Generalforsamlinger; Stort ja til færre og større fagforeninger

Den fagforeningsmæssige nyindretning af BUPL er serveringsklar efter velvillig modtagelse på generalforsamlingerne i de nuværende 22 fagforeninger. Men forslagene til ændring af den politiske struktur får problemer med at samle det fornødne 2/3 flertal på den ekstraordinære kongres 30. marts

Ingen tvivl, grundstenen i BUPL's egen strukturreform - forslaget om at skære antallet af fagforeninger ned fra 22 til 12 - bliver vedtaget på den ekstraordinære kongres torsdag den 30. marts. Anderledes kan det ikke være, når der på samtlige generalforsamlinger, som i løbet af de seneste 14 dage er blevet holdt rundt om i fagforeningerne, har været tilslutning til forslaget om færre og større og dermed - formodes det - også mere slagkraftige fagforeninger.

Kun hvis de delegerede i meget stort omfang stemmer modsat ønskerne fra deres bagland, kan der gå koks i den. Teoretisk set foreligger muligheden, for de delegerede er, som det nu er skik i et repræsentativt demokrati, kun bundet af egen overbevisning og samvittighed. Men der er i det her tilfælde i sandhed tale om gold teori. Der vil ikke blive udvist en sådan grad af "civil ulydighed", at det kan komme til at true forslagets vedtagelse.

Denne iagttager er så sikker i den forudsigelse, at han er parat til, stående på et ben, at æde sin hat og hele øvrige garderobe, hvis den ikke holder stik.



Usandsynligt med ændringer. Sandsynligheden taler også for, at de 12 nye fagforeninger kommer til at se ud nøjagtig, som hovedbestyrelsen foreslår og anbefaler. Ingen af de tre forslag til ændringer af fagforeningernes geografi, som er til behandling på kongressen, ser ud til at kunne samle flertal.

Bedømt på tilkendegivelserne fra generalforsamlinger er der flest stemmer for forslaget fra BUPL-fagforeningerne afdeling 2, 3, 4 og 5 om at placere Ny Furesø Kommune i deres kommende fusionsfagforening for den vestlige del af hovedstadsregionen i stedet at lade kommunen gå til fagforeningen for den nordlige del af regionen, Frederiksborg Amt.

Ni fagforeninger, herunder de fire forslagsstillende fagforeninger selv, støtter forslaget, mens de delegerede fra et par andre fagforeninger har besluttet at vente med at tage stilling, indtil de på kongressen har hørt synspunkterne for og imod forslaget.

Mens der trods alt er en beskeden mulighed for, at der kan opstå lidt spænding om forslaget vedrørende Ny Furesø Kommune, er der ikke noget at komme efter for BUPL Roskilde Amt og BUPL Vestsjælland. Deres forslag om at flytte henholdsvis Ny Køge Kommune og Ringsted Kommune fra den kommende fagforening for Sydsjælland og Lolland-Falster til den midtsjællandske pendant har - igen bedømt på meldingerne fra generalforsamlingerne - ingen jordisk chance for at blive vedtaget, uanset at forslagene kun kræver simpelt flertal. Bortset fra et par tvivlere stemmer alle andre end BUPL Roskilde Amt og BUPL Vestsjælland selv mod de to ændringsforslag.



Formænd i knibe. Billedet, som tegner sig forud for den ekstraordinære kongres, er, at de geografiske elementer i strukturpakken bliver vedtaget. Og at ingen af de dertil knyttede forslag får problemer med at samle det nødvendige 2/3 flertal.

Helt anderledes forholder det sig med de dele af pakken, som handler om den politiske indretning af det nye BUPL. Det er blandt andet forslagene om at gøre de lokale fagforeningsformænd til fødte medlemmer af landsledelsen, det vil sige hovedbestyrelsen. Eller alternativt fjerne den bestemmelse i lovene, som i dag forbyder formændene at sidde i hovedbestyrelsen, så det i stedet bliver op til den enkelte fagforening suverænt selv at bestemme, hvem de vil vælge.

Og det er forslaget om at slanke forbundsledelsen ved at skære antallet af forretningsudvalgsmedlemmer ned fra syv til fem.

Ingen af de to forslag vedrørende fagforeningsformændenes adkomst til at sidde i hovedbestyrelsen ser ud til at kunne blive vedtaget. Flest fagforeninger, nemlig 10, er for kan-modellen, mens kun syv synes, at formændene skal være del af hovedbestyrelsen. Hverken den ene eller anden grad af tilslutning er tilstrækkelig, eftersom der skal 2/3 flertal til for at få forslaget vedtaget.



Flertal, men næppe stort nok. Mere usikkert er det, hvordan det på den ekstraordinære kongres går forslaget om at reducere forretningsudvalget fra syv til fem medlemmer og i samme ombæring gennemføre nyvalg til samme forretningsudvalg.

Til forslagets vedtagelse kræves, at mindst 156 delegerede ud af 234 stemmer for det. En optælling, som Børn&Unge har foretaget og som bygger på den forudsætning, at de delegerede holder sig deres respektive baglandes ønsker efterrettelig, viser, at der er klart flertal for forslaget, men at der vil mangle en 12-15 stemmer i at opfylde kravet om et kvalificeret flertal på 2/3. Optællingen er foretaget på et tidspunkt, hvor Pædagogstuderendes Landssammenslutning (PLS) endnu ikke havde lagt sig fast på noget.

