GUIDE: Sådan køber I sikkert legetøj

Børn skal lege trygt, men det kan umiddel­bart virke svært at overskue, hvilket legetøj der er godt og sikkert.Læs her, hvad I især skal være opmærksomme på, når I køber nyt legetøj.

Man skulle umiddelbart tro, at legetøj af naturmaterialer er sundere for børn at lege med end legetøj af plast. Sådan behøver det ikke at være. Naturmaterialer kan indeholde skadelige stoffer, der findes naturligt i materialet, eller legetøjet kan være behandlet med maling eller lak.

»Man kan ikke se, hvilke kemikalier et stykke legetøj indeholder, så man er nødt til at stole på, at producenten er ansvarlig og opfylder lovgivningen. Producenten skal vide, hvilke stoffer legetøjet afgiver, og om mængderne overholder grænseværdierne,« siger kemiker Shima Dobel fra Miljøstyrelsen.

Sammen med Sikkerhedsstyrelsen har Miljøstyrelsen udgivet 10 gode råd til daginstitutioner om indkøb og sikker håndtering af legetøj. Rådene tager både højde for kemikalier, mekanisk sikkerhed, lange snore og skarpe kanter.

I EU og dermed i Danmark må der kun sælges CE-mærket legetøj. Det betyder, at legetøjet lever op til sikkerhedskravene i EU’s legetøjsdirektiv. Mærket betyder dog hverken, at myndighederne har godkendt produktet, eller at det er blevet testet af et uafhængigt laboratorium. Mærket er alene fabrikantens garanti for, at kravene er overholdt. Der sker dog kontrol.

»Vores kemikalieinspektion tager stikprøver i butikker for at se, om legetøjet lever op til reglerne, og som noget nyt bliver legetøj også kontrolleret via containerkontrol, når det kommer til landet,« fortæller Shima Dobel.

En af synderne i legetøj er ftalater, der bruges til at blødgøre pvc. Ftalater binder sig ikke i plasten, men afgasser langsomt. Nogle ftalater er klassificeret som skadende for evnen til forplantning, andre er mistænkt for at være det. I 2007 indførte EU regler om, at seks specifikke ftalater ikke må være i legetøj til børn op til 14 år.

»Hvis man har blødt pvc-legetøj fra før 2007, er der stor risiko for, at det er blødgjort med et ftalat, som er forbudt i dag. Vi anbefaler derfor, at institutioner afleverer legetøj fra før 2007 på genbrugsstationen,« siger Shima Dobel.



Hvad siger EU’s legetøjsdirektiv?

● Legetøj skal være CE-mærket for at kunne sælges i EU.

● EU’s regler stiller krav til indholdet af sundhedsfarlige stoffer i legetøj.

● Direktivet forbyder de mest allergi­fremkaldende parfumestoffer.

● Direktivet sætter grænseværdier for afgivelsen af stoffer og tungmetaller.

● Direktivet giver mulighed for at skærpe krav og grænseværdier.



Andre mærkninger

Svanen

● Nordisk miljømærke, som anvendes frivilligt i Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island. Mærket garanterer, at legetøjet opfylder skrappe miljøkrav.

● Legetøjets belastning af miljøet vurderes ud fra dets levetid.

● Legetøjet indeholder hverken ftalater eller parfume.



Varefakta

● Varefakta stiller også miljø- og sundhedskrav til legetøj. Mærket stiller dog ikke så skrappe krav som Svanen.

● Legetøj med mærket indeholder ikke pvc og azofarvestoffer.



Ikke egnet til børn under 3 år

● Se efter symbolet, når I køber legetøj til små børn.

● Legetøj til børn over tre år kan også være farligt og skal så være mærket med en advarsel.

● En tekst på dansk skal forklare, hvorfor legetøjet ikke er egnet til aldersgruppen.



