Frygt for pædofili under lup

Når børnene er kede af det i børnehaven, får de ikke lov til at komme op på skødet, hvis de vil trøstes af pædagogen Anders. Han er bange for at blive mistænkt for pædofili, fortalte han i Børn&Unge nr. 9 sidste år.



Nu skal en stor spørgeskemaundersøgelse klarlægge, om andre pædagoger føler som han, og om frygten for at blive uretmæssigt anklaget er udbredt i befolkningen generelt. Spørgeskemaerne bliver sendt ud til tilfældigt udvalgte deltagere i Region Midtjylland i et samarbejde mellem Aarhus Universitet, Århus Universitetshospital, BUPL, FOA og Socialpædagogernes Landsforbund.



Undersøgelsen skal kaste lys over, om frygten for pædofili er blevet så stor i forhold til det reelle omfang af problemet, at der er kommet en generel mistænkeliggørelse af pædagoger.



"Vi har en mistanke om, at det store fokus på pædofili har haft en række konsekvenser for pædagogernes arbejdsmiljø. Derfor vil vi gerne høre, hvordan det opleves i hverdagen," siger Else-Marie Buch Leander, der er forskningsassistent på Center for Humanistisk Sundhedsforskning på Aarhus Universitet og en af de fire forskere, som skal lave undersøgelsen.



Hun understreger, at det er meget vigtigt, der er fokus på pædofili, men at debatten kan kamme over og få utilsigtede konsekvenser.



Går tilliden tabt?

En frygtkultur blandt pædagogerne kan betyde, at de undgår at holde børnene i hånden eller tage dem op på skødet, fordi det kan blive misforstået. Det kan gå ud over pædagogernes generelle arbejdsmiljø, men kan det også gå ud over børnene?



Hvis frygten betyder, at tilliden mellem børn og voksne går tabt, kan det i sidste ende have en uheldig effekt, også i forhold til at komme pædofili til livs i institutionerne, mener Else-Marie Buch Leander.



"Hvis børn mister tillid til voksne, har de måske heller ikke det mod, der skal til for at fortælle, hvis der er noget galt," siger hun.



I 2009 undersøgte Børn&Unge, hvor ­meget frygten for at blive anklaget for pædofili fylder i pædagogernes hverdag. 183 pædagoger fik spørgsmålet: ’Hvor ofte er der situationer, hvor du tænker over, om andre kan opfatte din omgang med børnene i institutionen som seksuelt krænkende?’



9 ud af 10 svarede, at de aldrig eller mindre end en gang om måneden tænkte over, om deres omgang med børnene kunne opfattes som seksuelt krænkende. Det kan hænge sammen med, at en del institutioner har retningslinjer på området. Nogle steder betyder det, at mandlige ansatte ikke skifter eller putter børnene til middagsluren.



Mistænker mænd

Det er især mandlige pædagoger og pædagogmedhjælpere, som er i fokus i forbindelse med mistanke om pædofili i daginstitutioner. Forskerne frygter, at det vil få færre mænd til at uddanne sig til pædagoger, og at mændene flygter fra faget.



"Det ville jo være en stor skam, men vi kan ikke sige noget endeligt, før vi har set, hvad undersøgelsen viser," siger Else-Marie Buch Leander.

Else-Marie Buch Leander håber, at undersøgelsens resultater vil åbne for en debat om emnet i institutionerne og en dialog mellem pædagoger og forældre.



Spørgeskemaerne vil blive sendt ud i marts. Forskerne forventer, at undersøgelsens resultater ligger klar inden udgangen af 2010.



Sådan svarede pædagogerne

I samarbejde med BUPL’s politisk/økonomiske team lavede Børn&Unge en rundspørge blandt 183 børnehave- og vuggestuepædagoger. Børn&Unge spurgte:



’Hvor ofte er der situationer, hvor du tænker over, om andre kan opfatte din omgang med børnene i institutionen som seksuelt krænkende?’



De mandlige pædagogers svar stemmer nogenlunde overens med lignende undersøgelser foretaget blandt mandlige pædagogstuderende og medhjælpere.







Retningslinjer gør pædagoger trygge

I 2009 lavede Børn&Unge en rundspørge, der skulle afdække, hvordan pædagoger forholdt sig til frygten for at blive anklaget for overgreb mod børnene. Det viste sig, at 9 ud af 10 pædagoger aldrig eller mindre end en gang om måneden tænkte over, om deres omgang med børnene kunne opfattes som seksuelt krænkende.



Uddannelseskonsulent i BUPL Suz Wang sagde dengang:

"Det lave antal bekymrede pædagoger skulle gerne skyldes, at pædagogerne føler, der er styr på situationen, og at der findes retningslinjer, som beskytter dem. Forklaringen skulle helst ikke være, at pædagoger og ledere stikker hovedet i busken og ignorerer problemet. Selvom risikoen for anklager er meget lille, er den til stede. Og anklagerne kan have alvorlige konsekvenser, på trods af at man er nok så uskyldig."



Institutionernes retningslinjer

Børn&Unge spurgte 79 daginstitutionsledere, om institutionerne har retningslinjer for medarbejdernes omgang med børnene. Det har to ud af tre. Her bringer vi en liste over de retningslinjer, som blev nævnt mest:



• Åbne døre eller vinduer ud til institutionens toiletter og rum, hvor børn sover til middag.

• Åbne døre, når en pædagog er alene i et rum med et barn.

• Pædagoger går ikke afsides med børn alene

(i kælder, på tur osv.).

• Pædagoger må gerne give knus og kram til børnene, men ikke kys.

• Pædagoger skal fortælle, hvis de ser grænseoverskridende adfærd hos et barn eller en kollega.

• Hvis en pædagog skønner, at toiletdøren grundet blufærdighedshensyn til barnet skal lukkes, skal pædagogen informere en kollega om det.

• Pædagoger, som sover til middag med børnene, sidder på en stol i stedet for at ligge ved siden af børnene.

• Mandlige pædagoger skifter ikke ble på børnene.

• Mandlige og nye medarbejdere sover ikke til middag med børnene.



Kommunernes hemmelige handleplaner

Hovedparten af de danske kommuner har en handleplan for, hvordan man forholder sig, hvis en pædagog bliver anklaget for seksuelle overgreb på børn.



Til gengæld kender mange af daginstitutionslederne, som ellers er en central brik i de fleste kommuners planer, ikke noget til kommunernes planer. Det viste en rundspørge, som Børn&Unge foretog blandt 79 ledere i samarbejde med BUPL’s politisk/økonomiske team .



33 procent af lederne vidste ikke, om deres kommune havde en handleplan. Endnu 33 procent sagde nej til, at deres kommune havde en handleplan, selvom adskillige af disse ledere arbejder i kommuner, som rent faktisk har en sådan plan. Kun de sidste 34 procent kunne bekræfte, at der i deres kommune var en handleplan.