Generation fucked up; Kvinder skal da bare ryste røv

Det er hverken deres søster, mor eller homegirl, de rapper om, når de skriger "møgluder" og "ho". Det er heller ikke kæresten, de gerne vil se "ryste røven" på et dansegulv. Rapskribenten Ann Noyd færdes i hiphopmiljøet og ved det fra rapperne selv.

"Når de mandlige rappere klandres for at sige noget grimt om kvinder, så kommer de altid med eksempler på kvinder, de elsker: Min kæreste er den dejligste på jorden, min mor er superfin, og jeg har den sejeste veninde. Men disse få specifikke personer er undtagelser, der bekræfter reglen, og de forstærker bare fordommene over for kvinder," siger Ann Noyd, hvis navn er et pseudonym og betyder "irriteret".

Det er også undtagelsen, rapperen forelsker sig i. Den pige, han håber på at gifte sig med, skal helst ikke have fjappet rundt (gået på omgang, red.) blandt andre drenge i miljøet.

"Hun skal være luder i hans soveværelse, men ellers skal hun nærmest fremstå som jomfru," siger Ann Noyd med en henvisning til det gamle luder/madonna-paradoks.

Grænsen mellem prostitueret og tilbedt kvinde er især hårfin, når rappernes kvindelige groupies ryster røv til rapkoncerternes afterparties. Ann Noyd mener, det er et flirtende forsøg på at vinde drengenes respekt.

"Der er mange seksuelle undertoner i det, og pigerne skal passe på med at sælge sig selv for billigt. At ryste sin røv kan godt give pigerne opmærksomhed lige her og nu, men når de har gjort det en del gange, går de gradvist fra madonna til luderikonet. Og det kan gå hurtigt i hiphop," siger Ann Noyd, som i øvrigt er fortaler for, at piger skal kunne bruge alle midler til at udtrykke sig.

"En pige burde i princippet kunne få respekt, også selvom hun møder op på en natklub kun iført pailletter. Det er bare ikke tilfældet i hiphop," siger hun.



Ho møder huleboer. Ann Noyd skitserer de yderpunkter, der mytologiseres i hiphop. Ærkemanden, der dyrker køllerim, og de villige kvinder, han nedlægger som bytte. Niels Kryger fra Danmarks Pædagogiske Universitet har forsket i drengekulturer, og han genkender mandetypen. Han beskriver hiphop som en kultur, hvor der leges med kønnenes stereotypier og ekstremer som huleboeren og hoen. Niels Kryger mener dog ikke, at piger nødvendigvis skal opfattes som billige, når de i rapsange opfordres til at ryste røv.

"Mange i den nye generation er trætte af at være kønspolitisk korrekte, og man skal passe på, når man skælder ud over, at drengerappere synger bitch og ho. At ryste røv kan også bare være en piges flirt med en mand, der måske svarer "ryst røven, so" som en kærlig opfordring til, at pigen spiller op til ham. Det er måske bare en ny form for parringsleg," siger Niels Kryger og påpeger, at kvinden langt fra er passivt offer i den leg.

"I hiphopkulturen formuleres nogle regler for, hvordan kønnene kan udfolde sig, og spillet ville jo ikke virke, hvis ikke kvinderne spillede med," siger han og understreger, at spillet kun er en måde at lege med kønsroller på og langt fra afspejler de nuancerede måder, drenge og piger er sammen på.



Booty shake.To kultursociologer har i en række artikler undersøgt især kvindernes rolle i det spil, som foregår mellem den såkaldte stodder og so i hiphopkulturen. Mette Røgilds er sprog- og kulturstuderende ved Roskilde Universitetscenter, og Sara Malou Strandvad læser sociologi på Københavns universitet. Makkerparret beskriver en kvinderolle, der spiller på nogle ekstremt kvindelige facetter.

"Ligesom r'n'b-sangerinden Karen synger om at tage ballerinaskørtet og sine stilethæle på, når hun skal ud og danse, så handler det for kvinden i hiphopkulturen om at bruge nogle bestemte udtryksmidler. At man booty shaker og fester igennem en aften, betyder ikke, at det er det eneste, man kan, og jeg vil påstå, at det er langt sundere for en pige at ryste røv end sidde på den flade," siger Mette Røgilds, der mener, at kvinderne i hiphop i øvrigt har masser af magt, selv når de ryster røv til Snoop Dogs mest sexistiske sange.

