Fleksjobberes pension skrumper

Pædagoger, som i fremtiden kommer i fleksjob, vil med regeringens udspil til en fleksjobreform få en fattigere alderdom. De går ned i månedsløn i deres arbejdsliv, men også deres pensionsindbetalinger svinder ind, hvis reformen vedtages. Urimeligt mener BUPL.

Et otium med råd til at rejse, dyrke sine interesser, benytte kulturelle tilbud og give gaver til børnebørnene er, hvad mange pensionister ønsker sig. Men for folk, der fremover kommer i fleksjob, kan selv en pensionistbillet til toget eller entreen i svømmehallen blive svær at betale. I hvert fald, hvis regeringen får vedtaget det udspil til en fleksjobreform, der forhandles på Christiansborg.

Udspillet lægger op til, at en fleksjobbers pensionsindbetalinger ikke længere skal beregnes ud fra grundlønnen for et ordinært job. Den skal alene beregnes ud fra det faktiske antal arbejdstimer, fleksjobberen udfører.

Dermed vil fleksjobbere fremover være at betragte som deltidsansatte med negative konsekvenser for deres pensionsopsparing, mener man i BUPL.

»Når man kun optjener pension for de timer, man faktisk er til rådighed som fleksjobber, skal man selv sørge for at indbetale ekstra til pensionen. Nedgangen i pensionsindbetalinger har deltidsansatte jo selv valgt, men det er ikke for sine blå øjnes skyld, man får et fleksjob. Det er fordi, man ikke kan gøre anderledes,« siger forretningsudvalgsmedlem i BUPL Lis Pedersen.



Skal selv betale. I den nuværende fleksjobordning betaler arbejdsgiveren fuld løn og pension til den ansatte, men får til gengæld et løntilskud fra kommunen. Reformen vender den model på hovedet, sådan at fleksløntilskuddet i stedet udbetales direkte til den fleksjobansatte. I det tilskud er der ifølge beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) indregnet 10 procent til pension.

Men det giver Lis Pedersen ikke meget for. Ordningen lader det nemlig op til den ansatte selv at bestemme, hvor meget man vil spare op til pension.

»Det er nok de færreste pædagoger, der har råd til at spare op, når de som fleksjobbere i forvejen er gået ned i løn,« siger Lis Pedersen.

Ifølge beregninger fra BUPL vil en pædagog i et nyt fleksjob på 12 timer om ugen miste 4650 kroner i månedsløn. Det gælder også for pædagoger, der i dag er i fleksjob, men som efter reformen skifter job. Hvis pædagogen i fleksjob dertil vælger at indbetale 10 procent af sit løntilskud til pension, sådan som ministeren regner med, er lønnedgangen hver måned på godt 6000 kroner.

»Det er noget, mange pædagoger vil kunne mærke,« siger Lis Pedersen.



Stormasket sikkerhedsnet. En pædagog i fleksjob på 12 timer om ugen vil efter reformen miste 9820 kroner årligt i pensionsbidrag i forhold til den fleksjobordning, der er i dag. Efter 20 år på arbejdsmarkedet bliver tabet i ren pensionsopsparing 200.000 kroner. Efter 30 år er tabet næsten 300.000.

Dertil skal tillægges den løbende forrentning og afkastet af de samlede pensionsindbetalinger, som pædagogen også mister.

Nogens tab er andres gevinst. Ifølge beskæftigelsesministeriet kan fleksjobreformen sammen med en reform af førtidspensionen forbedre de offentlige budgetter med cirka 1,9 milliarder kroner i 2020.

Men ifølge Lis Pedersen hører den regning ikke hjemme hos de lavtlønnede fleksjobbere.

»Velfærdssamfundet bør sikre, at man ikke forringer vilkårene for mennesker, som uforskyldt er blevet syge. Det er godt, at man sikrer dem en tilknytning til arbejdsmarkedet, hvis arbejdsevnerne er til det, men man skylder dem også en ordentlig tilværelse efter arbejdslivet,« siger Lis Pedersen.



Fleksjobreformen

• I dag får alle arbejdsløse fleksjobbere en ledighedsydelse, som svarer til højest 91 procent af den højeste dagpengesats. Fremover vil arbejdsløse fleksjobbere, som er medlem af en a-kasse, få en ledighedsydelse på 89 procent af højeste dagpengesats. Efter to års arbejdsløshed ryger de ned på en særlig lav ydelse svarende til kontanthjælp på 10.300 kroner om måneden. Arbejdsløse fleksjobbere, som ikke er forsikrede, kommer på den lave ydelse med det samme.

• I dag får alle fleksjobbere en overenskomstmæssig fuldtidsløn, uanset hvor mange timer de kan arbejde. Regeringen vil skære i tilskuddet til fleksjobbere. Det vil ramme alle, som tjener mere end en kassedame eller en rengøringsassistent.

• Alle under 40 år vil fremover kun få tildelt tidsbegrænset fleksjob på fem år. Personer over 40 år kan efter et midlertidigt fleksjob få et permanent fleksjob.

• Fremover kan en person først blive ansat i fleksjob på sin hidtidige arbejdsplads, når han eller hun har været ansat på arbejdspladsen i mindst et år under overenskomstens sociale kapitel.

• Dem, der er i fleksjob i dag, fortsætter på den nuværende ordning. Hvis de skifter job, kommer de ind under de nye regler.

Kilde: Beskæftigelsesministeriet.



Udspillet til fleksjobreform og reform af førtidspensionen ’En del af fællesskabet’ findes på www.bm.dk



Blandt fuldtidsansatte pædagoger er 2,6 procent ansat i fleksjob svarende til cirka 1183 personer (2011).

Kontakt din lokale fagforening

Har du faglige spørgsmål om løn, arbejdsvilkår og overenskomster, skal du kontakte din lokale fagforening.