Generationemøde: En duft af Werthers Echte

Luften er tyk af de søde, tyske bolsjer, som gråhårede damer og herrer i reklame-spots byder artige børn med store, brune øjne. Som i Werthers Echte-reklamen på tv er forholdet mellem gammel og ung nært på Plejehjemmet Vigerslevhus i Valby, hvor de for tiden har gang i et nyt projekt.

Børn&Unges udsendte er netop gået ind gennem de elektriske svingdøre. Med en billardkø i hånden sidder pædagog Karsten Fribo fra fritidshjemmet Lykkebo roligt i hjørnet. Han betragter det grønne underlag, der også denne torsdag er centrum for et projekt, hvor plejehjem og fritidsklub mødes til samvær.

Sammen med plejehjemsmedarbejder Heidi Otoo har Karsten Fribo sat sig for at integrere lokale børn og ældre på tværs af aldersforskelle ved at lave aktiviteter som billard og lokale cafe-ture for dem.

"Det handler om at åbne børnenes øjne for den ældre generation og omvendt, så de ikke virker mystiske på hinanden," siger Karsten Fribo, der hver torsdag medbringer fire til seks drenge mellem 9 og 13 år, som er friske på at spille billard med deltagere udenfor deres egen aldersgruppe.

Han ser arrangementet som en løftestang for sin egen faglighed, men også for fritidsklubbens image.

"Klubberne er i dag nødt til at sælge sig selv meget mere, for der er kamp om børnene," siger Karsten Fribo og fortæller, at projektet tilbyder børnene en erfaring, som de måske ikke får i andre klubber.

"For mig er det vigtigere at give få børn en god oplevelse, frem for at mange børn får få eller ingen oplevelser," reklamerer han, lige før otteren ryger i hul med et "klang", og kridtet ridser resultatet hvid på sort.



Win win. Heidi Otoo, der i sin tid var idékvinden bag projektet, glæder sig over, at både børn og ældre vinder ved initativet. Hverken gråhårede eller juniorer bør være bange for hinanden, mener hun.

"I dag er vi så opdelt i generationer, at vi tit ikke mikser på kryds og tværs af alderen, men det kan man altså imødekomme, for børnene har kompetencer, de kan bruge i forhold til ældre, måske fra deres egne bedsteforældre, og de ældre har det fra deres børnebørn," forklarer hun.

Sammen med pigegruppen fra fritidshjemmet Lykkebo tager hun på den lokale café, der serverer kaffe og kage til ældre plus unge med hang til sød hygge. Louise på 12 år har fanget en kage.

"Jeg synes, at det er spændende at lytte til de ældre, for de har oplevet krigen, netop fordi de er gamle," siger hun, mens et stykke med fire lag og flødeskum ryger ned, hvor kakaoen allerede er.

Som et led i integrationen af unge og ældre laver Heidi Otoo jævnligt arrangementer, hvor de alle maler akrylmalerier. Planen er, at de næste tirsdag skal udstille værkerne på det lokale bibliotek.

Resultatet af penslernes guidede tur på lærrederne er afbilledet i de utallige fotoalbummer, der har fundet sig til rette på kagebordet, hvorfra børnehænder og krogede fingre forsyner sig. Cafeens snik-snak blander sig med en lun kaffeduft.

Kirsten, som er i den modne ende af 80'erne, har slået op på siden i fotoalbummet, hvor hun selv er sammen med børnene fra forrige torsdag. Pigerne og hende selv finder fællesskab i billederne, der på gode dage sletter de 60 år. År, som i Valbys gader og stræder normalt ville skabe dybe kulturkløfter.

"Jeg befinder mig godt blandt mennesker og derfor også børn. Det er nok også fordi, jeg selv har trillinger som børnebørn," siger hun med en slet skjult stolthed i den aldrende, mormor-agtige stemme, hvis varme suger de unge piger til sig.

Ligesom de andre ældre på plejehjemmet glæder hun sig over, at de unge fra Lykkebo nu hilser på hende, når hun en gang imellem møder dem i supermarkedet eller på gaden.

Og hun hilser igen.