når BUPL gransker pædagogers lønsedler. BUPL gentager det årlige løntjek nu igen i uge 45 og 46, men du bør også selv holde øje med, om din løn er rigtigt beregnet.

»Man bør have fuld tillid til, at man får korrekt løn, men vi ved fra vores løntjek, at der sker fejl. Derfor er det vigtigt, at man selv tjekker sin lønseddel,« siger Christian Esgaard Christensen, leder af BUPL’s enhed for overenskomster og ansættelses- og arbejdsret.

Mange pædagoger tænker måske, at deres arbejdsgiver har styr på lønnen. Det bør kommunerne også have, men i dag kan man aftale individuel løn, og der er forskel på, hvad kommunerne giver pædagoger tillæg for. Samtidig modregner nogle kommuner lokale tillæg, når pædagoger stiger i løn efter henholdsvis 6 og 10 års ansættelse. Det fører alt sammen til større risiko for fejl.

Ansatte i private daginstitutioner og skoler kommer typisk ud for samme fejl som i kommunerne. Derfor skal du tjekke de samme oplysninger som dine kommunale kolleger, men lønsedlerne kan se forskellige ud, og de enkelte oplysninger kan også være anderledes.

På private institutioner uden overenskomst skal lønnen fremgå af ansættelseskontrakten, herunder eventuelle tillæg og pension.

»Det kan være vanskeligt at gennemskue en lønaftale. Derfor kan en fejl løbe i lang tid og generere et større efterslæb, som skal udbetales, når fejlen bliver opdaget. Den lokale BUPL-fagforening kan hjælpe med at vurdere, om man får den løn, man har ret til,« siger Christian Esgaard Christensen.

Han har været med til at hente 450.000 kroner hjem i efterbetaling til en pædagog, som fik den forkerte løn i mange år. Det er dog en dårlig idé at spare op på den måde.

»Selvom der er stor forståelse for, at pædagoger skal have deres løn, kan fejl blive forældede, så vi skal helst fange dem inden for 5 år. I dag vil det også være atypisk, at en fejl først bliver opdaget efter 15-20 år, for med det årlige løntjek har vi skabt større opmærksomhed på, at det er værd at bruge lidt tid på lønsedlen,« siger Christian Esgaard Christensen.



Typiske fejl på lønsedlen

● Forkert stillingsbetegnelse.

● Forkert ugentlig arbejdstid/beskæftigelsesgrad.

● Forkert pensionsprocent og manglende pension for ekstratimer.

● Forkert indplacering efter anciennitet.

● Manglende funktionstillæg.

● Utilstrækkelig overtidsbetaling.

● Reduktion af tillæg på grund af nedsat arbejdstid, selvom tillægget ikke afhænger af beskæftigelsesgraden.



Få et løntjek

Fra mandag den 2. til fredag den 13. november kan medlemmer få et løntjek hos BUPL, som for tredje år i træk deltager i en landsdækkende løntjekkampagne sammen med andre fagforeninger fra FTF og LO. Løntjekket sker på arbejdspladser, på det lokale fagforeningskontor og med guider i fagblade og på hjemmesider til, hvordan man tjekker sin lønseddel. Spørg din tillidsrepræsentant eller din lokale fagforening, hvordan du får tjekket din lønseddel.



Det betyder tallene på din lønseddel

De færreste pædagoger har valgt jobbet på grund af lønnen og kigger måske heller ikke ret længe på lønsedlen. Men der kan være penge i at gå tallene efter.



Lønseddel side 1

1. Stillingsbetegnelsen skal være korrekt

Det er vigtigt, at din stillingsbetegnelse er korrekt, og at din løn svarer til den overenskomst, du er ansat på. Pædagoger og støttepædagoger får trin 26 i grundløn, stedfortrædere trin 29 og souschefer og afdelingsledere trin 30. Er du leder, er din løn aftalt via en lokal forhåndsaftale eller ved en individuel forhandling.