10 gode råd om indkøb og håndtering af legetøj

1. Tag ikke imod brugt blødt plastlegetøj

Sig nej tak til brugt blødt plastlegetøj købt før 2007, da det kan indeholde hormonforstyrrende ftalater. I 2007 blev der indført forbud mod de farligste ftalater i alt legetøj i hele EU.

2. Køb kun CE-mærket legetøj

Alt legetøj skal være CE-mærket. CE står for Communautés Européennes og viser, at legetøjet lever op til EU’s krav om ­sikkerhed, sundhed og miljøbeskyttelse. Med CE-mærket erklærer fabrikanten på eget ansvar, at alle krav i legetøjsdirektivet er overholdt. Uden mærket lever legetøjet med stor sandsynlighed ikke op til sikkerhedskravene, så pas på, hvis I handler på nettet og køber ind fra lande uden for EU. Bemærk i øvrigt, at CE-mærket kan sidde på legetøjets emballage.

3. Tag anbefalinger alvorligt

Især ved legetøj til børn under tre år er det vigtigt at følge ­fabrikantens advarsler og anvisninger om alder. Bedøm ikke selv legetøjet.

4. Brug kommunens indkøbsaftaler

Hvis din kommune er med i partnerskab for offentlige grønne indkøb, skal de centrale indkøbsaftaler leve op til en høj miljø­mæssig standard. Det er altid en god idé at undgå legetøj med parfume og duftstoffer. Duftstoffer kan irritere følsomme slimhinder og kan især ved længerevarende kontakt med huden fremkalde allergi.

5. Hold altid ekstra opsyn, når I bruger hobbyprodukter

Producenter af hobbyprodukter skal ikke vedlægge en speciel brugsvejledning til børn, men de gør det ofte alligevel, så spørg efter den. Børn udsættes nemmere for kemiske stoffer fra produkter som fingermaling og modellervoks, så hold ekstra øje ved disse aktiviteter. Hobbyprodukter kan være mærket med et A, som angiver, at de opfylder skrappere krav end i lovgivningen.

6. Naturmaterialer er ikke sundere end plast

Naturmaterialer er ikke altid sundere end for eksempel plast. Naturmaterialer kan indeholde skadelige stoffer, der findes naturligt i materialet, eller være behandlet med maling eller lak. Hverken legetøj af naturmaterialer eller plast må indeholde stoffer i mængder, der kan udgøre en risiko.

7. Følg fabrikantens anvisninger ved rengøring

Legetøj skal kunne tåle rengøring, uden at det går i stykker eller frigiver farlige kemiske stoffer. Det skal dog ikke kunne holde til en hvilken som helst form for rengøring, så følg fabrikantens anvisninger. Hvis legetøj ikke tåler maskinvask eller vaskes ved for høj temperatur, kan smådele løsne sig eller lim blive nedbrudt. Hvis der står anvisninger om rengøring på emballagen eller på selve legetøjet, er det en god idé at gemme informationen.

8. Pas på produkter, der ikke er legetøj

Flere produkter, der ikke er legetøj, er udført, så de appellerer til børn, for eksempel el-produkter med Disney-figurer. Børn risikerer at få stød og forbrændinger, hvis de leger med produkter, som er tilsluttet strøm.

9. Hold batterier langt væk fra børn

Noget legetøj sælges med løse batterier vedlagt. Batterier kan sluges og er meget giftige, så fjern eller sæt de løse batterier forsvarligt i, før I giver legetøjet til børnene. Batterierne skal skiftes af en voksen.

10. Fjern emballagen

Emballage er ikke beregnet til leg. Plastikposer og andet blød plast giver risiko for kvælning. Emballagen kan også indeholde smådele, som kan sluges. Fjern emballagen, før du giver legetøjet til børnene.



Specielt til børn under tre år

Små børn putter ofte ting i munden, så derfor bør I tage visse forholdsregler, når I køber legetøj. Det ved pædagoger naturligvis godt, men der er ingen skade sket ved at gentage reglerne. Hellere én gang for meget end én gang for lidt.

