Generation fucked-up; Ghettoglamour

I snart 60 år har Thomas P. Hejle Fritidshjem og Ungdomsklub ligget overfor Nørreport Station i København. Og i al den tid har S-tog og busser fragtet unge fra København og omegn til det legendariske ungdomshus. I 60'erne kom de for at danse rock'n roll nede i kælderen. I 70'erne indtog grønjakkerne huset og tegnede hagekors på væggene. I 80'erne omdannede hiphopperne Nørre Voldgade til Nørrebronx og udskiftede hagekorsene med tags (mærker, kunstnernavne - en hurtig form for graffiti). Og i 90'erne huserede skaterkulturen.

"Senest har vi haft en dille med basketball, og i dag er det især bordtennis og klatring, der optager de unge, men vi har ikke på samme måde som tidligere en stor subkultur, der blomstrer herinde. Hvis sådan en subkultur fandtes, ville vi være de første til at vide det," siger Madeleine Nielsen, der som pædagogstuderende i 1983 blev ansat i Thomas P. Hejle.

I perioden 1983 til 1986 var hiphoppen på sit højeste i huset, og i 1988 skrev Madeleine Nielsen derfor afgangsopgave på Ballerup Pædagogseminarium om hiphopkulturen. Dengang i 80'erne var ungdomshuset indsats mere rettet mod de 14 til 18-årige, og den i dag 38-årige pædagog var jævnaldrende med mange af drengene, som kom til fredagsfesterne i Thomas P. Hejle. Men med deres hvide handsker, store ghettoblastere og en bukserøv helt ned til knæene var de meget anderledes end hende selv.

"Jeg hørte bare almindelig firserpop og havde permanentet hår som alle andre unge i 80'erne, mens de her drenge gjorde meget ud af at være anderledes. De gik især i stort og forvasket tøj. De bar kasketten omvendt på hovedet, og de købte Conversesko for bare 20 kroner i Frank Arnesens Sport inde på Strøget. Jo mere vores lyshårede middelklassedrenge fra Nordsjælland kunne ligne fattige negre fra ghettoen i USA, jo bedre var det," fortæller Madeleine Nielsen, der mener, at hiphoppen på den måde skabte fællesskaber på tværs af klasse- og raceskel.

"Det var en hel videnskab for drengene og en slags ghettoglamour. De gik meget op i, at hiphopkulturen egentlig var bragt til USA med slaveskibene, hvor afrikanerne sang om, hvor elendigt de havde det. De sorte, som genoptog kulturen i USA i 70'erne, kom også fra de laveste lag i samfundet, og vores drenge havde sådan en naiv tro på, at hvis man bare så ud som ghettodrenge fra Bronx, talte et amerikaniseret dansk og hang på gaden, så var der et broderskab," siger Madeleine Nielsen, der nogen gange slet ikke forstod, hvad drengene sagde.

"Vi lavede en ordbog, så vi vidste, at f.eks. en flygirl var en lækker pige, at wacko var et hånende udtryk, og at homies og hangarounds var vennerne," siger Madeleine Nielsen, der mener, at hiphopsproget dengang var langt fra nutidens rå udtryk.

"Sproget var ikke råt dengang. Det var bare amerikaniseret. Og der er langt fra McEinars rapsang "Poptøs" til Jokerens "Møgluder"," mener pædagogen, som ser samme forråelse inden for graffitien.

"I dag er graffitien mere destruktiv og handler om at sætte tags på tilfældige steder mere end at lave et flot billede. Dengang brugte drengene timer på værkerne, og de konkurrerede på at lave det flotteste piece (værk, red.)," siger Madeleine Nielsen.



Drengekultur. Konkurrence er et nøgleord i hiphopkulturen, og Madeleine Nielsen påpeger, at det gjorde hiphop til en særlig drengekultur.

"Vi har en mindevæg herinde, og vi kunne se, at billederne meget afspejlede Rock'n Roll, discodans, modeshows og andre pigeaktiviteter. I hiphoppen fandt drengene endelig noget, hvor pigerne ikke kunne følge med, og måske fordi pigerne havde fyldt så meget tidligere, gav vi drengene meget lang snor," siger Madeleine Nielsen, der husker, at trods broderskabet i de enkelte kliker var der tit optakt til krig klikerne imellem.

"Der bestod et strengt hierarki inden for kulturen, og de højest placerede i hierarkiet var dem, som først fik fat på nye beats eller nye figurer i breakdance og electric boogie," fortæller hun.

For at komme først og blive nummer et øvede drengene sige hele ugen i breakdance inde på Strøget ved den store Burger King på hjørnet ved Rådhuspladsen, og om fredagen kom de så til festerne i Thomas P. Hejle for at konkurrere mod andre hiphoppere fra København og fra forstæderne. Selv fra det store udland kom mange tilrejsende. Især svenskere, men også dansetrupper fra USA og selv Filippinerne fandt deres vej til Thomas P. Hejle.

