Girafsprog i børnehaven; Jeg kan se, du er ked af det

De yngste børn er kommet hjem fra en tur i skoven og skal spise frugt. Peter græder, og pædagog og souschef Karen Skovgaard Nielsen tager ham op og siger: "Jeg kan se, at du er meget ked af det. Hvad skete der?" Peter kan ikke lige svare, så Karen Skovgaard Nielsen spørger også de andre børn, hvad der skete. Og så svarer Jonas "Det var mig", og lidt senere siger han "Drikkedunk". "Hvad skete der," siger Karen Skovgaard Nielsen. "Jeg slog ham," siger Jonas. "Okay, så du er ked af det, fordi Jonas slog dig, Peter?" "Ja," siger Peter, som nu næsten er holdt op med at græde. Karen Skovgaard Nielsen siger henvendt til Jonas: "Kan du se, at Peter blev ked af det. Jeg vil have, at du ikke slår, men husker, at vi skal snakke sammen i stedet for, ikke?" Jonas nikker, og situationen ender med, at de to børn kan sætte sig til at spise frugt i fred og ro.

Situationen er typisk for mange konflikter i en daginstitution. Det usædvanlige er, at denne konflikt løses, uden at et af børnene føler skyld og skam, fordi det får skældud. Alligevel er barnet blevet husket på, at pædagogerne ikke vil have, at børn slår hinanden. Samtidig er Peter blevet set og hørt med de følelser, han havde.

Og Jonas lærte lidt om at sætte sig ind i, at Peter havde nogle følelser, som ikke var rare på grund af noget, han havde gjort. Det er en af måderne at bruge ikke-voldelig-kommunikation på, sådan som det bliver praktiseret i Outrup Børnehave i Varde Kommune.

"I det her tilfælde, hvor det er de små børn, handler det mest om at få sat ord på de følelser, de har. Men også om, at man bliver klar i sin formidling. Der er forskel på at sige: "Du må ikke" eller "Jeg vil have, at du...". Det er en lille ting, men det betyder meget, at man holder det hos sig selv og ikke lægger skylden over på barnet. Jeg siger min mening til barnet om, at jeg vil have, at han holder op med at slå, fordi det er en regel i børnehaven, og fordi det andet barn bliver ked af det. Det er en helt anden form for kommunikation, som forholder sig til barnet, men jeg skærer igennem alligevel," siger Karen Skovgaard Nielsen.



Børns behov. Siden 2002 har pædagogerne praktiseret ikke-voldelig-kommunikation i Outrup Børnehave. De var på kursus sammen med lærerne i den lokale skole og indledte i den anledning et samarbejde med CVU-Vest. I halvandet år efter kurset kom Hanne Holm fra CVU-Vest (se artikel med hende i B&U nr. 3/07) engang imellem til personalemøder og snakkede med pædagogerne om, hvordan det gik, og sparrede med dem, hvis der var noget, som de syntes var svært. Og det var der ofte. At praktisere ikke-voldelig-kommunikation er svært, fordi man som pædagog og menneske har mange indgroede vaner, der skal ryddes af vejen.

"Selv om det egentlig er ret enkelt, er det alligevel utrolig svært at bruge i praksis, fordi man har en masse vaner, der bare kører på rygraden, så man skal virkelig tænke sig om og reflektere for at få det til at virke. Det er en livslang proces. Men for os handler det om, at vi lærer børnene at mærke efter, hvordan har de det, hvilke følelser har de lige nu. For det får de brug for hele livet. Og så også være tro mod de følelser og kunne melde ud, hvad det gør ved dem. Hvis man selv bliver respekteret med sine følelser og det, man siger, så kan man også nemmere respektere andre," siger leder Inga Holm Jensen.

Pædagogerne har lært om baggrunden for ikke-voldelig-kommunikation på kurset, og Inga Holm Jensen kan fortælle, at filosofien bag er, at børn gør ikke det, de gør, fordi de er onde, men fordi deres behov ikke bliver mødt eller set.

"Vi skal være bedre til at se, hvilke behov der ligger bag ved børnenes adfærd, og hvad vi så kan gøre for at støtte op om de behov. Det er nok det, der har givet allermest, at vi har fået en anden måde at se og møde børnene på. Konflikter er en del af hverdagen, men når man ved, at det handler om børnenes behov, og at de vil gøre alt for at få dem opfyldt, så får man en helt anden forståelse for deres adfærd, og så kan man bedre hjælpe dem med at finde løsninger på konflikterne," siger hun.



