Folketingsvalg: Intet valgflæsk til børn og forældre

Pædagogik og børn kommer i tredje række i valgkampen, vurderer valgforsker Johannes Andersen. De ældre og skolen står først for, og legen kommer ikke tilbage i valgkampen.

Umiddelbart vil velfærden overordnet fylde en del i valgkampen, forudser valgforsker Johannes Andersen, lektor i politologi ved Aalborg Universitet.

"Både regeringen og Socialdemokraterne har lagt op til, at vi har velfærd som hovedtema, fordi velfærden skal geares til fremtiden. Det ulykkelige er, at deres forslag ligner hinanden utrolig meget, og de vinkler, der er på velfærden, også ligner hinanden utroligt meget. Derfor kan man forestille sig, at det meget hurtigt ebber ud," siger Johannes Andersen.

"Jeg har indtryk af, at skattetrykket kommer til at fylde en lille smule. Der kommer det til at dreje sig om: S kan man ikke stole på, når det drejer sig om skat. V kan man heller ikke stole på, for de vil i virkeligheden sænke skatten," lyder det fra Johannes Andersen, der spår, at integrations- og flygtningepolitikken får en stor rolle.

Derfor skal man ikke sætte næsen op efter valgflæsk, hvis man er småbørnsforælder eller pædagog.

"Tværtimod. Hvis nogen skal have noget, så er det de ældre. Og så kan jeg godt forestille mig, at skolen kan komme i fokus," siger Johannes Andersen, der til gengæld ikke tror, at der kommer det store fokus på sygehuse.

"Indenfor hospitalssektoren er man allerede godt i gang med at strukturere sig. Der er ikke så mange hængepartier," siger han.

Han tror heller ikke, at aktive forældre og pædagoger kan tilkæmpe sig dagsordenen, som det ellers har været muligt i kampen mod de kommunale budgetter de seneste år.

"Der er ingen tvivl om, at man har bemærket de aktioner, der har været, og Fogh er da væsenligt mere påpasselig med, hvad han siger, end han var sidste gang."

Men det ændrer ikke noget ved prioriteringen, at de ældre og skolen står først.

"Pædagogik og børn kommer i tredje række. Alene den skolepolitik, der går ud på at flytte undervisningen ned til børn i børnehaver, og at fritidsordninger i skolen skal bruges til lektiehjælp og undervisning, vidner om, at man er i gang med at afskaffe legen. Og intet tyder på, at legen kommer tilbage i valgkampen," siger Johannes Andersen.

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.