Fritidsklub forbuder energidrikke

Fritidsklubben Krudthuset har forbudt enrgidrikke, fordi børnene konkurrerede om, hvem der kunne blive mest høj af de koffeinholdige drikke. Energidrikkene kan bygge bro til alkohol frygter medarbejder.

Børnene konkurrede om, hvem der kunne blive mest høj af alkoholfrie energidrikke. Der gik prestige i at kunne drikke mest, og til sidst blev det for meget for personalet i fritidsklubben Krudthuset i Rønne på Bornholm. De nedlagde forbud mod de energidrikke, der var blevet populære blandt 15-20 børn i klubben.

"Vi vil ikke se det mere. Det er blevet for stort et problem. De kommer så meget op at køre over det, at vi har svært ved at kontrollere det," siger pædagog Stine Jacobsen fra Krudthuset.

Rationering af de populære energidrikke dur ikke, understreger hun.

"Får de først drukket en, skal de nok finde ud af drikke to. Så vi har valgt et totalt forbud," siger hun.

Stine Jacobsen anslår, at 15-20 ud af klubbens 70 medlemmer var grebet af at drikke energidrikke, som var det alkohol.

Problemet begyndte i efteråret, hvor energi­drikke med højt koffeinindhold som Red Bull og Cult blev tilladt i Danmark.

Når der var diskotek i Krudthuset, mødtes en flok drenge fra 4.-6. klasse henne på gadehjørnet, hvor de stod og drak, inden de skulle ind.

"De smuglede energidrikke med, som var det alkohol," siger Stine Jacobsen.

Og når der var natåbent i klubben, slæbte drengene også energidrikke med. De pralede med, hvor mange de kunne drikke: 'Jeg kan drikke 10 af dem her', kunne pædagogerne høre børnene sige.

Klubben har diskotek hver tredje måned og natåbent i de korte ferier.

I princippet burde der ikke være noget galt i, at de unge drak energidrikke om kap. Men for pædagogerne i Krudthuset blev energidrikkene hurtigt et problem, fortæller Stine Jacobsen.

"Energidrikke burde være nogenlunde harmløse, men børnene kommer helt op at køre, og de får en virkning ud af det. Vi voksne, der er vant til at drikke kaffe og te, kan ikke rigtig forstå det, men det gør de altså. Og børnene synes jo, det er sejt - desværre," siger Stine Jacobsen.

Måden, som børnene snakkede om energidrikkene på, gav også grund til bekymring.

"Det lød, som om de sad og snakkede om alkohol: 'Dem kan jeg drikke tre af, og så bliver jeg bare helt høj'," fortæller Stine Jacobsen.

"Og den, der kan drikke flest, er sejest," tilføjer hun.



Grund til bekymring. Blandt personalet gav det bekymring med de speedede børn, der drak adskillige energidrikke. Research på nettet viste også, at der var grund til bekymring.

"Det er slet ikke sundt at drikke alt det her. De kan blive afhængige af de stoffer, som er i drikkene," siger Stine Jacobsen.

Bekymringen blev endnu større, da hun læste en artikel, hvor der stod, at energidrikkene bygger bro mellem at drikke alkoholfrit og at begynde at drikke alkohol.

"Det brød vi os ikke om. Vi vil ikke have, at det er i orden at drikke sådan noget, hvor man næsten siger, at det også er i orden at drikke alkohol," siger hun.

Børnene var meget utilfredse med forbuddet mod energidrikke. Det har nu eksisteret i to måneder, fortæller Stine Jacobsen.

"Nogle af dem ville ikke engang komme til den natåbning, vi havde i vinterferien. 'Vi må ikke tage energidrikke med, så det er slet ikke sejt', har vi hørt dem sige. Men så må de bare lade være at komme med dem," fortæller Stine Jacobsen.

"Og nogle forsøgte at slæbe energidrikke med. Vi måtte konfiskere dem og låse dem inde, til de skulle hjem igen. De skal nok lige vænne sig til, at de ikke må tage dem med," siger hun.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.