2. Størrelsen af din løn

Her kan du se din samlede løn for den måned, lønsedlen dækker. Hvordan lønnen er sat sammen, fremgår af lønsedlens side 2. P’et til venstre for datoen angiver, at du får pension af din månedsløn, og de to ettaller til højre for beløbet fortæller dels, at der er tale om A-indkomst, dels at arbejdsmarkedsbidraget (AM) beregnes ud fra dette beløb. Tal og bogstaver er forklaret med småt nederst på lønsedlen.

3. Dine bidrag til fællesskabet

Hvor meget du skal betale i ATP (Arbejds­markedets Tillægspension), arbejdsmarkedsbidrag og skat, har arbejdsgiveren som regel styr på. Men du skal sikre dig, at din skatteprocent er beregnet korrekt i forhold til din årsindtægt og dine fradrag. Det kan du få svar på hos Skat.

4. Så meget får du udbetalt

Under ’I alt’ fortæller kommunen, hvor meget du får i løn, og hvor meget du samlet skal betale i ATP, arbejdsmarkedsbidrag og skat. På linjen nedenunder kan du se, hvor mange penge der går ind på din konto.

5. Året indtil nu

Her kan du følge med i, hvor meget du har tjent i indeværende år, og hvor meget du har betalt i arbejdsmarkedsbidrag, skat og ATP.

6. Hold øje med pensionsprocenten

Du sparer en del af din løn op til pension. Arbejdsgiveren betaler det fulde bidrag, og du kan her se beløbet for den pågældende måned, og hvad det er blevet til siden nytår. Du skal især lægge mærke til procentsatsen, som skal svare til din overenskomst: Alle på pædagogoverenskomst får 13,98 procent i pension, ansatte på den forebyggende og dagbehandlende overenskomst 14,59 procent, pædagoger i særlige stillinger 15 procent og ledere 15,64 procent. Satserne ændrer sig efter, hvad der aftales under overenskomstforhandlingerne, så 1. juli 2016 stiger pædagogoverenskomsten til 14,37 procent. 1. april stiger de tre andre områder til henholdsvis 14,97, 15,4 og 16,02 procent.

Procentsatserne ser anderledes ud for pædagoger og ledere i private institutioner og på privatskoler. Du finder dem under private overenskomster på bupl.dk.

Lønseddel side 2

1. Din erfaring bestemmer dit løntrin

Din erfaring som pædagog afgør, hvilket løntrin du skal være på. Derfor skal du være opmærksom på denne dato. Den skal i princippet være identisk med den dag, du begyndte i dit første job som uddannet pædagog, men hvis du på et tidspunkt har været ledig, bliver denne periode trukket fra, og din erfaring bliver beskrevet med en teknisk dato.

2. Vær opmærksom på timetallet

33,00/37,00 viser, at denne pædagog arbejder på nedsat tid, nemlig 33 timer om ugen. Det betyder, at hun har 143 løntimer om måneden, hvilket fremgår af feltet 'Løntimer (månedsløn)' lige over beskæftigelsesgraden. Selvom 60 procent af BUPL’s medlemmer arbejder på nedsat tid, er der høj risiko for, at der opstår fejl netop her, så tjek, om du får løn for det rigtige timetal.

3. Sådan er din løn sat sammen

Her kan du se, hvordan din løn er sat sammen. Du skal især være opmærksom på, om du får den rigtige grundløn. Nyuddannede pædagoger begynder som kommunalt ansatte på løntrin 26. Efter 6 år stiger du til trin 30 og efter yderligere 4 år til trin 35. Pædagogen bag denne lønseddel får desuden et løntrin for 12 års erfaring. Som det fremgår af kolonnen under ’Aftale’ er dette tillæg aftalt decentralt, altså af kommunen og den lokale BUPL-fagforening. G’et til venstre for første linje fortæller, at trin 26 er grundløn, mens K’erne nedenunder står for kvalifikationsløn. P’erne ude til højre markerer, at løndelene er pensionsgivende.

Pædagoger i private institutioner og skoler med overenskomst har en anden lønsammensætning. Du finder de private overenskomster på bupl.dk.

Hvis din arbejdsplads ikke har overenskomst, bestemmes din løn alene efter det, du har aftalt med din arbejdsgiver. Der sker altså ingen automatisk regulering af din løn.

