Fritid. Vi har jo altid alle antennerne ude

Solen skinner, og folk hygger sig ved de udendørs caféborde. En pædagog nyder fridagen og snakken med sin store datter, der er hjemme fra sine studier. Det er længe siden, de har set hinanden. Nu får de en kop kaffe på caféen. Datteren har meget at fortælle. Hun nyder deres fortrolige snak.

Pludselig mærker datteren, at hun ikke har sin mors opmærksomhed. Pædagogens blik vandrer af sig selv hen mod nogle børn, der er højrøstede. De stjæler pædagogens fulde opmærksomhed. En konflikt er under udvikling, uden at børnenes mødre har opdaget det. Pædagogens datter afbryder sig selv og stirrer på sin mor:

»For fanden mor, du har FRI,« siger hun så.



Episoden er taget ud af virkeligheden, den har fundet sted, som beskrevet. Og lignende episoder finder konstant sted, for pædagoger kender dem alle, og man kan tage en række tilfældige kontakter til pædagoger over hele landet og får straks lignende eksempler. Men er det godt eller skidt? Hvordan oplever pædagogerne det, og hvad siger arbejdspsykologen?



Mød fire pædagoger, der fortæller om plusser og minusser ved at være på døgnet rundt.



Jeg prøver at skærme mig selv

Kim Hovgaard er pædagog i Øster Hornum Børne­univers i Nordjylland, og her deler han sin tid mellem børnehaven og en lokal fritidsklub, der har ’købt’ halvdelen af hans timer. Tidligere har han været i Børneuniversets SFO. Han bor i Nørre Sundby og færdes i bybilledet der og i Aalborg. Han prøver så vidt muligt at skrue ned for ’det pædagogiske blik’, når han oplever børn i sin fritid, men han erkender, at det er svært.

»Jeg forsøger for at skærme mig selv, for jeg er klar over, at det let kan tage overhånd. Men når jeg for eksempel ser børn i supermarkeder og oplever, hvordan forældrene der forsøger at opdrage på dem, kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til det. Så selvfølgelig kan jeg ikke undgå at forholde mig til det, jeg oplever med børn, og vi pædagoger observerer nok en del, som andre ikke lægger mærke til,«siger Kim Hovgaard.

Når han observerer i sin fritid, er det imidlertid også det, han ikke ser, der bekymrer ham som pædagog.

»Jeg befinder mig i fritiden en del i DGI-huset Nordkraft med idræt og masser af børn, men når jeg så bevæger mig ud i byen, er det noget andet, jeg ser. Her er der ingen børn i bymiljøet, de er ikke i gaderne, for de sidder inden for i lejlighederne. Så er det, jeg ikke kan lade være med at spekulere på, hvad vores moderne samfund egentlig gør ved børnene, og det bekymrer mig,« siger Kim Hovgaard.

Han forholder sig dermed både fagligt og samfundsmæssigt til børnene, og det fylder – også i fritiden. Sådan er han ikke ene om at have det, og det kan godt være barskt og frustrerende at måtte erkende, at her burde gøres noget, men …



Vi skal langt væk fra legepladsen

Bettina Kleemeyer Jensen er pædagog i Sct. Severins Skoles SFO i Haderslev. Hun har den holdning, at man lige så godt kan opgive at droppe sin identitet som pædagog i fritiden, for det kan man alligevel ikke. En gang blev det dog nok for Bettina Kleemeyer Jensens familie, og efter det har der ikke været tvivl: Hvis familien er på en campingplads, skal de placere sig langt væk fra legepladsen.

»Ja, for en gang kom vi til at ligge tæt på stedets legeplads, og det var bare helt galt. Det gør vi aldrig mere. Jeg kunne ikke lade være med at holde øje med, hvad der skete. Om nogle blev drillet. Om det nu gik, som det skulle. Så efter det er holdningen, at hvis vi ligger i nærheden af det sted, hvor børnene mødes, så ’har mor da slet ikke fri’. Jeg er nok lidt hurtigere til at blande mig, for eksempel gik jeg en gang ind og blandede mig, da jeg et sted så nogle drenge gå ind foran de andre i køen ved en trampolin. Og selvfølgelig kan det nogle gange være en belastning, også for familien som den gang på campingpladsen. Men ellers tror jeg, at man skal se det at være pædagog lidt som en livsstil.«



Det barn går jo helt forkert

Else Ditlevsen er pædagog i Hunderupskolens SFO i Odense, og også hun kan nikke genkendende til det, kolleger over hele landet siger: Man kan ikke bare stoppe med at være pædagog, når det er fyraften. Som motorikpædagog har hun viden om børns motoriske udvikling og om, hvornår og hvordan der eventuelt skal sættes ind med træning. Det kan hun ikke bare lægge fra sig i fritiden.