"Spørger du en DJ, hvem der har magten i hiphop, så er det pigerne. Det er dem, der danser, og DJ'en kommer derfor ikke langt, hvis han kun spiller for drengene," siger hun.

Hiphopmusikken har ikke mindst på grund af et øget kvindeligt publikum udviklet sig til at blive mere dansabel end tidligere. Men det skyldes også kommercielle interesser, og de to kultursociologer er enige om, at der er for mange bikiniklædte kvinder på pladecovers og i musikvideoerne.

"Ligesom i reklamefilm er afklædte kvinder noget, der sælger. Men hvis unge piger i den identitetssøgende alder tror, de skal se sådan ud for at være noget, så kan de gå grueligt galt i byen. Hvis de opfører sig som i videoerne på MTV, så bliver de præcis de billige ludere, man kunne tolke dem til at være," siger Sara Malou Strandvad.

Med Ann Noyds udtryk i en af sine artikler ender disse piger med at "ryste deres røv så meget, at deres identitet forsvinder op i den". Hun påpeger, at det er vigtigt, at pigerne husker at tale på flere sprog end bare kropssproget.

"Det er jo også det, drengene gør, når de rapper, og det er vigtigt, at også pigerne markerer sig stærkere med holdninger. Alt, hvad drengene bør gøre, er at give plads til det. I bund og grund beundrer pigerne og drengene det samme ideal, nemlig det stærke individ. Nok er hiphop blevet meget kommercielt og spiller tit på de nemme virkemidler, men i kernen af det hele er den stadig en fighterkultur, og det kræver mere fight at tale end at tie," siger Ann Noyd.



Hjemmepige. En rigtig fighter er den 23-årige pigerapper Nanna Liv Strandvad med kunstnernavnet Prinsesse Liv. Trods prinsessetitlen går hun ikke i pailletter, men derimod i hængerøvsbukser og hættetrøje ligesom sine hjemmedrenge. Til september starter hun på pædagoguddannelsen. Den ide fik hun, da hun arbejdede som klubmedarbejder i Klub 47 på Amager, hvor hun blandt andet hjalp de 14 til 18-årige klubmedlemmer med deres raptekster. For tiden bruger hun al sin tid på at producere musik med makkeren Katrine Choe Larsen (KCL) i deres DJ-duo Looney Teknix. Prinsesse Livs tekster handler om alt det, der rører sig i hende, og hun undrer sig over nogle drengerappere, der skriver om bitches og møgludere, som om et forhold til en dum so er det eneste, der var stort for dem.

"Hiphop handler om at beskrive sin kærlighed til det, der foregår, og man er nok gal på den, hvis man ikke engang ved, hvad det vil sige at elske en pige," siger hun,

Selv bruger hun også ord som kusse og nosser, men ikke som de sexistiske gangsterrappere.

"Jeg var sygeplejestuderende og arbejdede på et hospital, hvor oplevelsen af patienternes deforme kroppe vare meget massiv for mig," fortæller hun om baggrunden for stroferne: "I en hverdag med nedre toilette/ på folk med ble i deres trusser/ mellem hængenosser og damer med bazookakusser/ Inkontinens og andre hæmmelser/ der hjælper konstante væmmelser".

Som dedikeret hiphopper er hun ked af, at det eneste rapmusik, der når den brede offentlighed, er gangsterrappernes sexisme og rå sprog.

"Det eneste, mainstream-rap handler om, er hoer og fjappere i så lidt tøj som muligt. Kunstneren skal da have sin frihed til at sige og vise tingene med blokbogstaver, men der er mange moderne raptekster, som Gyldendal nok ikke ville trykke i en antologi. Man kan spørge managere, pladeselskaber, radiokanaler og tv-stationer om, hvorfor den poetisk set dårlige rap er det eneste, der rammer gaden, når der er så meget fed rap," siger Liv Strandvad og giver et eget eksempel:

"Har kun plads til de bedste ord,/de går ud til min mor,/der lærte mig at korrigere/frygtens korridor./Hun lærte mig/ før det gik løs,/ jeg er en kviktøs i leg,/ikke en pengemaskine steg,/hun lærte mig at lukke i og sige nej/til svinestreg,/lyseslukkeri/og forbudt frugtplukkeri/- hun lærte mig: Meningen med liv?/At man er fritstillet/til at bliv fremstillet/ eller selv styre spillet."