4. Personlige tillæg

Denne pædagog får tillæg for sine personlige og faglige kvalifikationer og for at have taget en diplomuddannelse. I begge tilfælde er der tale om kvalifikationsløn (K), som bygger på en aftale mellem kommunen og BUPL-fagforeningen. Pædagogen får også to gange funktionsløn (F) for at være fællestillidsrepræsentant. Her er tale om individuelle aftaler.

Nogle steder udløser det tillæg, hvis man kører skovbussen, er med i skole, er praktikvejleder eller arbejder i en specialbørnehave. Din tillidsrepræsentant og din fagforening kan fortælle, om der knytter sig et tillæg til dine opgaver og din institution.

Det er heller ikke usædvanligt med et tillæg, hvis du har været leder eller souschef.

Du skal have tillæg, hvis du arbejder i et tilbud, der er åbent i mindst 100 aftentimer om året, eller hvis du arbejder i weekenden eller har delt tjeneste, hvor du skal møde ind igen til fx et møde. Det udløser også et tillæg, hvis du får ændret din arbejdstid, uden at det er varslet med mindst fire døgn, såkaldt omlagt tjeneste. Sammenlign lønsedlen med din mødeplan for at se, om du får disse tillæg, som typisk vil fremgå af lønsedlens forside.

5. Timeløn

Denne pædagog arbejder

33 timer om ugen. Da hendes tillæg som fællestillidsrepræsentant ikke skal reduceres af den grund, er hendes timeløn 189,34 kr. ’Timeløn’ (overtid/normaltimer) viser, at den vil falde til 188,34 kroner, hvis hun går på fuld tid. De 197,11 kroner er time­lønnen inklusiv en tredjedel af pensionen. Hvis pædagogen holder fri uden løn, bliver hun trukket for den del af pensionen, hun i princippet selv står for.

6. Ferie til gode

Her kan du følge med i, hvor meget ferie du har til gode. Det er ferie, du har optjent fra 1. maj til 30. april. Regnskabet viser, at pædagogen har 165 ferietimer til gode, nemlig fem uger á 33 timer, plus den sjette ferieuge, som også følger arbejdstiden. Lønsedlen er fra juli, så pædagogen har altså ikke holdt ferie siden 1. maj. Hvor meget ferie, du sparer op i ferieåret 15/16, vil du kunne se på den lønseddel, du får i slutningen af maj 2016.

7. Linjen viser, at pædagogen med 143 timer om måneden har arbejdet 1.001 timer siden årets begyndelse.



Jobskift? Vær særlig opmærksom

Hvis du skifter job, kan du ikke automatisk gå ud fra, at din nye arbejdsgiver har oplysninger om, hvor længe du har været pædagog. Heller ikke, selvom du har skrevet det på dit CV eller har fortalt det til lederen under jobsamtalen. Er du indplaceret på et forkert løntrin, bliver det hurtigt til mange penge, som du får for lidt i løn. Så tjek, om lønnen afspejler din ansættelseskontrakt.



Gem dine lønsedler i 5 år

Du skal som minimum gemme din lønseddel i 5 år. Lønsedlen er din eneste dokumentation, hvis der opstår problemer med fx at få udbetalt løn for overarbejde, feriepenge og pension, eller hvis du bliver opkrævet ekstra i skat.



Hvis du får for meget i løn

Det hænder, at pædagoger får mere i løn, end de har krav på. Det kan være fristende at lade som ingenting, men du har pligt til at kontakte din arbejdsgiver. Ellers kan du blive mødt af et krav om efterbetaling, hvis og når fejlen bliver opdaget. Det kommer dog an på en konkret vurdering af, om arbejdsgiverens kontrolsystemer burde have fanget fejlen.



Kilder til denne guide: Enhedsleder og forhandlingschef Christian Esgaard Christensen, BUPL, lønsagsbehandler Diana Diechmann Jensen, BUPL Sydjylland, faglig konsulent Bettina Gottlieb, faglig konsulent Søren Thorning Andersen fra BUPL,­

bupl.dk og fagbladet Børn&Unge.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.