● Legetøjet må ikke indeholde små dele, fx løstsiddende dukke­øjne og perler, som kan sluges, sætte sig fast i svælget og i værste tilfælde kvæle barnet. Undgå også snore og lange bånd, der kan komme om halsen med risiko for kvælning.

● Legetøjet skal kunne holde til, at små børn er hårde ved det, så de må ikke kunne rive eller bide smådele af. Selvom en voksen holder øje, kan små børn putte små ting i munden, uden at det opdages.

● Sørg for, at tøjdyr kan vaskes, og at sømmene er sikre, så fyldet ikke kan tages ud og sluges.

● Legetøj med lyde kan have for højt støjniveau, der kan give høreskade, især hvis et barn holder det op til øret.

● Luft og vask nyt legetøj – også af plast – så de kemiske for­bindelser, der hænger i legetøjet, begrænses.



Vær især opmærksom på

Der er mange ting at holde øje med, når man køber legetøj til de små. Her er en liste over ting, man skal være særligt opmærksom på.

Balloner

● Børn under otte år skal være under opsyn af en voksen, når de puster balloner op, da dele fra en sprængt eller uoppustet ballon kan sætte sig i svælget og kvæle barnet.

● De fleste balloner indeholder kræftfremkaldende nitrosaminer, som bliver frigjort, når børn sutter på dem. Der er fastsat grænseværdier for nitrosaminer og nitroserbare stoffer i legetøj fra EU.

Magneter

● Hvis barnet sluger magneter, kan de gnide hårdt imod hinanden i tynd- og tyktarmen, så der i yderste konsekvens slides hul i væggene mellem tarmene.

Runde genstande og små bolde

● Undgå at give børn perler, kugler og andre små, runde genstande, der kan sætte sig fast i svælget.

● Især små bolde er svære at fjerne fra den bagerste del af munden, fordi de er runde.

Laserlegetøj

● Børn skal kun lege med laserlys, der markedsføres som legetøj. Andre former for laser kan have for stærke og farlige stråler.

● Hold øje med, at børn ikke peger med laserlys direkte ind i øjnene på sig selv eller andre, da det kan føre til øjenskader.

Hobbyprodukter

● Pas på smådele, for eksempel perler.

● Børn bliver nemmere udsat for kemiske stoffer fra produkter som fingermaling og modellervoks. Hold ekstra øje med børnene ved disse aktiviteter.

● Modellervoks, der hærdes i ovn, kan frigive kemiske stoffer. Anvend en anden ovn end den, I

bruger til mad. Hærdet modellervoks kan indeholde ftalater. Erstat eventuelt med trylledej.

● Sørg for god udluftning

Snore

● Legetøj bør ikke have snore over 18 centimeter, for ellers kan det blive til en løkke om halsen og kvæle barnet.

Elektrisk legetøj

● Selvkørende legetøj må ikke køre hurtigere end 8 kilometer i timen.

● Børn må ikke kunne få stød eller forbrændinger af at lege med det.

● Meget elektrisk legetøj indeholder for meget bly i printpladerne. Det er ikke sundhedsfarligt at lege med det, men bly er miljøskadeligt, så smid det ikke i skraldespanden.

Støjende legetøj

● Vær opmærksom på legetøjets støjniveau. Impulsstøj, som er en høj og kortvarig lyd, er den mest skadelige støj, da øret ikke kan nå at indstille sig på støjen.

● Også legetøj med et varigt højt støjniveau kan skade hørelsen. Vær specielt opmærksom, hvis et barn tager legetøjet helt op til øret.

Størrelsen

● Som tommefingerregel skal legetøj være mindst fem centimeter på alle ledder, så det ikke kan sluges eller sætte sig fast i svælget eller halsen.



Kilder til denne guide: Pjecen ’10 gode råd om indkøb og

håndtering af legetøj’ fra Miljøstyrelsen, Sikkerhedsstyrelsens pjece ’Børns sikkerhed’, legen.dk, sundhed.dk og gronneindkob.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.