Grib de triste unge

"Prøv lige at se her," siger hun. "Man kan ikke se det så meget mere, for det hjælper faktisk at tage solarium. Man kan godt lige se det her, men den var også lidt dyb."

Annette Vilhelmsen, pædagogisk konsulent i Ungdomspædagogisk Viden og Udviklingscenter ved CVU Fyn, refererer fra et møde med en efterskoleelev, der skærer sig i armene. Pigen fortalte om sine mange ar på en helt afslappet "hvad skal du op i nu her til 9. klasses eksamen"-måde, fortæller Annette Vilhelmsen.

"Og det bliver sådan et samtaleemne, men derfra og til at tro, at man kan spørge dem: "hvorfor gør du det?" Jeg tror ikke, de kan svare på det," siger Annette Vilhelmsen, der sammen med kollegaen Anne Marie Nyborg holder kurser og oplæg for voksne, deriblandt pædagoger og lærere, der møder piger - og drenge - med selvskadende adfærd eller selvmordstruede unge.

Måske burde alle lærere og pædagoger have sådan et kursus, for de findes overalt. Unge, der skærer sig selv i armen - cutting, som fænomenet kaldes på moderne dansk. Eller tager piller og alkohol i overdrevne mængder. Eller går så vidt som til at forsøge at tage deres eget liv.

47 procent af de 14-15 årige piger har overvejet at tage en overdosis medicin, skære sig i håndleddet eller på anden måde skade sig selv, og 17 procent af pigerne går faktisk så langt, at de skader sig selv, viser rapporten "Unges (mis)trivsel" fra 2002 (omtalt i Børn&Unge nr. 45/2002). Drengene er ikke så hårde ved sig selv, "kun" 19 procent har overvejet at skade sig selv, og kun fem procent af dem fører tankerne ud i livet.

Desværre er drengene så mere resolutte, når det gælder selvmord. 15 drenge i alderen 15-19 år tog i 2001 deres eget liv, kun to piger, viser de nyeste tal fra Register for Selvmord.

En anden undersøgelse fra 2002, gennemført af Institut for Folkesundhed, viser, at hver femte 16-19 årig har haft selvmordstanker.



Gør dog noget. Og forældrene er i langt de fleste tilfælde aldeles uvidende om de kvaler, deres teenagebørn har, viser "Unges (mis)trivsel". Derfor er det bydende nødvendigt, at andre voksne er opmærksomme på de unge, der har problemer, mener Annette Vilhelmsen og Anne Marie Nyborg.

Og det første, man skal gøre, er slet ikke så svært, siger Annette Vilhelmsen:

"Grundreglen er: Så gør dog noget. Man kan blive helt overrasket over at sidde sammen med lærere, der har været lærere i 20 år, som siger: "Vi ved ikke, hvad vi skal sige". Nej, men de er sammen med de unge hver dag, så sig noget til dem," fastslår Annette Vilhelmsen.

Det er ikke nødvendigvis svært at snakke om fænomener som cutting og selvmord på et overordnet plan, mener Anne Marie Nyborg:

"Men når det bliver personligt, når der en, der kommer hen til mig og siger: "Jeg har det så dårligt, at jeg er bange for, at jeg gør et eller andet ved mig selv. Kan du ikke hjælpe mig?" Så bliver vi bange," siger Anne Marie Nyborg.

"Man tænker på sig selv først: Uha, det kan jeg ikke. Man skal vænne sig til først at tænke på den unge, der står der, og sige: "Nej, en ung skal ikke have det så dårligt, at han eller hun skærer sig selv med en skalpel, så blodet løber", og så må man pokkerme glemme sig selv. Måske bliver det ubehageligt for mig, men det gør nok mere ondt at sidde og skære sig i armen," siger Anne Marie Nyborg.

Berøringsangst. Hun mener, at det handler om almindelig medmenneskelig omsorg.

"Hvis man kan se, at der er en, der har det dårligt, så går der ikke noget af en ved at gå hen og tage om vedkommende og sige: "Jeg kan se på dig, at du har det skidt. Er det noget, du vil fortælle mig om". Det kan også være, at den unge siger, at der ikke er noget i vejen. Fint nok, men så har man inviteret til samtale, hvis der skulle være noget," siger Anne Marie Nyborg.