Konfliktløsning. Ikke-voldelig-kommunikation eller den mere populære betegnelse girafsprog består af fire trin: Fakta - man beskriver eller får børnene til at beskrive, hvad der skete. Følelser - man sætter ord på de følelser, der er i spil. For de større børns vedkommende hjælper man dem til selv at sætte ord på og at nuancere følelserne. Det er ikke nok at benytte sig af vred, ked af det, glad eller sur, man kan også være trist, skuffet, genert eller rasende. Dernæst hører man også om de behov, der har været involveret i konflikten, for eksempel: Et barn vil gerne have en cykel, en skovl eller vil gerne være med i en leg, og det kan være, at det er, fordi de behov ikke er opfyldt, at barnet slår, skubber, hugger den andens skovl eller siger grimme ting. Til sidst skal der laves en anmodning - det betyder, at barnet selv eller med hjælp fra den voksne, kan finde en løsning på konflikten eller problemet. Måske finder man ud af, om de børn, der har været i konflikt kan lege sammen, efter konflikten er løst, eller om den ene skal hjælpes til at finde en anden at lege med. Inga Holm Jensen siger, at hun kan mærke med det samme, når en konflikt løses på en god måde.

"Børnene giver slip, og de kan komme videre i deres leg og i deres dag. Enten går de hver til sit, fordi de har indset, at de vil noget forskelligt, eller de finder ud af, at de kan lege sammen, fordi de ved mere om, hvad hinanden vil. De hviler i det, fordi konflikten er løst på en hensigtsmæssig måde, og de ikke mere har noget i klemme. Det er jo succes, når vi oplever det. Det er ikke altid, at det går sådan, men det er det, vi arbejder på," siger hun.



Føle-føle. For Karen Skovgaard Nielsen var det frustrerende i begyndelsen at arbejde med ikke-voldelig-kommunikation. Hun var på diplomuddannelse, da de andre var på kursus og fik derfor lært metoden senere end kollegerne.

"Jeg tænkte, at jeg lærer det aldrig. Det er svært, fordi man skal arbejde utrolig hårdt med sig selv. Man skal ind og have styr på et mere nuanceret følelsesregister og kunne sætte ord på det. Og hvis man ikke er vant til at arbejde med sine egne følelser på et mere detaljeret niveau, så er det svært at sætte ord på det over for børnene. Og så det med at holde det ovre hos sig selv, at man siger "jeg vil gerne have" og så lade være med at fortsætte med "for det er smadderirriterende, at du gør...." For så får man jo alligevel problemet flyttet over på barnet. Det er meget svært," siger hun.

Karen Skovgaard Nielsen kan godt forstå, hvis nogle synes, at ikke-voldelig-kommunikation er sådan noget "føle-føle-noget". For det kan være svært at forstå, hvad der er så vigtigt ved det.

"Men man lærer, at det er et super redskab, hvis man har to børn, der bliver ved med at komme i konflikt med hinanden. Man finder ud af, hvad der sker i de situationer, hvad det dybest set er, de vil med hinanden, for det er jo oftest slet ikke at slås. Man kommer langt ud over den der "hvad-synes-du-du-tror-du-føler"-fordom, som gør at nogle skubber det væk med en bemærkning om, at nu bliver det lige en tand for pædagogisk det her," siger hun.



Børn søger løsninger. Pædagog Birgit Friis Petersen gør opmærksom på, at de konflikter, man skal være med til at løse som pædagog, ofte er nogle, man ikke har set fra starten.

"Og så er det vigtigt, at begge børn bliver hørt om deres oplevelser af, hvad der skete. Som regel er det jo ikke noget, de gør med vilje, men nogle omstændigheder, der gør, at det bliver oplevet som om, den ene vil gøre noget grimt ved den anden. Det kan være, at man løber stærkt og kommer til at skubbe, men det er jo sjældent med vilje og bevidst, og det får vi så opklaret," siger hun,

"Mange gange er konflikten jo løst, bare de får lov til at fortælle, hvad der skete. Så det er langt fra altid, at man skal hele møllen igennem med at snakke om følelser," siger Inga Holm Jensen.

En af fordelene ved at bruge ikke-voldelig-kommunikation er ifølge Karen Skovgaard Nielsen, at man lærer børnene at søge efter løsninger. Og de er ofte meget dygtige til det, hvis man hjælper dem lidt.

