Graffiti mod mobning: Konkurrence blev et startskud

Det begyndte som en graffitikonkurrence, men det har ført til et øget fokus på kampen mod den ondsindede mobning hos vinderne i juniorklubben TØF Tølløse

Lav en graffiti under overskriften "Graffiti mod mobning". Sådan lød opgaven i al sin enkelthed, men for juniorklubben TØF Tølløse blev det også et startskud, fortæller afdelingsleder May von Linstow, afdelingsleder i klubben.

"Det bringer meget med sig. Det har været så godt," siger hun.

"Nu skal vi have en fælles mobbepolitik med klubben og skolen, og der er vi begyndt at sætte ord på," fortæller hun.



Men hun har også andet at glæde sig over, for børnenes graffiticollage har vundet førstepræmien i konkurrencen "Graffiti mod mobning". Den var arrangeret af BUPL og er en del af Undervisningsministeriets kampagne "Sammen mod mobning - for trivsel, tolerance og tryghed."

Alle fritidshjem og SFO'er har været inviteret til at deltage i konkurrencen, og i skarp konkurrence med 41 andre værker blev TØF erklæret som vinder af konkurrencen (dommerkommentarerne kan du se under billederne). Ud over æren har klubben også vundet 5.000 kroner.

En kerne af otte børn har været dybt involveret i projektet, men mange andre er kommet med ideer til, hvad der skulle på, fortæller May von Linstow.



Klubben ville have et klart budskab, som kunne forstås med det samme - også af mindre børn. For børnene kommer først i juniorklub som 12-årige, og der er der allerede mobberi i gang konstaterer May von Linstow.

"Snart får vi 25 nye unger herover. Nu har vi startet det her, og så ved vi, at vi skal tale ordentligt til hinanden," siger hun.

Hun har også prøvet at bruge projektet til at inddrage nogle af de grupper, der er lette ofre for mobning.



"Vi har snakket meget om forskelligheder, for det er nørderne og rollespillerne, der bliver set ned på, og dem vil jeg prøve at få lidt frem i lyset," siger May von Linstow, der har haft held til at lokke nogle af dem væk fra de dragende spillekonsoller.

Børnerådets rapport "Mobning 2008" viser, at blandt børn i 6. klasse er mere end hver fjerde blevet mobbet inden for de seneste par måneder. Hver tiende elev er blevet mobbet indenfor den seneste måned. Hver fjerde elev ved ikke, hvad de skal gøre, når de ser andre blive mobbet.



Læs mere om kampen mod mobning på: www.bupl.dk og www.sammenmodmobning.dk





Vinderne af graffitikonkurrencen mod mobning er:



1. præmie: Junior Klub i Tølløse (5.000 kr)

Dommernes begrundelse: Billedet har en god signalværdi. Billedet er ligetil og har et klart, enkelt og effektfuldt budskab. Det er teknisk godt udført, og der er lagt vægt på at gøre maleriet graffitiagtigt med klare farver og gode sikre linjer.









2. præmie: fri2eren Starup Skole (4.000 kr)

Dommernes begrundelse: Billedet er meget originalt og ideen rigtig god. Det viser meget tydeligt og på en stærk måde følelsen af at blive mobbet og at stå alene. Billedet er anonymt og uden tekst, men er alligevel meget stærkt, idet det er følelsen der er malet. Der er en god symbolik i farverne og billedet har en god komposition med et stærkt og rammende udtryk.



3. præmie: SFO Tudsen i Næstved (3.000 kr)

Dommernes begrundelse: Billedet er meget kreativt, enkelt og udfordrende. Det viser på en barsk måde alvoren i mobning gennem de ord, som børnene selv bruger. Billedet er teknisk interessant fordi dets udtryk tager udgangspunkt i de tags, som børn laver for eksempel på skolens toiletter.



4. præmie: DUS Hals i Hals (2.000 kr)

Dommernes begrundelse: Billedet er godt, fordi det har et stærkt og et sandt budskab, der taler direkte til mobberen på en god måde. Det er noget man selv kan gøre, selv om det ikke er nemt. Det er budskabet, der bærer billedet og udførelsen er graffitiagtig. Billedet er et af flere budskaber i et projekt, som er meget kreativt og virkningsfuldt tænkt og udført.



5. præmie: SFO Lindetræet Frederiksberg (1.000 kr)

Dommernes begrundelse: Meget flot værk! Billedet er veludført med et stærkt, klart budskab og udtryk. Billedets særlige styrke er, at den kan fange de seje drenge. Det fremgår tydeligt af værkets tekniske sikkerhed og detaljer, at den graffitikyndige vikar har været over det og malet sammen med børnene. Det er grunden til, at billedet ikke placeres højere blandt vinderne.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.