"Mange har berøringsangst, fordi de er bange for konsekvenserne," fastslår hun.

Derfor er det vigtigt, at man både som enkeltperson og som personalegruppe bliver afklaret med, hvad ens holdning er.

"Man skal turde tage ordene i sin mund. Man skal turde sige ordet "selvmord". På institutionerne skal man finde ud af, at alle ikke nødvendigvis skal kunne det her, men man skal vide, at der er nogen, der kan," anbefaler Anne Marie Nyborg.



Unge uden netværk. Men det er nødvendigt, at alle lærere og pædagoger har antenner ude for at opfange signalerne fra de unge. For det kan være signaler, og især unge, som det er meget svært at se, forklarer Annette Vilhelmsen og fortæller om et kursus på en efterskole, hvor hun bad alle lærerne om at prøve at tænke på de elever, som de havde svært ved at komme i tanke om.

"Det viste sig, at der var en fire-fem elever, som de overhovedet ikke havde kontakt med - nogen af lærerne. De unge er sårbare," siger Annette Vilhelmsen.

"Man skal være opmærksom på de børn og unge, der ikke har meget netværk, som ikke har meget voksenkontakt, og som hænger ude i periferien. De er sårbare og i risikogruppen," siger hun.

Derfor skal pædagoger også vide, om en ung er i risikogruppen, mener Anne Marie Nyborg:

"En god pædagog skal kunne spørge ind til netværket. Måske er pædagogen i klubben den eneste voksne, de reelt har kontakt med. Hvis man står der og er 17 år, og den eneste, man har at tale med, er en pædagog i klubben, og pædagogen ikke ser signalet, så er man på den."

"Det kan godt være, det er dig, der står tættest på, selv om du ikke ved det," tilføjer Annette Vilhelmsen.

De anbefaler også, at man holder øje med de unge, der ændrer opførsel, måske bliver de mere indesluttede, eller måske er det en af de stille eksistenser, som pludselig bliver meget udadreagerende. Og så skal man også være opmærksom på skilsmissebørn, påpeger Anne Marie Nyborg:

"Man skal ikke underkende skilsmisseproblematikkerne. Der findes ikke en lykkelig skilsmisse. Ethvert barn af en familie, der bliver skilt, oplever et tab."



Det faktuelle. Når man kommer i en situation, hvor man møder en ung med en selvskadende adfærd, eller som er selvmordstruet, så er det fundamentalt, at man har sin viden på plads, siger Annette Vilhelmsen.

"Du skal spørge, hvad det er, der foregår. Ikke hvad du synes, ikke hvad du tror: Har du snittet dig? Hvor meget har du snittet dig? Og hvor ofte? Må jeg se det? Hvad tænker du om det? Så man taler om det, der er faktuelt," siger Annette Vilhelmsen.

Næste skridt er at finde ud af, hvad der så skal ske. Der skal man finde ud af, hvad den unge har brug for, såvel hjemme som i skolen og klubben.

"Så afgrænser man det rum, hvor de har et behov. Og til sidst griber vi til handling. Vi stiller spørgsmål til den unge: Hvordan vil du kunne handle? Hvordan kan vi handle sammen med dig, når du er i klubben?

Så man hjælper med at afgrænse problemerne og gøre det overskueligt," siger Annette Vilhelmsen.

Og så er det vigtigt at bevare roen, første gang den unge fortæller om sine problemer.

"Det er i orden at sige til den unge, at det her er meget stort, jeg er lige nødt til at tænke mig om. Så kan man lige sætte vand over til kaffe, så man giver sig en pause," siger Anne Marie Nyborg.

"Men hvis du stiller spørgsmålet, skal du også kunne tåle at høre svaret. Og det skal man jo forberede sig på mentalt," påpeger Anne Marie Nyborg.

Og så skal man huske at lytte, advarer hun.

"Mange af os professionelle er gode til at snakke, og når det bliver ubehageligt, begynder vi at speedsnakke. Og kommer med løsningsforslag: "Jeg har også læst en bog om sorg, og den skulle du også tage at læse." Det er en erhvervsskade, for vi er så fokuserede på løsninger. Men når man stiller spørgsmålet, så skal man altså tie stille og lytte, og prøve at forestille sig, hvad der foregår inde i den unge," siger Anne Marie Nyborg.



