Forældrerådgivning: Pædagoger er gode til at rådgive

Når forældre har brug for støtte til at klare mindre og større problemer med deres børn, kan pædagoger sagtens vejlede. De skal bare tro på sig selv. Det mener to pædagoger, der lige har startet konsulentfirmaet 'Familiespin'.

Det er menneskeligt at fokusere på det, man ikke er så god til. Men der er meget mere energi i at fokusere på det, man er god til - både i det pædagogiske arbejde og i forældresamarbejdet.

Det mener Mikkeline Houman, 46 år, og Line Albech Larsen, 33 år, pædagoger og netop gået selvstændige med rådgivningsfirmaet 'Familiespin' i Hillerød.



"Det kan godt være, at det er svært at putte lille Erik fem dage om ugen, men så er der de to aftener, hvor det fungerer. Det interessante er, hvad der sker de to aftener. Men det er vi generelt ikke særlig gode til at se. Vi er rigtig gode til at fokusere på det, vi ikke duer til. Og det er jo en rigtig ærgerlig måde at være forældre og pædagog på," siger Mikkeline Houman.

De to pædagoger har mange års erfaring i at rådgive forældre i Børnehuset Sophienborg i Hillerød, hvor de var henholdsvis leder og souschef i fire år. De er familievejledere, uddannede supervisere fra Kemplerinstituttet og har også coaching-uddannelse. Men det er erfaringen fra arbejdet som pædagoger, der har gjort dem særligt kvalificerede til at rådgive forældre, synes de.



"Pædagoger er gode til at observere og lægge mærke til det vigtige, og de har stærke relationer. Derfor skal de stille sig til rådighed for forældrene som nogle, man kan spille op ad, og som kan stille de spørgsmål, der vender det hele lidt på hovedet," siger Line Albech Larsen.



Snak med, ikke til. Rådgivning af forældre - eller vejledning, som de to pædagoger kalder det - skal prioriteres højere i daginstitutionerne. Også selv om man ikke synes, at man har ressourcerne. For det er drænende for samarbejdet, hvis man snakker om forældrene og ikke med dem. Ingen bliver set, hørt eller forstået - tværtimod opstår der mange misforståelser, når man fokuserer på det, man gør galt.



"Hvis der står en, der ikke føler sig som en 'god nok forælder' over for en, der ikke føler sig som en 'god nok pædagog', kommer der let mudder i vandet," siger Line Albech Larsen.

I Sophienborg prioriterede personalet at have tid til at lytte til og tale med forældrene om udfordringerne i forhold til deres børn. Og det blev hurtigt til, at familier kom til samtaler regelmæssigt gennem kortere eller længere tid. Mikkeline Houman mener, at det med at gøre noget ved problemerne er lidt som slankekure: Vi kan alle være entusiastiske i 14 dage og tabe tre kilo, men så er vi til fest om lørdagen, falder i og har svært ved at få begyndt på de gode vaner igen om mandagen.



"Og dér har vi brug for vejledning. Når man har konflikter i familien eller i samarbejdet med kollegerne, skal nogen holde én oppe på det gode og hjælpe én med at være vedholdende," siger hun.

De to pædagoger har vejledt forældre med både store og små problemer, men uanset hvad det drejer sig om, mener de, at det går ud på at kunne rumme forældrenes frustrationer og komme med nye input og gode tanker.

"Institutionen skal være det sted, hvor man tør at gå hen, når livet brænder på. Men det sker jo kun, hvis forældrene har en oplevelse af, at der til enhver tid er respekt for, at de gør det, så godt de kan. Når det er udgangspunktet, kan man hjælpe dem med at gøre det endnu bedre," siger Mikkeline Houman.



Ikke brug for Kloge Åge. En god metode er at undre sig sammen og spørge forældrene, hvorfor de tror, at deres barn reagerer, som det gør.

"Og så er det jo straks en helt anden indgangsvinkel, end hvis man er 'Kloge Åge'. Forældrene er altid klogest på deres børn, vi har bare nogle andre øjne på dem. Sammen giver det forhåbentlig et godt billede af, hvad det er for et barn, vi har med at gøre. Og så er det i øvrigt også altid godt at spørge barnet. Man må være nysgerrige og undre sig, og tør man at gøre det sammen, kan man blive klogere sammen," siger Mikkeline Houman.

Mange forældre vil gerne have redskaber til at fikse deres problemer. Her er det vigtigt, at pædagogen ikke overtager forældrenes arbejde. Forældrene skal selv på banen, og så skal pædagogen inspirere og give personligt, fagligt kvalificeret med- og modspil, mener Line Albech Larsen.

"Vi kan være brikken i puslespillet, der kan gøre det fuldendt, men vi kan aldrig være mere end en brik. Vi skal være dem, man kan få overblik og tænke tanker sammen med," siger hun.



Derfor 'Familiespin'

Mikkeline Houman og Line Albech Larsen har startet konsulentfirmaet 'Familiespin', fordi de tror, at der er et privat marked for rådgivning af forældre. De kan også tilbyde at give personalegrupper en vitaminindsprøjtning i forhold til at arbejde anerkendende og familierelateret. Navnet 'Familiespin' har de to pædagoger valgt, fordi de vil signalere, at uanset hvor mange besværligheder, man har rodet sig ud i, så er der altid en mulighed for at komme tilbage på sporet. Til det kan man have brug for en 'spindoktor', som besidder en faglig viden om børn og familier, og som kan rumme familiens udfordringer.

Læs mere på www.familiespin.dk

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.