Generalforsamlinger: Lokale specialiteter

Om bugnende overskud, dobbeltmandater, pressestrategi, opsøgende rekruttering, superchefer, århusianske betingelser og et farvel

I lige årstal, hvor BUPL holder ordinær kongres, består meget arbejde på fagforeningernes generalforsamlinger i at behandle kongresstof. Det drejer sig om blandt andet hovedbestyrelsens udlægning af fortiden, prioriteringer af den fremtidige indsats, økonomi, herunder kontingentets størrelse, diverse indkomne forslag samt forslag til ændringer af lovene. Den forestående kongres fyldte da også meget på de 12 generalforsamlinger, som i år faldt i perioden 17. september til 9. oktober, men der blev nu også plads til det nære. Her nogle lokale specialiteter:

BUPL Sydjylland: Bestyrelsen skulle ned fra 24 til 18 medlemmer og den ene af to næstformandsposter nedlægges. Det blev derfor besluttet, at hele bestyrelsen skulle på valg, uanset at halvdelen af den havde et år tilbage af valgperioden på to år. Det kom til kamp om den ene aCf de to pladser i hovedbestyrelsen. Kandidaterne var den hidtidige indehaver af pladsen, Anne Marie Poulsen, og de to næstformænd, Ulla Koustrup og John Johannessen. Vinder af kampvalget blev Ulla Koustrup, der tillige valgtes som næstformand. Dobbeltmandatet 'næstformand og HB-medlem' er efterhånden temmelig udbredt. Syv ud af 12 næstformænd er nu medlemmer af den nyvalgte hovedbestyrelse. Til gengæld er der ingen fagforeningsformænd, eftersom det ved lov er dem forbudt at sidde der.

BUPL Østjylland: Mange fagforeninger har erfaret, at det ikke er verdens letteste sag at få pressen til at bringe politiske udtalelser. BUPL Østjylland har måske fundet løsning på problemet.

"I stedet for at sende en bred, generel udtalelse ud, valgte vi i år at mene noget om forholdene i hver af vores otte kommuner. Det gav pote. Vi har fået omtale tre steder, og det er mere, end vi plejer at se. Jo mere lokale og jo mere konkrete vi er, jo større er chancen for at påkalde sig mediernes interesse," vurderer formand Anne-Grete Rosenberg.

BUPL Sydøst: Budgettet for 2007 kalkulerede med et overskud på 42.300. Da året var omme og resultatet forelå, viste bundlinjen et overskud på 1.506.976 kroner. Noget af et fejlskud, som blandt andet skyldes overraskende stor medlemstilgang samt et forbrug på faglige aktiviteter noget under det forventede. Fagforeningens egenkapital var ved udgangen af 2007 på 4,3 millioner kroner. Kasserer Gert Lorentzen gav følgende forklaring:

"Hvorfor strejkekontingent, når vi sidder så godt i det, vil nogle nok spørge. Det er, fordi fagforeningerne er selvstændige enheder, hvis økonomi ikke har med finansieringen af strejker at gøre. Og så er der i øvrigt mange fagforeninger, som ikke er stillet som os," sagde han.

BUPL Storkøbenhavn: Rekruttering af nye medlemmer og fastholdelse af nuværende er rykket frem på dagsordenen i hele BUPL. Storkøbenhavnerne går offensivt til opgaven.

"Vi påtænker at sende alle mand fra fagforeningshuset i Ballerup på institutionsbesøg over et par dage for at tjekke op på forholdene derude og få en snak med folkene om, hvad de forventer af deres fagforening, og hvorfor det er så vigtigt at være medlem af den," fortæller næstformand Charlotte Stendorf.

BUPL Bornholm: Et nystruktureret skolevæsen under overordnet ledelse af kun fire chefer bliver snart kalkeret af på daginstitutionsområdet. Det har BUPL-formand Tomas Nielsen det lidt blandet med.

"Vi synes, at man går for hurtigt frem. De mange ledere, som i den nye struktur 'kun' skal være daglige ledere, har ikke meget tid til at vænne sig til tanken. Vi har udtalt vores kritik, men vi har valgt at arbejde med på projektet for dermed at få indflydelse på den konkrete udformning," siger han.

BUPL Århus: Århusianerne vil på kongressen stemme mod forslaget om at reducere forretningsudvalget fra syv til fem medlemmer. Til gengæld vil de stemme for, at funktionen som rejsesekretær afskaffes på den betingelse, at de fem nuværende rejsesekretærer (Hanne Mikkelsen, Jan Løfstrøm, Søren Winther, Kjeld Christensen og Lars Schønning) overgår til ansættelse i organisationen på normale ansættelsesvilkår. I dag er rejsesekretærerne politikere, men som de eneste er de valgt af hovedbestyrelse. Politikerne på fagforeningsniveau er medlemsvalgte, mens det er kongressen, der vælger forbundsledelsen.

BUPL MidtVestjylland: Nogle kommer, nogle går, frivilligt eller ufrivilligt. Sådan er vilkårene i fagpolitisk arbejde. Mogens Brinch Dinesen, første gang valgt til noget i BUPL i 1985, medlem af hovedbestyrelsen siden 1987 og fra 1991 faglig sekretær, først hos BUPL Viborg Amt og derefter hos det nydannede BUPL MidtVestjylland, har trukket sig ud af arbejdet. Det er der i BUPL-systemet med garanti mange, som er kede af.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.