Indberetning. Når de er ude og holde kurser og oplæg, møder de ofte pædagoger og lærere, der af unge er blevet bedt om at love, at de ikke går videre med deres viden.

"De voksne føler sig i en forfærdelig pine, for på den ene side ved de noget, som de ikke må vide, at de ved, og de må ikke handle på det, for så svigter de den unge. Men sådan noget kan man ikke love. Man kan love at gå videre med det, og at man passer på dem og er omsorgsfuld," siger Annette Vilhelmsen og påpeger, at pædagoger i sådanne sager vil have indberetningspligt.

"Hvis man har viden om et barn eller ung, og det på sigt kan skade barnet, hvis det ikke kommer frem, så har man indberetningspligt. Det svarer til, at du ser et barn, der får bank, og så siger forældrene, at du ikke må sige det til nogen. Jo, du må. Du skal," siger Annette Vilhelmsen.

Som institution bør man ruste sig til mødet med de her unge. Mange institutioner har lavet sorgplaner og har et beredskab ved for eksempel ulykker og skilsmisser. Det beredskab bør også inkludere mødet med selvmordstruede og selvskadende unge.

"Folk slapper af, når de ved, at der står et ringbind inde på kontoret med de oplysninger, som de skal bruge," siger Anne Marie Nyborg, der anbefaler Kræftens Bekæmpelses materiale om sorgplaner som udgangspunkt.



Eksistentiel ungdom. Selv om det skal tages alvorligt, er der ingen grund til at gå i panik, når man hører en ung nævne selvmord.

"De eksistentielle overvejelser hører til ungdomslivet: Hvem er jeg, hvor skal jeg hen, hvad vil jeg med mig selv og mit liv," siger Anne Marie Nyborg, der også mener, at man skal være klar til at gå ind i de diskussioner med de unge.

"Man skal give de unge rum og mulighed for de her diskussioner. Hvad er meningen med livet? Hvad er det gode liv for dig? Hvem hjælper dig til det gode liv? Hvem er din modstander? Så man tør sætte ord på. Der skal være nogle voksne til dem, der ikke kan se en mening," siger Anne Marie Nyborg.

Hun kan godt forstå, at mange unge har svært ved at håndtere det at være ung i dag.

"Jeg tror, at mange unge har utroligt svært ved at se mål og med i det, de skal fremover. Der ligger et langt større forventningspres på de unge i dag. Nu skal du vælge den rigtige uddannelse, både rigtig for samfundet og for dig, og hvis du ikke klarer det, så er du en taber. Og du skal helst have penge og se godt ud. Det er ikke småting der skal til for at være kompetent som 16-årig. Og så går man ud og skærer sig i armen," siger Anne Marie Nyborg.







Få mere at vide





dr.dk/stopselvmord

Danmarks Radio kører i øjeblikket en kampagne under overskriften "Det gælder livet". På hjemmesiden dr.dk/stopselvmord kan du se de første tre tv-udsendelser i en række på ni, ligesom der er fakta og gode råd på hjemmesiden.



Livslinien.dk

Du kan ringe til Livslinien og få råd på 70 201 201, eller man kan skrive til dem via hjemmesiden, som også har fakta og svar på ofte stillede spørgsmål.



www.selvmordsforskning.dk/

Center for Selvmordsforsknings hjemmeside. Med blandt andet nyheder, rapporter, statistik.



www.cancer.dk

Kræftens Bekæmpelses hjemmeside, hvor man kan finde hjælp til, hvordan man udarbejder omsorgsplaner (omsorgsplaner er omtalt i Børn&Unge nr. 3/2001).



Litteratur:

Hvor svært skal det være? - en antologi om forebyggelse af unges mistrivsel, selvmordsforsøg og selvmord, Anne Marie Nyborg og Annette Vilhelmsen (red.), Ungdomspædagogisk Forsknings- og Udviklingscenter, 2003.

Pris: kr. 150,- + forsendelse. Publikationen kan bestilles på bogsalg@cvufyn.dk



Unge på kanten af livet. Forfatter: Bente Hjorth Madsen, Psykiatrien i Århus Amt, 2004.

Center for Selvmordsforebyggelse i Århus har udgivet en lille bog om unges selvmord. Den kan downloades via www.selvmordsforskning.dk under litteratur.