GUIDE: Sådan klarer du jobsamtalen

Med den rette forberedelse øger du dine chancer for at klare dig godt til jobsamtalen. Læs her, hvad du typisk bliver spurgt om, hvordan du skal klæde dig og opføre dig, og hvorfor det sandsynligvis ikke er et problem, at du er nervøs.

Vær ærlig, velforberedt og interesseret. Lever du op til de tre kriterier, er du godt på vej til at få succes ved jobsamtalen. Det mener Aase Mathiesen, der som leder har gennemført mange jobsamtaler med pædagoger.

»Samtalen handler om at finde ud af, om personens værdier og hold­ninger passer til institutionen. Det er en vekselvirkning mellem det personlige og det faglige,« siger lederen af Børneinstitutionen Nova i Greve Kommune.

Det betyder dog ikke, at man skal kunne skrive under på samtlige punkter i institutionens værdisæt.

»Hvis man er uenig, skal man sige det, og så kan man argumentere for sine synspunkter. Det er dog vigtigt, at man er åben og i stand til at flytte sig holdningsmæssigt. Hvis man har en ’jeg alene vide-indstilling’, er det et problem,« siger hun.

Aase Mathiesen lægger vægt på, at ansøgeren giver udtryk for, at hun vil have jobbet, og stiller relevante spørgsmål. I jobopslag fra Nova står der for eksempel, at det er en flerkulturel institution.

»Så kan man spørge, hvad det er for en kategori af forældre, om de fleste er danske eller tosprogede, og man kan spørge til institutionens værdier. Her er det vigtigt, at ansøgeren lytter interesseret på svarene,« siger hun.

Til gengæld er det tøj, man har på, normalt ikke afgørende.

»Men hvis en ansøger kommer med høje hæle, lakerede negle og meget pænt tøj, kan jeg godt overveje, hvordan hun vil reagere, når hun får snavs og snot på sig. Kom i afdæmpet tøj, der passer til arbejdet med børn,« anbefaler Aase Mathiesen.

Henrik Nørgaard er head of public sector i Capacent People, der blandt andet beskæftiger sig med rekruttering. Han forslår, at man en eller to dage inden en samtale cykler forbi den måske kommende arbejdsplads og kigger på, hvordan folk går klædt, og hvordan bygninger og legeplads ser ud.

Det giver mulighed for at vælge nogen­lunde passende tøj.

»Men grundlæggende skal man tage tøj på, som man har det godt i til en jobsamtale. Har man ansigtet fuld af piercinger og den slags, skal man overveje at tage dem ud. Men man skal så være klar over, at folk forventer, at man ser nogenlunde ud som til samtalen, når man møder på arbejde,« siger han.



Det bliver du typisk spurgt om

Til jobsamtalen vil du typisk blive bedt om at uddybe nogle punkter i din ansøgning og dit CV. Derfor skal du læse dem igennem igen lige inden samtalen, så du ved, hvad der står. Samtidig er det en god idé, at du forbereder dig på en række spørgsmål, der typisk bliver stillet til jobsamtaler. Her er et bud på klassiske spørgsmål.

• Fortæl om dig selv.

• Hvorfor vil du arbejde i denne institution?

• Hvad er dine stærke/svage sider?

• Hvordan vil dine venner/kolleger beskrive dig?

• Hvad synes du er de mest/mindst interessante opgaver på jobbet?

• Hvilken rolle har du typisk i gruppesammenhæng?

• Hvorfor søger du nyt job?

• Hvorfor søger du netop denne stilling?

• Er du god til at løse konflikter mellem andre? Giv et eksempel.

• Beskriv din største succes.

• Beskriv din største fiasko.

• Hvad er en god chef for dig?

• Hvor er du om tre år?

• Hvad er dine fremtidsmål?

• Hvilke beslutninger er i dine øjne de vanskeligste/letteste at træffe?

• Hvad er du mest stolt af i dit liv?

• Hvordan arbejder du under pres?

• Hvad laver du i din fritid?

Kilder: Jobbank.dk, stepstone.dk med flere.