"Hvis et barn er ked af det, eller to børn har en konflikt, inddrager man ofte de andre og siger, at der er et problem. For eksempel: "Vi har et problem her, vi mangler en skovl til Peter, er der nogen, der har en ide til, hvad vi skal gøre?" Lige som hvis der er to børn, som har meget modsatrettede opfattelser af, hvad der er sket, kan man sige: "Puha, det er ikke nemt det her. Var der nogen, der så, hvad der skete?" Så får man et mere nuanceret billede af, hvad der er sket, for nogle gange står vi jo lidt der og ved ikke, hvad vi skal stille op," siger hun.



Kan hun være hund? Nogle gange er der slet ikke en løsning på problemet, og det mener pædagogerne i Outrup Børnehave også, at de skal hjælpe børnene med at tackle.

"Hvis det for eksempel er sådan, at andre ikke vil lege med et barn, så giver vi gerne barnet det håb, at det kan være, at de vil, når de har leget færdig, og så opfordrer vi barnet til at spørge igen senere. På den måde er det ikke så voldsom en afvisning, for så er der da håb om, at hun senere kan være med i legen," siger Inga Holm Jensen.

"Nogle gange kan behovet ikke opfyldes, og så kan man hjælpe videre ved at spørge, om barnet kunne spørge andre, om de vil lege, eller spørge senere. Eller man kan bare anerkende, at man godt kan forstå, at barnet er ked af, at det ikke lige kan lege med dem, det gerne vil. Det er jo en del af livet at blive afvist, og det kan man hjælpe barnet med at lære at acceptere," siger Karen Skovgaard Nielsen.

Birgit Friis Petersen husker, at det var noget af det, pædagogerne snakkede meget om i begyndelsen.

"Vi er jo nok tilbøjelige til at tage parti for det barn, der bliver afvist. Men det er lige så vigtigt, at dem, der har aftalt at lege, får lov til det, uden at de skal påduttes at lege med nogle andre. Så er det bedre, man finder et alternativ til den forsmåede. Vi prøver også at lave en anmodning: "Måske kan hun være hund". Men det kommer lidt an på, hvad det drejer sig om og en fornemmelse, man selv kan have om, er det nu en god ide eller ej," siger hun.

"Man kan også spørge, hvorfor de ikke vil lege med vedkommende, og så få nogle begrundelser: "Han slår", siger de måske, og så kan man snakke med børnene om, at de måske kan lege sammen, hvis vedkommende lover ikke at slå. Så man også hjælper dem med at få meldt ud, hvorfor de ikke vil lege med det barn, for det er jo også væsentligt," siger Karen Skovgaard Nielsen.

"På den måde lærer de selv at reflektere over deres adfærd og regulere den, så de kan være med i legene," siger Inga Holm Jensen.



Som børns leg. Karen Skovgaard Nielsen synes, at det har taget tid for hende at finde ud af at praktisere ikke-voldelig-kommunikation rigtigt. Og hun er kommet til den erkendelse, at det gør hun nok heller ikke 100 procent.

"Men det er et redskab, jeg kan bruge i mit daglige arbejde på linje med så mange andre. Og det var først, da jeg kom frem til den erkendelse, at jeg fandt fred i at bruge det her. For hver gang jeg kom til at sige: "Du skal", så syntes jeg jo, at jeg var en dårlig pædagog. Så man skal finde sin egen måde at gøre det på, og det er faktisk okay. Det er vigtigt, at jeg er tro over for mig selv og kan være i det på min måde," siger hun.

Inga Holm Jensen er enig, for en stor del af ens egen personlighed bruges i det pædagogiske arbejde og ikke mindre i ikke-voldelig-kommunikation.

"Det har meget at gøre med, hvordan man er som person. Det, man har med i sin rygsæk, er afgørende for, hvordan man synes, at det er rigtigt at arbejde med det. Det skal jo også lyde troværdigt, når det kommer ud af munden på en," siger hun.

"Jeg tænker tit på, at det med at tilegne sig den her metode, er lidt lige som børns leg. Man begynder med at være enormt regelret, og når man så har styr på reglerne, så udvikler man på det og finder sin egen leg. Man må anerkende, at man ikke nødvendigvis kan komme igennem alle fire trin, når man står med en toårig, som er ked af det og råber på mor. Og det er jo heller ikke det vi skal, men man skal lige komme til den erkendelse, at det også er i orden," siger Karen Skovgaard Nielsen og tænker tilbage på den situation, som er beskrevet i starten af artiklen:

"Peter var ked af det, han græd helt vildt, og jeg kunne ikke finde ud af, hvad der var i vejen. Jeg sidder så og gætter højt og spørger de andre. Og pludselig siger Jonas "Det er mig" og lidt efter "drikkedunk" og jeg spørger, om han har slået Peter med drikkedunken. Det siger han ja til. Jeg er faktisk overrasket over, at selv de helt små børn faktisk godt kan sætte ord på det, der er sket, hvis man hjælper dem lidt."