Formodningen taler dog for, at de 10 delegerede, som PLS sender til den ekstraordinære kongres, vil stemme imod forslaget om et slanket forretningsudvalg. I hvert fald er det, hvad PLS' repræsentanter i BUPL's hovedbestyrelse tidligere har sagt, at man vil gøre.





Vemodige farveller



For mange pædagoger repræsenterede de netop overståede generalforsamlinger et formentlig sidste farvel og tak til en fagforening, som de ældste i gårde har været medlem af i over 30 år.

"Stemningen var da lidt vemodig, men vi fik ikke gravøl, men champagne og kransekage, mens vi sang "Om lidt bliver her stille"," fortæller formand Lars-Erik Lefholm fra generalforsamlingen i BUPL Afdeling 4, der 1. juni ophører som selvstændig fagforening for at indgå i en fusion med afdelingerne 2, 3 og 5 på den københavnske vestegn.

Også hos sønderjyderne markerede generalforsamlingen afslutningen på noget velkendt og starten på noget nyt.

"Vores stovte veteran Henrik Jepsen gav et tilbageblik over fagforeningens historie, og det syntes folk var meget interessant. Jo, forsamlingen var da påvirket af situationen, men også af en tro på, at vi tre fagforeninger i det syd- og sønderjyske område bliver stærkere, når vi går sammen i stedet for at kæmpe hver for sig," beretter formand Hanne Micheelsen.

BUPL Viborg Amt er den fagforening, som bliver mest berørt af den forestående strukturændring. Kjellerup og Hvorslev kommuner går til Region Midt-Øst, mens Aalestrup, Thy og Limfjordens perle, øen Mors, skal til Region Nordjylland. Hvad der herefter er tilbage af den nuværende fagforening for Viborg Amt slås sammen med BUPL Ringkøbing Amt og bliver til BUPL Midt-Vest.

"Vi synes jo, at vi har haft en lille god og veldrevet fagforening med nogle sunde værdier, som nu bliver splittet for alle vinde. Det gør ondt, og det kunne man sagtens mærke på vores generalforsamling," rapporterer Mogens Brinck Dinesen fra det nordvestlige hjørne af kongeriget.







Ja eller nej?

Det mener fagforeningerne om de centrale strukturforslag













234 delegerede med stemmeret



Når BUPL 30. marts holder ekstraordinær kongres om ny geografisk og politisk struktur, vil der være 234 delegerede med stemmeret til stede. Fordelingen af delegerede er bestemt af fagforeningernes medlemstal og ser således ud:



København: 12

Frederiksberg: 5

Afd. 1: 7

Afd. 2: 6

Afd. 3: 5

Afd. 4: 6

Afd. 5: 7

Afd. 6: 3

Bornholm: 3

Frederiksborg Amt: 15

Roskilde Amt: 11

Vestsjællands Amt: 12

Storstrøm Amt: 9

Fyns Amt: 16

Sønderjylland: 9

Ribe Amt: 8

Vejle Amt: 14

Ringkøbing Amt: 10

Århus Kommune: 13

Århus Amt: 16

Viborg Amt: 7

Nordjylland: 18



Hertil kommer et antal delegerede, som ikke er valgt i fagforeningerne:

Forretningsudvalget: 6

Rejsesekretærerne: 5

Pædagogstuderendes LandsSammenslutning: 10



Da stort set alle væsentlige forslag på den ekstraordinære kongres involverer ændringer af BUPL's love, kræver deres vedtagelse 2/3 flertal. Hvis samtlige 234 delegerede er til stede og afgiver deres stemme, betyder det, at et lovændringsforslag skal samle mindst 156 stemmer for at gå igennem.





Sygeplejerådet havnet i et vakuum



Ikke bare BUPL er i gang med at trimme sit fagforbund. Andre faglige organisationer for kommunalt ansatte tilpasser sig i disse måneder en fremtid med væsentligt færre og meget større kommuner samt fem nye regioner i stedet for 14 amter.

Blandt "trimmerne" er også Dansk Sygeplejeråd (DSR). Eller rettere sagt var også Dansk Sygeplejeråd.

Det usædvanlige, som nemlig skete på en ekstraordinær kongres i sygeplejerådet 1. og 2. marts, var, at de to fremlagte forslag til ny struktur opnåede akkurat lige mange stemmer - 76 hver. Det uafgjorte resultat betød, at begge forslag bortfaldt, og at den nuværende struktur med 15 amtskredse fortsætter. Det gør den, selv om der fra 1. januar ikke længere findes amter i Danmark, og selv om 152 ud af 153 af de afgivne stemmer på den ekstraordinære kongres faktisk var for forandring.

De bortfaldne forslag stillede i øvrigt kongressen over for valget mellem en struktur med fem regionsfagforeninger eller en kredsopdeling med otte fagforeninger.

Kommentarerne til forløbet af den ekstraordinære kongres tyder på, at det har været en ret speciel forestilling. En af de delegerede, serviceleder Bente Junk fra Aabenraa, kalder det i fagbladet Sygeplejersken ligefrem en surrealistisk oplevelse, mens andre taler om, at DSR er havnet i et vakuum.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.