Fusion - en lokal gevinst

BUPL's hovedbestyrelse behandlede på sit seneste møde de første oplæg til, hvordan et fusioneret forbund skal se ud - indholdsmæssigt og strukturelt.

Jeg synes, der begynder at tegne sig et billede, som kan give svar på nogle af alle de spørgsmål, der har været rejst i de diskussioner, vi har haft og stadig skal have i den kommende tid.

En af bekymringerne ved et stort fælles forbund er, om det nu bliver så stort og uoverskueligt, at nærheden og demokratiet forsvinder. Bliver der ikke for stor afstand mellem top og bund?

Jeg mener, at de udspil, der nu er på bordet, lægger op til det modsatte. Visionsgruppens oplæg til et politisk grundlag har taget afsæt i, at principerklæringen skal afspejle, at det er medlemmernes engagement, deltagelse og aktivitet, der gør organisationen dynamisk og demokratisk.

Grundlaget er et menneskesyn, som bygger på demokrati, nærhed, mangfoldighed, solidaritet og respekt. Det er værdier, som understreger, at det er det enkelte medlem, faget, fagligheden, uddannelse og den enkeltes personlige kompetencer, der skal være i centrum.



Det er klart, at der vil være en rationaliseringsgevinst ved at smelte to organisationer sammen. Der er lagt op til, at den gevinst skal udmønte sig lokalt. Det er altså på det nye forbundshus, der skal effektiviseres og rationaliseres.

Det betyder, at de nye lokale enheder får langt bedre mulighed for at løse opgaverne kvalificeret og professionelt. Der vil være bedre mulighed for at ansætte specialister som socialrådgivere og andre relevante faggrupper. Nye prioriteringer omkring TR-uddannelse, lokal mødevirksomhed samt nye og anderledes aktiviteter for medlemmerne ville kunne lade sig gøre.

Det vil naturligvis være op til de enkelte generalforsamlinger at tage stilling til, hvorledes de nye økonomiske muligheder skal prioriteres.



En anden bekymring er spørgsmålet om faglighed. Vil et fælles pædagogisk forbund ikke være nødt til at finde laveste fællesnævner i fremtidige satsninger?

Principerklæringen lægger efter min mening også her op til det modsatte - nemlig uddannelse, efteruddannelse og videreuddannelse. Pædagoguddannelsen anerkendes fortsat for sin særlige betydning for fagets udvikling, mens der naturligvis også lægges vægt på både PGU- og klubuddannelse som væsentlige forudsætninger for, at så mange som muligt inden for vores fagområde er uddannet til opgaven.

Alt i alt har også dette HB-møde bekræftet mig i, at fusionen er en god ide og vigtig for vores fortsatte indflydelse som faglig organisation - ikke mindst lokalt, hvor decentralisering med mål og rammestyring, lønsumsstyring osv. kræver en stor grad at mobilisering. Det er her, kampen om anerkendelse af faget og institutionernes rolle som et samfundsbærende element i sidste ende skal vindes.