»Nej, det er måske lidt af en arbejdsskade, vi har som pædagoger. Når jeg går på gaden og ser på børn, der ’går tosset’ eller der på andre måder er noget, der ikke er i helt som det skal være rent motorisk, så kan jeg ikke lade være med at lægge mærke til det. Så tænker jeg måske, at her burde der gøres noget. Det kan jeg ikke bare slippe, fordi jeg har fri,« siger Else Ditlevsen.

Og denne særlige agtpågivenhed gælder ikke kun det motoriske.

»Som pædagog har man altid antennerne ude. Det tror jeg er helt normalt. Hvis jeg for eksempel er ved stranden og ser nogle småbørn lege i vandkanten, så bliver jeg opmærksom, for er der overhovedet nogle voksne, der holder øje med dem? Det må jeg lige sikre mig. Og så snart jeg ser et barn med en ret speciel adfærd, så kører den inde i hovedet på mig,« siger hun.

For Else Ditlevsen er det ikke et problem. Det er bare at konstatere, at sådan er det.



Når vi blander os, gør vi det, alle burde gøre

May-Britt Andersen er pædagogisk leder i den integrerede institution Asgård på Hothers Plads i København. Hun mener, at når pædagoger generelt er hurtigere til at blande sig i forhold til børn, så er det i virkeligheden gamle dyder, de holder i hævd.

»Engang havde vi det i højere grad sådan, at vi havde ret og måske også pligt til at gå ind og blande os i det, der skete i det offentlige rum. Nu blander man sig udenom og går videre, og folk skal nærmest falde om på gaden, før man gør noget – og så er det ikke engang altid, det sker. Når det gælder børn i det offentlige rum, er holdningen den, at de kun er forældrenes ansvar. Hvis de foretager sig noget lidt uheldigt, kommer det ikke andre ved. Før i tiden var holdningen meget mere den, at det er vores alles ansvar, og det er nok sådan, vi pædagoger stadig har det,« siger May-Britt Andersen.

Hvis hun for eksempel ser nogle børn stå og vippe med et vejskilt eller lignende, blander hun sig og siger, at det vist ikke er så heldigt, det de er i gang med. Hun mener også, at mens mange forældre generelt ikke bryder sig om, at andre voksne blander sig, når det gælder deres børn, så kan de bedre klare det, hvis det er pædagoger.

»Ja, så er det i orden, for vi beskæftiger os jo med børn til daglig, og så er holdningen nok den, at vi har mere ret til at blande os. Men faktisk gør vi det, som alle i højere grad burde gøre i stedet for den der med, at det ikke kommer mig ved,” siger May-Britt Andersen.



Arbejdspsykolog til pædagoger: Slå antennerne ind – men ikke helt …

Pædagoger oplever konstant børn i bybilledet, de møder institutionens børn og forældre på gaden og i butikker, og har de egentlig fri, når de har fri?

Arbejdspsykolog Lars Peter Sønderbo Andersen har mødt mange pædagoger gennem sit arbejde på Arbejdsmedicinsk Klinik, Hospitalsenheden Vest i Herning, og han har som forsker på Aarhus Universitet arbejdet med arbejdsrelateret stress.

Hans råd til pædagoger skal være, at de accep­terer, at de også er pædagoger i fritiden, for det kan man ikke bare slukke for og skal det heller ikke. Men samtidig er det vigtigt at løfte det op på det bevidste plan, mener arbejdspsykologen:

»Man kan jo se det som en øvelse, hvor man siger til sig selv, at nu har jeg altså fri. Når man kommer i situationer med børn i det offentlige rum, kan man godt bevidst arbejde med at vælge mellem at tage notits eller ikke tage notits af dem, for selvfølgelig er der andre voksne, der holder øje med disse børn. Pædagogen kan øve sig i at sige til sig selv, at ’når jeg er på arbejde, er det min sag, men det er det ikke i dag. Nu er der andre, der tager sig af det’.«

Som pædagog kan man altså bevidst forsøge at blive bedre til at slå antennerne ind, men det er en balancegang, for på den anden siden skal antennerne ikke slås helt ind, mener arbejdspsykologen.

»Nej, det er jo den anden side af mønten. Pædagogen har sin identitet som pædagog, uanset om det er arbejdstid eller fritid, og hvis han eller hun kommer ud for noget, hvor det er på sin plads at blande sig, er det med at gøre det. Hvis pædagogen i sådanne situationer siger til sig selv, at ’det her kommer ikke mig ved, jeg har fri’, kan resultatet blive dårlig samvittighed bagefter. Så det er den balance, den enkelte pædagog må finde,« siger Lars Peter Sønderbo Andersen.