Madeleine Nielsen husker, hvordan der hver fredag aften stod op mod 1000 unge hiphoppere i kø langt ned ad Nørrevoldgade for at komme op på femtesalen i klubben og battle mod hinanden i en af hiphoppens fire elementer: Breakdance, rap, graffiti eller DJ'ing.

Festerne blev arrangeret i et samarbejde mellem klubpædagogerne, SSP-medarbejdere i Københavns Kommune og politiet, der dannede ring uden om de lange køer foran ungdomshuset.

"De unge hiphoppere gik sammen i kliker, og for politiet handlede det om at give de unge et sted, hvor de kunne battle på ord eller dans i stedet for at ryge i totterne på hinanden," siger Madeleine Nielsen, der mener, at festerne og den indbyrdes rivalisering klikerne imellem også gav pædagogerne en anden opgave end den traditionelle.

"Hiphopperne havde ikke brug for pædagogers omsorg. Omsorg fik de i den klike, de hang ud med. Men de havde brug for nogle materielle goder, og den pædagogiske opgave blev at servicere de unge og stille lokaler og en pladespiller til rådighed. Vi var mere opsynsmænd end pædagoger," siger Madeleine Nielsen.

Derfor husker de unge Hejle-drenge heller ikke deres pædagoger, men de husker ungdomshuset.

"De har deres minder fra huset. Det oplever vi for eksempel, når Bossy Bo (Bo Bjælke, red.) fra Østkyst Hustlers eller Nikolaj Peyk fra McEinar (senere også Østkyst Hustlers, red.) ringer herned og spørger, om de må komme forbi med et radiohold eller med Boogie-tv, fordi de skal interviewes om dengang, de bragte hiphop-kulturen fra USA til Danmark," fortæller Madeleine Nielsen.



Amagerkaner. På Amager møder Børn&Unge den hiphopper, som er kendt for at have bragt hiphoppen fra USA til Danmark. Under et highschool-ophold i 1982 i den amerikanske by Rochester tog den i dag 39-årige Per Pedersen, alias DeePee fra Rockers By Choice, med på en studietur til New York. Her mødte han en gruppe sorte unge fra Bronx.

"Jeg fik gåsehud, da jeg så dem breakdance. Energien var fed og uspoleret," siger Per Pedersen, der tilbage i Rochester fandt en lille klike sorte drenge, som dansede electric boogie og breakdance til beats fra store trommer.

"De syntes, det var sjovt at have sådan en klorinneger som mig med i kliken," siger han.

Da Amagerdrengen året efter kom hjem til Danmark, havde han ikke bare negerbeats i benene, men også amerikansk hiphopmusik i kufferten. Han var sluppet gennem tolden med 200 maxisingler, som han præsenterede for vennerne i breakdancegruppen Floormasters. De var først og fremmest Amagerdrenge og hang ud i de lokale ungdomsklubber Sundby Algård Ungdomsklub og Klub 47, men de har også trådt deres barne-Converse i Thomas P. Hejle.

"Hver fredag stod vi i vores ens, sorte, Adidas-joggingsæt med skibriller på og ventede på bus nummer 33, som kørte fra Tårnby Torv til Thomas P. Hejles Ungdomshus," fortæller Per Pedersen.

Dengang forekom vejen ind over fladøen længere end i dag, for ikke at tale om afstanden fra USA til Danmark.

"I dag kan de unge hiphoppere bare downloade deres beats fra Internettet. Alt er opfundet, og de skal bare finde ud af, hvem de vil lyde som. Vi havde derimod ingen forbilleder og måtte famle os frem og opfinde alt fra bunden - beats, dansen, rappen og ikke mindst rap på dansk," siger Per Pedersen, som i 1987 sammen med sin lillebror Lars og tre venner fra Sundby Algård Ungdomsklub dannede det danske rapband Rockers By Choice.

Han fortæller, hvordan de fem bandmedlemmer år forinden lærte at danse breakdance og electric boogie fra en enkelt scene i graffitidokumentaren "Wild Style". Filmen blev vist i 1984 i en pornobiograf inde på Strøget.

"Alle hiphoppere havde set den og rundt om i københavnske bydele lå kliker af unge drenge på linoleumunderlag på asfalten og snurrede rundt med benene i vejret. Vi kæmpede alle sammen for at komme op på skuldrene og lave den øvelse, som hedder "the windmill"," siger Per Pedersen, der ærgrede sig over ikke at blive den første, som fik respekt for at lave den øvelse perfekt for første gang.

Til gengæld blev han i 1984 den første Danmarksmester i breakdance, og han snurrer stadig rundt på gulvet, når han mødes med drengene fra Rockers til den årlige julefrokost.

"Vi bliver totalt barnlige og mindes gamle dage, men dagen efter kan man godt mærke, man ikke er 14 år længere," siger Per Pedersen.