Girafsprog er:



"Vil du have ret, eller vil du være lykkelig?" Sådan har ophavsmanden, den amerikanske psykolog Marshal B. Rosenberg sagt om sin teori om ikke-voldelig-kommunikation eller girafsprog. Sproget er et redskab til at bevare dialog i samtaler og bruges oftest til konflikthåndtering. Marshal B. Rosenberg brugte giraffen som symbol for sin teori, fordi den har det største hjerte af alle dyr, og fordi det med sin lange hals har det største overblik. Målet med girafsprog er at tale ud fra behov, følelser og konkrete iagttagelser. Modsætningen er ulvesprog, hvor man taler ud fra vurderinger, anklager, kritik, domme og krav.



Litteratur om emnet:

"Ikkevoldelig kommunikation - Girafsprog", af Marshal B. Rosenberg, Forlaget Borgen, 279 kroner.

"Girafsprog - Empatisk kommunikation i pædagogens arbejde,

af Bodil Weirsøe, Forlaget Gyldendal, 188 kroner.

CVU-Vest og Outrup Børnehave har lavet en dvd og et teksthæfte om

ikke-voldelig-kommunikation i børnehaven. Den hedder "Vi er på vej", koster 495 kroner og kan købes eller bestilles hos alle boghandlere.







Cykelkø

Birgit Friis Petersen fortæller:

"En af de mindre drenge - Aske - kom grædende hen til mig og sagde, at et andet barn - Mathias - havde taget hans cykel, og at det var den gule cykel, som jeg ved er noget specielt, for den har lige fået nye hjul og er meget populær. Det gik vi hen og så på, og på vejen mødte vi den anden dreng, som næsten var kommet hen omkring huset. Samtidig ser jeg, at der var en række af børn, som stod og ventede. Aske sagde igen, at det var hans cykel, og jeg spurgte så, hvad det var med den cykel. Og Mathias siger så: "Du ved jo godt, at vi har lavet den aftale, at når man har den gule cykel, så må man cykle en runde." Det er en regel, børnene selv har lavet. Så da Aske kom rundt om hjørnet, mente Mathias jo, nu var det hans tur, for han stod i kø. Det havde Aske ikke lige forstået, men da jeg så forklarede ham det, gik han bag i rækken og var så med i legen. Jeg tog så også fat i de følelser, begge børn havde. Mathias så jo helt overrasket ud og vi snakkede om, hvorfor han blev det, men også om, hvorfor Aske blev ked af det. Til sidst lavede vi en anmodning. I det her tilfælde at Aske siger, at han gerne vil have cyklen igen, og jeg fortæller ham, at han bare skal stille sig i køen, så bliver det hans tur igen. Og så fandt de ud af det på den måde, og havde det godt med det alle sammen. Aske ville selvfølgelig gerne have, at det var hans cykel alene, og at han skulle have cyklen igen med det samme, men han affandt sig med, at det kunne han ikke, fordi der var en regel, som børnene selv havde lavet, og som han også skulle respektere."







Krig og fred

Karen Skovgaard Nielsen fortæller:

"Sidste år havde vi en drengegruppe og vi havde temaet om krig. Det opstod, fordi vi opdagede, at nogle af drengene havde noget, de kaldte krig kørende ude på legepladsen. Så samlede en af mine kolleger fra den anden gruppe og jeg drengene og sagde, at vi havde hørt noget om krig, og hvad det gik ud på. Og så kom det hele på bordet, de holdt ikke noget tilbage og kom med forklaringer, uden at være bange for at udlevere sig selv. Og det tror jeg er en udløber af, at de har været med hele vejen, at man ikke løber væk, når man skal have løst en konflikt.

Den krig var ikke en god leg, men blodig alvor om at have definitionsmagten på legepladsen, og det var utrolig flot, den måde de forklarede det på: "Når jeg bliver sur på en af de andre, så henter jeg nogle af mine venner, og så henter han nogle af sine venner, og så er der krig". De forklarede, hvordan de var bange for hinanden og derfor oprustede, så de ikke selv fik tæsk. Og i den situation er der jo fakta, der er følelser, der er behovene, og der er så løsningen. Og løsningen blev, at vi lavede en kontrakt om, at der ikke er krig på legepladsen. Det er for mig et skoleeksempel på, hvad vi kunne nå frem til ved at bruge ikke-voldelig-kommunikation. Og vi lagde op til, at de selv var en del af løsningen, for så er der også en større chance for at problemet bliver løst."