GUIDE: Har du spurgt en kammerat først?

Kort om metoden: Børn er rigtig gode til at hjælpe hinanden, men nogle gange bliver det en vane at gå til de voksne for at få hjælp. ’Har du spurgt en kammerat først?’ er en metode, som sætter spot på, at børn hjælper børn, når det kan lade sig gøre.



Fremgangsmåde trin for trin

Introducer børnene til metoden. Brug eksempler, og forklar, hvorfor børnene skal arbejde med emnet. Byg eventuelt en historie op omkring et tema, som skal fange børnenes interesse, og hvor børnene kommer med input til, hvad der videre skal ske.

En anden mulighed er, at en af de voksne klæder sig ud og leger, at vedkommende er journalist, som skal skrive noget til avisen om, hvad børn ved om hjælpsomhed. Interview børnene om hjælpsomhed eventuelt med fokus på job, hvor man hjælper hinanden. Skriv børnenes udsagn ned.

Et besøg på en brandstation er spændende, og der er mulighed for at få en professionel til at fortælle om, hvordan man hjælper hinanden, og hvorfor det er vigtigt at være gode kammerater. Førstehjælp kan også inddrages i metoden.

Introducer børnene til en børneførstehjæpskasse med plaster og sårservietter. Vis, hvordan børnene kan bruge kassen til at hjælpe, hvis en kammerat kommer til skade.

Leg skadestue, brandstation og politistation. Sæt eventuelt gang i lege, hvor børnene kommer ’til skade’ eller oplever brand og kan gå til politiet for at få hjælp.

Kreative aktiviteter: For at få metoden ind under huden og komme omkring de ting og tanker, der dukker op i forbindelse med forløbet, kan man sætte gang i aktiviteter som: Tegne situationer med hjælpsomhed, byg en brandbil og en brandmand, indret stuerne alt efter, hvad børnegruppen arbejder med, så der er visuelle effekter, der understøtter børnenes læring.

Personalets rolle: Personalet skal opmuntre og have fokus på, hvilke hjælpeopgaver børnene kan magte. Husk at anerkende og rose børnene for deres hjælpsomhed. Det kan være nødvendigt at opfordre børnene til at finde en løsning selv eller spørge en kammerat om hjælp, før barnet opsøger hjælp hos en voksen. Personalet kan også sige: ’Er der nogen, som kan hjælpe her?’.

Fordele ved metoden: Børnene bliver opmærksomme på at være noget for hinanden. Personalet får indsigt i børnenes selvopfattelse i forhold til det at være en god kammerat. Det gør det muligt at arbejde mere individuelt med et barns selvopfattelse og relationsopbygning. Personalet oplever færre konflikter og større rummelighed og fællesskabsfølelse.

Forhold, man skal være opmærksom på: Det kan for de voksne være en omfattende læreproces at lægge bånd på sig selv og afvente, om der er en kammerat, som hjælper, i stedet for at man selv træder til med det samme. Det er vigtigt, at de voksne husker at spørge: ’Har du spurgt en kammerat først?’.

»Det er godt at se og opleve, at de børn, der har brug for omsorg, helt naturligt får den af kammerater og tager imod den, Børnene, der modtager omsorgen, oplever, at de er noget værd, siden kammeraterne vil trøste eller hjælpe,« siger Susan Lynge, pædagog.



Pædagogiske overvejelser:

Med metoden får børn øje på egne og andres ressourcer. Børnene øver sig i at være selvhjulpne og hjælpsomme over for hinanden. Gode ting, når man står over for at skulle starte i skole. Børnene lærer at søge hjælp hos hinanden ved mindre opgaver og udfordringer, som for eksempel at give en kammerat en hjælpende hånd på vej op ad en stejl skrænt, rense smårifter, sætte plaster på og lyne en lynlås.

Formål:

At se og bruge hinandens ressourcer, yde omsorg for andre og føle empati og at være en god kammerat.

Kontekst:

Metoden kan sættes i gang med et projektforløb, hvor man fra forskellige vinkler sætter spot på hjælpsomhed børn imellem. Senere skal der være opmærksomhed på, at hjælpsomheden bliver en integreret del af hverdagen. Er for hele børnegruppen, da det handler om at udvikle en bestemt kultur.

Konkrete elementer:

Bøger som inspirerer til omsorg og hjælpsomhed og en børneførstehjælpskasse med plaster og sårservietter.