Barnlige Bossy. I radioen kan man stadig høre gamle, danske raphits fra slutningen af '80erne som "Engel" med Rockers By Choice eller McEinars "Arh dér", og de gamle arvefjender, som plejede at battle mod hinanden i Thomas P. Hejle, drog for bare fire år siden på mindeturné sammen. Sammen med rapbandet Østkyst Hustlers, der i 1995 fik rapmusikken tilbage på hitlisterne, udgør de tre bands foregangsgrupperne i dansk rap, og de fleste af medlemmerne er stadig aktive inden for hiphop. Til foråret udgiver Per Pedersen en ny rapskive med titlen "Sorteper", en slags alter ego, og da Børn&Unge ringer til Bossy Bo fra Østkyst Hustlers, er han i studiet for at producere en opsamlingscd med Østkyst Hustlers med titlen "Hustlerstil - 1995-2005".

"Selvom vi kun har udgivet tre plader, laver vi alligevel en greatest, for hiphoppen er blevet populær igen," siger Bossy Bo, som på nummeret "Verdens længste rap", der i 90'erne blev spillet i Børneradio, blev kendt for at være "barnlig på et primitivt niveau", og selv hævdede han: "Jeg var den første i min klasse, der fik tissekone".

Men det var ikke piger, Bossy Bo tog til Thomas P. Hejle for at møde, og han husker hverken den kun lidt ældre Madeleine Nielsen eller de andre pædagoger.

"Når jeg ville drikke mig fuld og vælte rundt, festede jeg i min lokale Rødovreklub, mens det var meget mere seriøst, det der foregik i Thomas P. Hejle. Det var vores sted. Et fristed uden voksenstyring, og her mødtes man og udvekslede erfaringer med ligesindede," siger han.

Mens Per Pedersen kom med bussen fra Amager for at breakdance inde i salen, havde Bossy Bo taget toget fra Rødovre for at vise billeder ude på trappen til andre graffitigale. Han har lige været derinde igen i forbindelse med en produktion til Boogie-tv om rapmusik.

"Der var ligesom blevet kortere op ad trappen, end dengang jeg stod der med mine fotos og konkurrerede med andre graffitimalere om, hvem der havde malet de fedeste pieces på DSB's togvogne," siger Bossy Bo og fortæller om første gang, han malede graffiti.



"Egentlig skulle jeg være med til at male en ungdomsklub, men jeg nøjedes med at tage spraydåserne og male graffiti på en mur i Vanløse. Siden dengang har jeg malet mange ungdomsklubber," griner Bossy Bo.



Servicerer de unge. Da Madeleine Nielsen viser Børn&Unge rundt i Thomas P. Hejle er der ingen spor af Bossys graffitipieces på trappen. I salen klatrer fritidsklubbens medlemmer rundt på klatrevæggen, men ikke længere for at sætte deres tags helt deroppe, hvor det må have været livsfarligt.

"Når vi så deres tags oppe under loftet, tænkte vi, hvordan de dog var kravlet derop," siger Madeleine Nielsen og peger op på loftet mindst fire meter over trappeafsatsen.

Det bedste ved hiphopkulturens indtog i Thomas P. Hejle var for hende det liv, de unge bragte til huset, men noget af det værste var, at de unge hiphoppere ikke følte noget ejerskab for stedet.

"Huset var totalt raseret, og brandvæsnet bad os om at afstive trappegelænderet. Og selvom vi om sommeren malede graffitien over og visiterede de unge for tuschpenne, så var der alligevel tags overalt efter den første fredagsfest," fortæller Madeleine Nielsen.

Et andet problem var, at der praktisk talt ikke var nogen i klubben fra mandag til torsdag, fordi hiphopkulturen var så massiv, at andre ungdomsklubmedlemmer var blevet fordrevet. Madeleine Nielsen husker årene som en fascinerende, men opslidende tid, ikke bare for huset, men også for personalet.

"Det krævede medarbejdere med hår på brystet at holde gemytterne i ro til festerne. Stemningen var meget aggressiv, og der foregik ofte battles fire steder på én gang. Drengene havde deres helt egen justits med, at taberne blev hånet, og vinderne hyldet, men utroligt nok respekterede både taber og vinder disse regler, og selvom der blev disset (hånet, red.) med ord, kom det i en periode på tre-fire år kun til rigtigt slagsmål fem gange," fortæller Madeleine Nielsen, der under disse battles ikke følte sig som pædagog, men som opsynsmand.

"Vi drev vel en slags servicepædagogik, hvor vi sørgede for, at de unge havde byens bedste lyd og bonede gulve, og vi så igennem fingrene med, om de unge var lidt småskæve, når de kom. Huset var deres," fastslår Madeleine Nielsen, der mener, at Thomas P. Hejle stadig i dag har noget af ånden fra dengang.

"Selvom vi i dag gør meget ud af at have tættere kontakt til den enkelte og ikke dyrker en kultur frem for andre, så har vi fastholdt, at huset er de unges og ikke pædagogernes," siger Madeleine Nielsen, der mener, at denne holdning dengang gav plads til, at de unge rappere kunne udvikle sig til de professionelle udøvere, de er i dag.

"Men der var også mange af de unge, som kom her dengang, som havde brug for en omsorg, vi ikke gav dem, og alt, alt for mange er nok smuttet gennem fingrene på os," siger Madeleine Nielsen.