Generalforsamlinger: Engagement og nyt blod

Stort fremmøde, kampvalg og mange nye folk i bestyrelserne. Forårets pædagogstrejke har givet det fagpolitiske engagement en saltvandsindsprøjtning.

Gløderne fra forårets strejkebrand ulmer endnu. Det viser forløbet af generalforsamlingerne i BUPL's 12 fagforeninger. Fremmødet var de fleste, hvis ikke alle steder over daglig vande. Interessen for at komme ind i bestyrelsesarbejdet er næppe heller set større end i år. Mange nye stillede op, 28 blev valgt ind, flere af dem efter kampvalg.

Lars Søgaard Jensen, formand for BUPL Fyn, nærer ingen større tvivl om, hvor årsagen til denne saltvandsindsprøjtning til det fagpolitiske arbejde skal findes.

"Den kommer fra overenskomststrejken og de mange aktiviteter, der omgav den. Folk, som var i strejke sammen i foråret, mødte talstærkt frem til generalforsamlingen og var helt tydeligt glade for at se hinanden igen. Der var masser af positiv energi i salen. Debatten gik på strejkeforløbet og på, hvad vi fremadrettet kan bruge erfaringerne til. En vigtig pointe var, at det er i arbejdet mellem forhandlingerne, at grundlaget for resultaterne skabes. En anden vigtig pointe var, at professionsprojektet ses som godt redskab i den sammenhæng, fordi det kan skabe synlighed om pædagogers forhold og forståelse for deres krav," fortæller han.

Inge Hansen, formand for BUPL Nordjylland, melder også om en god generalforsamling.

"Og det er ikke bare noget, jeg påstår. Efter generalforsamlingerne har jeg fået takke-mails fra adskillige medlemmer. Den slags luner. Det gjorde det for mig også at fornemme, at medlemmerne efterhånden har fattet, hvad det er, vi vil med professionsprojektet, og at de bakker op om det."

Selv om udbyttet af strejken kunne ønskes bedre, er meldingen fra mange generalforsamlinger, at medlemmerne ikke ville have været kampen foruden. Samt at BUPL's aktier ser ud til at være steget i kurs.

"Medlemmer fra Horsens, som var vores strejkekommune, gav på generalforsamlingen udtryk for, at de under hele forløbet følte, at deres fagforening var der for dem 120 procent," fortæller Anne Grethe Rosenberg, formand for BUPL Østjylland.

På en sjældent velbesøgt generalforsamling hos BUPL Sydøst var der - kan Børn&Unges udsendte bevidne - klapsalver til fagforeningen for god styring af aktiviteterne i strejkekommunen Guldborgssund.



Og lidt kritik. Kritiske bemærkninger til strejkeforløbet forekom dog også.

"Hos os blev det omtalt som noget turbulent. Det blev også sagt, at vi i BUPL ikke var klædt godt nok på til kampen, som man i øvrigt var enige om at betragte som en nødvendig kamp. Vi havde vel alle håbet på et endnu bedre resultat, men generalforsamlingen havde det udmærket med, at det i sidste ende lykkedes at sprænge overenskomstrammen - og at der nu kommer en lønkommission," beretter formand Henning Truelsegaard fra BUPL Århus.

Kritik af overenskomststyringen var der også på BUPL Midtsjællands generalforsamling. Den kom fra medarbejderne i SFO Himmelev i form af et resolutionsforslag, der var så krast, at bestyrelsen fandt det nødvendigt at fremkomme med et alternativt forslag. Generalforsamlingen endte dog med at vedtage forslaget fra SFO Himmelev.

I resolutionen udtrykkes utilfredshed med håndteringen af konflikten, ligesom der stilles krav om, at BUPL's ledelse i fremtiden udviser større strategisk og politisk kompetence. 'En konflikt inden for vores område skal være gennemtænkt, velforberedt og i langt højere grad håndteret sammen med tilgrænsende faggrupper', hedder det blandt andet.



Nyt blod. På Bornholm, hvor samtlige pædagoger og klubfolk var i konflikt, var der blandt den tiendedel af medlemmerne, som deltog i generalforsamlingen, derimod enighed om, at det havde været et fint forløb.

Selve generalforsamlingen var der, ifølge formand Tomas Nielsen, heller ingen grund til at klage over.

"To nyvalg til bestyrelsen, det er virkelig dejligt med noget nyt blod," siger han.

Det synspunkt kan Tomas Nielsens formandskolleger formentlig tilslutte sig, for der kom i alle 12 fagforeningsbestyrelser nye folk til. De i alt 28 nye bestyrelsesmedlemmer fordeler sig således mellem fagforeningerne: Fyn, MidtVestjylland og Østjylland, fire hver. Sydøst og Storkøbenhavn, tre hver. Nordsjælland, Bornholm og Hovedstaden, to hver. Nordjylland, Århus, Sydjylland og Midtsjælland, et enkelt nyt bestyrelsesmedlem hver.





Så mange kom

BUPL Østjylland: 224

BUPL Fyn: 255

BUPL Sydjylland: 410

BUPL Storkøbenhavn: 166

BUPL Bornholm: 33

BUPL Midtsjælland: 130

BUPL Århus: 500

BUPL Sydøst: 214

BUPL Hovedstaden: 250

BUPL MidtVestjylland: 167

BUPL Nordjylland: 400

BUPL Nordsjælland: 167







Kongressens sammensætning

225 delegerede, fordelt således:

Forretningsudvalget: 7

Rejsesekretærer: 5

Pædagogstuderende: 8

Nordjylland: 19

MidtVestjylland: 15

Århus: 17

Østjylland: 18

Sydjylland: 24

Fyn: 17

Hovedstaden: 17

Nordsjælland: 21

Storkøbenhavn: 21

Bornholm: 3

Midtsjælland: 17

Sydøst: 14



Oversigt over de valgte formænd, næstformænd, kasserer, HB-medlemmer, HB-suppleanter og øvrige bestyrelser.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.