Godt at vide

Må man pynte på sandheden?

»Nej. Vover du dig ud i at pynte på noget, er det oftest til at gennemskue, og der vil blive boret i det. Samtidig skal du bagefter kunne leve op til det, du har sagt til samtalen. Kan du ikke det, har du et problem.«

Henrik Nørgaard, head of public sector, Capacent People

Skal man fortælle, hvis man er gravid?

»Det synes jeg. Jeg vil selvfølgelig ikke spørge til det, men jeg ville føle mig ført bag lyset, hvis jeg ikke fik det at vide. Det diskvalificerer ikke folk til et job, hvis de er gravide.«

Aase Mathiesen, leder af Børneinstitutionen Nova

Hvad skal man fortælle om privatlivet?

»Det er fint at fortælle, om man er i et parforhold, om man er single eller måske homoseksuel. Det vigtige er ikke, hvordan folk lever, men om jeg kan mærke, at de har rygstøtte og orden i privatlivet. Det er vigtigt for, at de kan overskue både jobbet og privatlivet.«

Aase Mathiesen, leder af Børneinstitutionen Nova



Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at man forbereder sig grundigt før en jobsamtale. Chancen for succes stiger i takt med forberedelsen. Se her, hvordan du gør det bedst.

• Fordel forberedelsen over flere dage, så du kan få idéer, lægge dem væk og senere sortere i idéerne.

• Lav en liste over ting, der er vigtige at få sagt. Tag udgangspunkt i dine kvalifikationer og erfaringer, der passer til jobbet.

• Du skal kunne beskrive det, du kommer fra. Kommer du fra en sammenlignelig arbejdsplads, er det en ressource. Har du erfaring fra anderledes arbejdspladser, skal du overveje, hvordan det kan være en styrke.

• Forbered konkrete eksempler på, hvordan du har løst opgaver. Hvad har du eksempelvis bidraget med på forældremøder eller i arbejdet med udsatte børn?

• Er du nyuddannet, skal du ikke forsøge at dække over det. Er du indkaldt til samtale, er institutionen åben over for nyuddannede. Måske ønsker man et generationsskifte eller har andre grunde til at ansætte en nyuddannet. Bare giv den gas.

• Lav research om arbejdspladsen. Læs på hjemmesiden, og hvis du kender ansatte eller forældre i institutionen, er det en god idé at tale med dem for at få yderligere informationer.

• Tag en cykeltur forbi institutionen, så du kan se bygningerne, legepladsen og nogle af de måske kommende kolleger.

• Forbered gode spørgsmål, der viser, at du har researchet. Har du set, at legepladsen er lille, kan du for eksempel spørge, hvordan man klarer den udfordring.

• Medbring jobopslaget, dit CV og din ansøgning. Skriv dine spørgsmål ned. Medbring også en blok eller papir til at tage noter. Det signalerer, at du er klar.

Kilde: Henrik Nørgaard, head of public sector hos Capacent People.



Sådan gør du under samtalen

• Er du nervøs inden samtalen, så vend det til noget positivt. Du er nervøs, fordi du vil have jobbet, og normalt trækker nervøsitet ikke ned. Det er interviewerens opgave at skabe en god stemning.

• Vis initiativ, men husk samtidig at lytte. Er du i tvivl om, hvad du bliver spurgt om, så stil endelig et opklarende spørgsmål.

• Når du bliver spurgt, skal du oftest følge din første indskydelse. Den er som regel rigtig.

• Vær altid ærlig.

Kilde: Henrik Nørgaard, head of public sector hos Capacent People.



Sådan får du ikke jobbet

• Lad være med at møde op.

• Kom for sent uden at give besked.

• Vær tilbageholdende med at fortælle om dig selv.

• Vær tromlende, og lad være med at lytte.

• Bliv taget i at pynte på sandheden.

• Lad være med at vise reel interesse for jobbet.

Eksemplerne bygger på oplevelser, Aase Mathiesen og Henrik Nørgaard har haft i virkeligheden.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.